Det følgende var ment til at blive en kronik som skulle sendes til Jyllandsposten. Jeg synes den er ret elendig og rodet så jeg har droppet det. Den er langt fra færdigredigeret så derfor fremstår den rodet, men jeg gider ikke arbejde videre med den lige nu. Måske fortsætter jeg en anden dag hvis jeg føler mig inspireret.
Palestinaproblemet
En gang for mange år siden, sådan føles det i hvert fald, havde vi en voldsom debat om Israel. Debatten blev anført af Jyllands-Posten, som sendte adskillige journalister til Israel og de besatte områder, hvor de enstemmigt beskrev den voldsomme undertykkelse af palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden og også af både kristne og muslimske arabere bosat i selve Israel.
Det faldt selvfølgelig ikke i god jord hos den israelske ambassade, der lagde voldsomt pres på Jyllands-Posten og Politiken for at få dem til at standse kritikken. De blev endda beskyldt for at være antisemitiske, selv om det dybest set er noget værre vrøvl, eftersom araberne også tilhører de semitiske folkeslag. Man kan til gengæld godt sige, at tonen var antizionistisk, og det brød ambassaden sig selvfølgelig ikke om, eftersom hele tanken om staten Israel er zionistisk. Det er en stat, som er skabt for at give jøderne et hjemland, hvilket i sig selv er en sympatisk tanke - i betragtning af de lidelser, det jødiske folk har gennemgået. Problemet er bare, at da man skabte staten Israel, glemte man at tage stilling til, hvad der skulle ske med de mennesker, som man var nødt til at fordrive for at give jøderne et land.
Det vil sige, planen var egentlig, at jøderne, som på daværende tidspunkt udgjorde 1/3 af befolkningen, skulle have 55 procent af Palæstina og palæstinenserne skulle have resten. Araberne afslog FN's delingsforslag, og israelerne tilkæmpede sig i stedet 78 procent. Det var egentlig ikke fordi at der blev dræbt så mange under fordrivelsen af palæstinenserne, men der var nogle grusomme massakrer, som den ved ”Deir Yassin”, der fik palæstinenserne til at flygte over hals og hoved. Den slags massakrer er ikke noget man fortæller om i de israelske skoler, faktisk har jeg endnu ikke mødt en eneste israelsk jøde som har hørt om ”Deir Yassin”.
På daværende tidspunkt kunne man i Jerusalem Post læse, at de var ved at bygge en motorvej tværs gennem Israel. Af avisen fremgik, at selv om araberne kun udgør 20 procent af befolkningen, så var 40 procent af den jord, der blev eksproprieret, arabisk. Der blev bygget 13 til- og frakørsler, og ikke én af dem ligger ved arabiske områder. I samme avis kunne man læse at på trods af, at araberne udgør 20 procent af befolkningen i Israel, så blev kun 2 procent af pengene til socialt boligbyggeri brugt i arabiske områder.
Siden dengang er situationen for de israelske arabere og for palæstinenserne næppe blevet bedre, men af en eller anden årsag er kritikken af Israel forstummet. Om det er fordi, at det lykkedes for den israelske ambassade at give Jyllands-Posten og Politiken mundkurv på, eller det skyldes, at man har valgt en ny redaktionel linje på de to aviser, ved jeg ikke. Jeg kan bare konstatere, at der ikke længere eksisterer nogen form for kritik af Israel i Danmark, selv om palæstinensernes problemer ikke er blevet mindre, snarere tværtimod. Hver eneste dag bliver der stjålet mere og mere land fra palæstinenserne, mens verden tavst ser på, eller måske rettere, vender blikket bort. Tanken lader til at være: "Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af".
At Israel forsøger at udvide sit territorie er forståeligt nok. Israel er omgivet af fjender på alle sider og jo større landet er, jo lettere bliver det at forsvare. Af samme årsag forsøger Israel at øge indbyggerantallet ved hjælp af indvandring, og alle jøder som indvandrer til Israel har ret til statsborgerskab. Et eller andet sted skal indvandrerne bo og mange af dem flytter til Vestbredden, fordi de får store tilskud fra staten, hvis de vælger at bosætte sig der. Faktisk er jøderne ikke specielt begejstret for at flytte til Vestbredden. Da jøderne rømmede Gaza fik de tilbudt en stor økonomisk hjælp, hvis de ville flytte til Vestbredden, men alligevel foretrak langt de fleste at flytte til selve Israel.
Det, som undrer mig, er, at Israel og verden bliver ved med at ignorere problemet. Det er som om, at man regner med, at hvis bare man venter længe nok, så forsvinder problemet af sig selv. Men det gør det ikke. Hvad skal der ske med de arabere, som bor i Israel? Skal de i al evighed være dømt til at være andenrangs borgere, som ikke engang må købe et stykke jord af en jødisk israeler, og som skal vente i årevis på at få byggetilladelse til en tilbygning, hvis det overhovedet kan lade gøre? Og hvad skal der ske med de palæstinensere, der lever i Gaza og på Vestbredden? Skal de i al evighed leve i det, der nærmest kan beskrives som et åbent fængsel?
Jeg vil opfordre de danske medier og politikere til at genoptage kritikken af Israels undertrykkelse, for så længe Vesten undlader at lægge pres på Israel vil de fortsætte med at udvide de ulovlige bosættelser på Vestbredden, og på et tidspunkt bliver dannelsen af en palæstinensisk stat en fysisk umulighed. Det er det Israel forsøger at opnå, og enhver kritik af Israel bliver affejet med ordene antisemitisk og jødehad. Åbenbart har presset fra Israels ambassade virket siden al åkritik af Israel er forstummet og jeg tror det kan være en af grundene til at flere og flere jøder bliver udsat for ”hate crimes”, for selv om de danske medier ikke længere beskæftiger sig med palæstinaproblemet, så er der andre udenlandske medier der gør. Disse udenlandske medier har nok et mindre nuanceret billede af situationen end de danske har, så hvis herboende arabere kun kan få oplysninger om Vestbredden gennem arabiske medier, bliver de formodentlig mere fjendtlig indstillet over for jøderne.
Jeg tror, at hvis Det Mosaiske Trossamfund i Danmark stod frem og officielt tog afstand fra Israel og zionismen, i den form det har udviklet sig til nu, så ville antallet af "hate crimes" falde. Desværre tror jeg ikke, at Det Mosaiske Troessamfund vil tage dette skridt, for lige så svært det er for muslimer at tage afstand fra de mere grusomme følger, deres religion ind i mellem har, som at stene en 17-årig pige ihjel, fordi hun gik i nederdel og brugte makeup, lige så svært er det for jøderne at tage afstand fra zionismen, og de grusomme følger den har.
Jeg har mødt en del israelske jøder og i modsætning til det officielle Israel, indrømmer de blankt de overgreb der er begået mod palæstinenserne, som f.eks. snigskytters drab på palæstinensiske børn. De mener så ganske vist, at Israel er for jøderne, men når jeg spørger dem om hvad der skal ske med de arabere, der bor i Israel, kan de ikke svare.
For Israels egen skyld og for verden vil det være bedst, hvis man snart begynder på at give palæstinenserne deres eget hjemland. Det vil med garanti også gavne Israels egen økonomi. Engang i fremtiden vil de to lande nok danne en eller anden form for økonomisk union, fordi det vil være mest fordelagtigt, og i en endnu fjernere fremtid, hvor usandsynligt det end lyder nu, så vil de formodentlig blive til ét land med lige rettigheder for alle borgere. Hvem havde for få hundrede år siden forestillet sig, at de to fjender, Danmark og Sverige, skulle ende med at blive de bedste venner?
Jeg vil lave en tilføjelse til min ikke-indsendte kronik om Palestina-problemet.
Det, som jeg opfatter som det største problem i Palestinakonflikten, er at folk generelt ikke kan forstå, at det at gå ind for staten Israel, er rendyrket facisme. Det er facisme i den forstand at Israel blev skabt ved at fordrive den oprindelige befolkning med overvældende militær magt. At zionisterne senere har forstået at drive historieforfalskning i så stor grad, at langt de fleste i Vesten tror at Israel var militært underlegen er en anden sag. Palestinenserne havde aldrig en chance. Det jeg så ikke forstår er, hvorfor langt de fleste danskere støtter staten Israel. En stat som er skabt ved etnisk udrensning, en udrensning som stadig foregår, uden at nogen siger et muk.
Det gør at jeg betragter langt de fleste danskere som facister. For det var jo ikke sådan at zionisterne bankede på hos palestinenserne og sagde at Gud havde givet landet til dem, og så flygtede palestinenserne i vild rædsel fordi de var bange for Gud.
Nej, det foregik ved at at zionisterne bl.a. sprættede maven op på højgravide palentinensiske kvinder og flåede babyen ud. Det var den slags handlinger som fik palestinenserne til at flygte i vild flugt. Så enhver som støtter dannelsen af Israel støtter den slags grusomheder, for tingene hænger uløseligt sammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar