På tur til Lynge Grusgrav fredag den 27. januar

Jeg havde heldigvis fri denne solrige fredag og inviterede Marianne med på tur. Ret kort tid efter at jeg blev ansat hos Henrik for 16. år siden bemærkede jeg at der var en gammel grusgrav ved Lynge men jeg troede at den stadigvæk var i brug, og havde derfor holdt mig væk. Først her i efteråret fandt jeg ud af at grrusgravningen  var stoppet og grusgraven åbnet for offentligheden. Så en meget fin vinterdag, hvis man ellers kan kalde det vinter, tog vi derhen og gik en tur.

  

Sneglene vandt krigen

Jeg hentede Marianne i går i København og vi kørte op til Kolonihaven og besluttede at overnatte der. Varmeblæseren kørte nærmest uafbrudt hele aftenen, og blev først slukket da vi gik i seng sent om aftenen. Og Marianne tændte den da hun stod op om morgenen.

Efter halvanden måned på druk eller noget i den stil var hun blevet ædru, men hendes søvnrytme er totalt ødelagt så hun brugte en stor del af natten på at lytte til min snorken. Jeg fik rigeligt med rødvin, næsten to flasker plus et par øl, så jeg sov godt og tungt, men kunne til gengæld konkurrere med Marianne om at have det dårligst da jeg vågnede.  Vi var jo i bil og eftersom vi var blevet enige om at ta ned og overnatte i lejligheden i dag, var jeg nødt til at begrænse ølindtagelsen kraftigt, så det blev kun til tre øl i løbet af eftermiddagen. Jeg skal jo til fysioterapi i morgen klokken 11:30 og har planlagt at træne i fitnesscentret i morgen inden jeg skal til fysioterapi, så jeg skal i hvert fald ikke drikke alt for meget i aften. Knæet plager en smule, men jeg regner med at møde på arbejde på onsdag. Jeg kunne måske også være mødt på arbejde i dag, men jeg har før prøvet at møde op lidt for tidligt på arbejde, for så at være nødt til at sygemelde mig igen, fordi det var for tidligt. At jeg har en kronisk skade på senen i venstre storetå, skyldes helt sikkert at jeg har været for hurtigt til at raskmelde mig, og jeg har absolut ikke lyst til at få flere kroniske skader.

Så i dag dryssede jeg lidt rundt i køkkenhaven og ordnede lidt. Jeg har opgivet at bekæmpe sneglene, ved at slå dem ihjel. Så jeg samler dem ikke ind, og jeg laver ingen ølfælder eller bruger andre metoder for at begrænse deres antal. Til gengæld har jeg sørget for at der stort set ikke er noget de gider æde i køkkenhaven. Jeg har en terrasse og omkring den er der nogle blomster, men dem får de lov til at æde. Jeg har sat masser af løg til påskeliljer, men de er godt i gang med at æde de sidste påskeliljer. Der er en enkelt pinselilje, og af en eller anden mærkværdig grund har de ikke rørt pinseliljen. Så måske sætter jeg nogle flere pinseliljer. Så jeg har lagt kartofler, sat løg og hvidløg, og sået nogle andre urter, og så må sneglene æde der de vil og det de ikke gider æde, dyrker jeg til næste år , og så dropper jeg at dyrke de de gerne vil æde. Så hvis de æder alle kartoflerne, så får jeg ingen kartofler til næste år. Ultimativt laver jeg køkkenhaven om til en græsplæne igen og planter nogle frugttræer.

Spor efter rådyr og hare?

Allerede i vinters bemærkede jeg at der var spor efter rådyr i køkkenhaven. Sidste weekend rev jeg hele køkkenhaven. Både for at beskytte jorden mod udtørring og fordi det så ville være lettere at se om der kom nye rådyrspor. Der gjorde der. Masser af spor. Jeg havde en rest hegn som jeg satte op mod naboen Claus. Han havde ved selvsyn konstateret at rådyrene sagtens kunne springe over det lave hegn der var mellem vores to haver. Nu er det en del højere men rådyrene kan sagtens komme herind indtil jeg får lavet hegn hele vejen rundt om haven, men det bliver ikke nu.

Nu er jeg så kommet i det dilemma at jeg er rigtig tørstig efter at ha revet hele køkkenhaven igen. Jeg er jo kørt i bil herop, men hvis je

g køber nogle øl til at slukke tørsten med, er jeg enten nødt til at overnatte her, eller gå hele vejen hjem til fods. Knæet har det glimrende, og fysioterapeuten sagde at jeg gerne måtte gå, det var kun en fordel, men så skal jeg også gå herop i morgen, medmindre jeg tar bussen, og det gider jeg nok ikke. Men jeg er godt nok tørstig. Vejret er jo meget, meget bedre end de elendige meteorologer havde lovet.

Spor efter rådyr

En nyrevet køkkenhave

Træning på tredie level

Jeg fik fem pilsnere og en lille porter, næsten 7 genstande, i går aftes og det var lidt i overkanten i forhold til at jeg havde planlagt at træne i fitnesscentret her i formiddag. 

Jeg var der lidt over 9 og det gik forbavsende let med at komme op ad de 38 trin der er op til 2. sal. Sådan en lørdag formiddag er et rigtigt godt tidspunkt at træne på fordi hovedparten af de unge mænd og kvinder stadigvæk ligger og sover. Eller har for mange tømmermænd til at træne. Der er selvfølgelig enkelte som træner, men det er så få at man stort set kan træne det man vil, uden at skulle vente på at andre bliver færdig. Jeg starter altid med bænkpres fordi det er en øvelse der involverer de største muskler i overkroppen. Først blev det til om 30 repetitioner kun med vægtstangen der vejer 20 kg. Så 15 repetitioner med 40 kg, ca 10 repetitioner med 50 kg, 10 med 60 kg, 7 med 70 kg, 5 med 75 kg og til sidst 4 med 77,5 kg. Bænkpres er absolut den øvelse jeg er ringest til. I gamle dage da jeg trænede med Lisbet, kunne jeg ta 3 sæt med 90 kg og 6-7 repetitioner, men jeg fik en håndledsskade af en anden øvelse og måtte i måske 10 år helt droppe at træne bænkpres. Jeg troede aldrig at håndleddet ville blive 100% i orden igen, men det blev det. Så måske kan jeg igen komme op på at træne med 90 kg. 

Efter bænkpres trænede jeg skulder med håndvægte hvor jeg sad ned og løftede håndvægtene op.  Et sæt med 12 kg og 11 repetitioner, så 5x16, 5x18, 5x20, 5x22 og til sidst 4x22 kg. Jeg har ikke trænet skuldre med 22 kg siden  jeg trænede med Lisbet i Aarhus, så det er mindst 20 år siden. Jeg har aldrig trænet skuldre med 24 kg, så når jeg om forhåbentlig ikke så lang tid gør det vil det være personlig rekord. At jeg måske kunne have gjort det da jeg trænede med Lisbet er en anden sag.

Desværre er jeg lidt skadet der hvor musklerne hæfter på nøglebenet og skulderbladet. Det er endnu en senfølge efter coronagalskaben. For godt nok er det lykkedes mig at bevare styrken i musklerne, trods nedlukningen af fitnesscentrene, men senerne og deres vedhæftninger er blevet tydeligt svækket, og det tar formodentlig mindst et år før de har indhentet det tabte. Det forhindrer mig ikke i at træne hårdt, men jeg er nødt til at lave færre øvelser end jeg ellers ville have gjort, og det forsinker selvfølgelig udviklingen. Bare det ikke bliver værre er jeg tilfreds, jeg vil meget nødig træne med lavere vægte, for så sker der med garanti ingen udvikling, men det kan desværre blive nødvendigt.

Køb aldrig en kasse øl

Ken sagde engang til mig, at han aldrig købte en kasse øl, for hvis han gjorde, så drak han dem. Det var umuligt for ham at have en kasse øl stående i længere tid. Jeg har det på samme måde. Hvis jeg køber en ramme dåseøl med 24 dåser, så drikker jeg dem. Ikke på en dag ganske vist, men formodentlig er de allerede væk den næste dag. Eneste undtagelse var, da der blev indført påbud om brug af mundbind, når man handlede ind. Der købte jeg hundredevis af dåseøl mere end 500 dåser, og stablede dem op nede i kælderen. Lige lidt hjalp det. Marianne gik på druk, så allerede et par måneder senere var jeg alligevel nødt til at iføre mig mundbleen, og handle ind. Marianne havde ganske vist selv købt øl ind i mellem, bare ikke i de mængder som hun selv konsumerede 

Men normalt, altså når man ikke er nødt til at handle ind iført mundble, så køber jeg præcis den mængde alkohol, som jeg mener at få brug for i løbet af dagen og aftenen. Så i onsdags f.eks., da jeg drak en flaske rødvin og to øl, så havde jeg købt en flaske rødvin og to øl. Hvis jeg havde købt en flaske rødvin og fire øl, så havde jeg drukket en flaske rødvin og fire øl. Hvis jeg havde købt en flaske rødvin og en sixpack, havde der muligvis været en eller to øl i overskud, men med alvorlig risiko for at de overskydende øl blev drukket den næste formiddag. I forgårs købte og drak jeg, så kun to øl, som led i et videnskabeligt eksperiment. Jeg har jo for længst konstateret at mange øl får mit blodtryk til at stige væsentligt, men mente at have konstateret, at et par enkelte øl kunne få det til at falde. Lige efter at jeg havde drukket dem, steg blodtrykket lidt, for derefter at falde, til et lidt lavere blodtryk end før jeg drak øllene. Effekten var desværre kortvarig, for en eller to timer senere, steg det igen. Så jeg kan hermed konstatere at alkohol ikke er det mest effektive blodtrykssænkende middel der findes. I går drak jeg så for en sjælden gangs skyld ingenting.

Men i dag er det jo fredag og på en normal fredag plejer jeg at indtage 10-12 genstande, nogle gange mere. Som regel plejer jeg at prøve at holde det på 10-12 genstande, for mere end det, giver næsten med garanti tømmermænd i et eller andet omfang. Så en typisk fredag køber jeg enten to sixpack eller en flaske vin og en sixpack. Det hænder selvfølgelig at de slipper op inden at jeg skal i seng. Føtex har åben til klokken 9 om aftenen på hverdage, så det hænder at jeg henter ekstra forsyninger. Hvis Føtex er lukket affinder jeg mig med skæbnen, selv om jeg sagtens kunne gå ned til 7eleven på stationen, men det gør jeg aldrig, og øllene dernede er også alt for dyre. Det er dog hændt flere gange, at jeg har købt nogle øl i 7eleven, hvis jeg er kommet sent hjem med toget og alligevel er dernede, men det er sjældent det sker.

Så i dag planlægger jeg, at købe en enkelt sixpack, for det er sgu lidt sjovere at drikke øl frem for pebermyntete, selv pebermyntete smager ganske fremragende. Men det bliver kun en enkelt sixpack. Både fordi jeg tænker, at alkohol kan have en negativ effekt på inflammationen i mit knæ, og fordi jeg har tænkt mig at træne i fitnesscentret i morgen, så tidligt som muligt, og det fungerer altså ikke, hvis man har tømmermænd.

Tystrup Sø den 4. februar

På en meget fin dag i begyndelsen af februar kørte Marianne og jeg en tur til Tystrup Sø, der er Danmarks tiende største sø. Først kørte vi til Bavnen der er en græsklædt bakke med vid ud over Tystrup sø og landskabet omkring.

Bagefter kørte vi op og parkerede ved Nordenden af Tystrup Sø og gik en tur til Suserup Skov, som er fredet og noget af det nærmeste man kommer naturskov i Danmark.

Lidt mere shockwave behandling

Jeg var hos fysioterapeuten fik noget shockwave behandling efterfulgt af noget laserbehandling. Det er enormt smertefuldt med shockwave behandlingen, men kun der hvor der er inflammation i knæet. Der hvor jeg ikke har inflammation kan jeg ikke mærke noget, så på den måde er det jo let at følge med i hvordan det går. Fysioterapeuten sagde, at det var en fordel for restitutionen, at jeg gik eller cyklede lidt, og mente at jeg skulle vente med at gå på arbejde, indtil jeg kunne gå op ad en trappe.

Jeg tænker jeg holder mig fra cyklen nogle dage endnu. Alene tanken om hvor smertefuldt det var, da jeg prøvede at cykle lidt i mandags, holder mig væk fra den et stykke tid endnu. Men jeg kan da bøje højre ben langsomt, hvis jeg er forsigtig, så om et par dage, vil jeg prøve at cykle forsigtigt. 

Jeg må heller ikke være alt for inaktiv ifølge fysioterapeuten, så nu tar jeg en kop kaffe, og bagefter går jeg en lille tur over på kirkegården.

Træning på level 1

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at begynde at træne i fitnesscentret igen, efter at det blev forbudt den 19. marts 2020, for jeg tænkte at jeg med min alder alligevel aldrig kunne blive lige så stærk som før nedlukningen, og så kunne det være ligegyldigt. Men da jeg i efteråret købte mig en blodtryksmåler fordi jeg undrede mig over at jeg altid var ør i hovedet når jeg kom hjem fra arbejde, og mistænkte det for at det kunne skyldes et for højt blodtryk, så ændrede jeg mening. Blodtrykket var tårnhøjt. Den mest effektive metode til at sænke blodtrykket er løbetræning, eller i hvert fald træning hvor pulsen kommer meget højt op, og jeg kunne på grund at problemerne med fødderne ikke løbetræne. 

Da jeg ikke synes at det er sjovt at cykle rundt i mørke en råkold efterårsdag, efter en lang dag på jobbet, meldte jeg mig ind i fitnesscentret igen.  Og jeg tog fejl. Efter kun fem måneders træning har jeg allerede denne samme styrke som før nedlukningen. En del af forklaringen skyldes nok at mit arbejde til tider er er ret hårdt, og desuden er der kolonihaven.

Jeg træner i Fitness World der her i Helsingør minder lidt om noget fra en gammel Rocky film. Der er fem forskellige planer og de tre største planer, eller etager, er inddelt i flere rum, hvilket utvivlsomt skyldes at det har været umuligt eller for dyrt at fjerne de bærende vægge. De mange etager gør at der er en frygtelig masse trapper, og som mit højre knæ har det, er det rigtig skidt. 

Men heldigvis kan jeg godt træne på level 1. Det er der alle spritterne træner. Det er kælderplanet der kun befinder sig tre trappetrin lavere end indgangen, og receptionen. Kælderplanet består at fire rum der to og to ligger i forlængelse af hinanden og adskilt af en gang. Mod syd er det ene rum til tung vægttræning med squat og dødløft og det andet til træning med reb, og man kan hænge i nogle stænger elłer  træne med kettlebells. I de andre to rum holder spritterne til. Det er især ældre og midaldrende uden ret meget styrke og nybegyndere. Rummene er udelukkede udstyret med træningsmaskiner og der er ingen frie vægte. Spritterne afspritter konstant det hele, nogle af dem endda både før og efter træningen. Det er ikke fordi de lider af coronagalskab, sådan var det også før pandemien ramte Danmark. Der er en enkelt maskine til træning af mavemusklerne som jeg synes er meget god, men eller træner jeg ikke ret meget sammen med spritterne. Om ikke andet fordi det er meget ilde set ikke at afspritte konstant, og man kan risikere at blive irettesat hvis man ikke afspritter. Normalt bryder jeg den uskrevne lov om at spritte af, men da jeg følte mig tvunget til at træne sammen med spritterne i dag, så gjorde jeg det nødtørftigt fordi jeg ikke gad at bruge tid på at diskutere idiotien i den konstante afspritning. 

På level 2, der sådan set er 1 . sal selv om den ligger direkte over kælderen, er der især løbemaskiner, kondicykler og trædemøller. Man kan også træne med håndvægte op til 20 kg, og der er et par maskiner med snoretræk. Altså maskiner med en stålwire. Level 3 er 2. sal direkte over 1.sal og det er her det meste af styrketræningen foregår. Om eftermiddagen er her propfyldt med især unge mænd, men også en del unge kvinder og midaldrende mænd i god for. Der kan virkelig være hektisk her, og de færreste gider spritte af. Hvis alle begyndte på det her, skulle folk bruge halvdelen af tiden på at spritte af, eller vente på at andre sprittede af, eftersom folk konstant skifter håndvægte og vægtskiver.

På level 4 der egentlig er 3. sal men kun en halv etage forskudt og på den anden side af trappen kan man træne mave- og rygmuskler og lave udstrækning. Level 5, der er 4. sal  beliggende direkte over 2. sal, bevæger jeg mig aldrig på på, det er for mærkeligt. Her cykler en masse mennesker helt vildt uden at komme nogen vegne.

Blodtrykket var faldet lidt her til morgen men stadigvæk højt. 

Det er en måned siden mit blodtryk sidst var så højt om morgenen. 

Jeg trænede fra halv ti til halv til halv tolv, altså to timer og det fik da blodtrykket til at falde en smule.

Jeg satser på at træne igen i overmorgen, altså på lørdag, og så håber jeg godt nok at jeg kan komme op ad trapperne, uden de store problemer, så jeg slipper for at træne sammen med spritterne. Alene den evindelige afspritning er træls nok i sig selv, men derudover er det langt mere effektivt at træne med frie vægte end med maskiner.

Der kom vand

Jeg fik en sms fra naboen Christian om at han havde fået ordnet sine vandrør men at min stophane stadigvæk var lukket. Det besynderlige er at de ved siden af vores fælles stophane har monteret en stophane til mit kolonihavehus men ikke til hans kolonihavehus. Totalt idiotisk og det skyldes med garanti at brønden er for lille i diameter, der er simpelthen ikke plads. Jeg fatter ikke at idioterne ikke har skaffet en større brønd, for det er enormt upraktisk for os begge. Christian er nødt til at ordne sine rør så hurtigt som muligt hvis de bliver utætte, for ikke at genere mig, og jeg har ingen vand før han har fået ordnet sine rør. Jeg kan derimod lukke min stophane hvis mine rør bliver utætte, uden at Christian bliver generet. Christian har så sagt at han vil montere sin egen stophane henne ved huset, og det er selvfølgelig meget bedre for os begge, men det rigtige ville være at den var nede i brønden. At udskifte brønden vil være et enormt arbejde, og det kan næppe svare sig, for rørene i hele kolonihaveforeningen er så gamle at de bliver nødt til at udskifte det hele inden alt for mange år, for ellers bliver vandspildet for stort. Desuden er det også dyrt med alle de reparationer som der bliver lavet hvert eneste forår. 

Selv om jeg har vand kan jeg alligevel ikke flytte derop lige med det samme. Jeg fik aldrig taget mig sammen til at gøre huset klart om efteråret og det betyder at hele huset er møgbeskidt og køleskabet ser forfærdeligt ud og er fyldt med mug. Jeg kan godt ordne det meste i kolonihavehuset, men det bliver rigtig svært at ordne køleskabet, før jeg kan bøje mit højre ben nogenlunde normalt igen. Det er jo nærmest umuligt at ordne et møgbeskidt køleskab, mens man skal holde det højre ben mere eller mindre strakt. Men hvis jeg kommer op i kolonihaven i weekenden vil jeg nok prøve at gøre lidt rent inde i huset, og fjerne en masse øldåser og affald som har været der hele vinteren. Det bliver så tidligt lørdag eller søndag morgen, for jeg er nødt til at parkere på den nærmeste lille parkeringsplads og den er meget populær. Hvis den er optaget er jeg nødt til at parkere oppe på den store parkeringsplads ved klubhuset, og vejen derop fra kolonihavehuset er meget, meget stejl, og umulig for mig at færdes på lige nu, i hvert fald uden krykker.

Personlige rekorder

Mit blodtryk har i mange år været enten været helt normalt eller i den lave ende, men kombinationen af at jeg har fået en bil og coronanedlukningen har fået det til at eksplodere.

Min personlige rekord for det "lave" blodtryk er fra den 19. november

Min personlige rekord for det høje blodtryk er fra den 2. januar

Mit blodtryk lige netop nu

Det ligger ikke altid så højt som nu, men næsten altid når jeg kommer hjem fra arbejde. Mange medicinmænd ville straks ordinere noget blodtrykssænkede medicin, men når blodtrykket er under 165/95 kommer man ikke til at leve længere ved at indtage blodtrykssænkede medicin. Blodtrykket skal ned, men hvis formålet er at komme til at leve længere, så skal det ske på en naturlig måde og ikke ved hjælp af medicin. Alkohol er rigtig dårligt for blodtrykket, i hvert fald i de mængder jeg plejer at indtage. I går kom jeg ganske vist sent i gang, i betragtning af at jeg ikke skulle på arbejde, men jeg jeg skulle først til fysioterapi klokken 17.30 og jeg havde absolut ikke lyst til at troppe op stinkende af alkohol, og så havde jeg desuden også været nødt til at ta en taxa frem og tilbage. Så først kvart i syv om aftenen åbnede jeg en flaske rødvin og ca. tre timer senere blev den efterfulgt af to pilsnere inden jeg gik i seng. Selvom det ikke er en voldsom mængde alkohol for mig, så vågnede jeg alligevel meget tung i hovedet, grænsende til tømmermænd. Så nu da jeg har besluttet mig for at lægge en dæmper på alkoholindtagelsen, kan det jo være at det ikke alene fremmer helingen at mine knæ, det kan være at det også kommer til at gavne mit blodtryk.

Man kan (næsten) altid nyde udsigten

Meget spøjst så har min fysioterapeut boet i penthouselejligheden på 7. sal og flyttede ud, nogenlunde samtidig som jeg flyttede ind. Vi kunne sagtens blive enige om at udsigten er fabelagtig god, og at det er umuligt at finde et sted med en lige så fed udsigt. De tre øverste billeder er taget lige netop nu, og det nederste billede blev taget tidligere i år. Marianne og jeg joker tit med at alle indvandrere vil til Sverige, fordi alt guldet i Sverige glimter ved solnedgang. Det er bare enormt svært at ramme det helt rigtige tidspunkt at ta et billede på, for lyset ændrer sig fra sekund til sekund.

En tur til Stevns Klint den 4. december 2022

Nu har jeg masser af tid til at lægge nogle af mine mange billeder ud på min blog, men som jeg ikke rigtig har gidet før.

Det var tredje gang at vi tog en tur til Stevns Klint, men de to første gange var om sommeren med dejligt vejr, og masser af mennesker ved klinten, alt for mange. På denne blæsende, kolde og overskyede søndag, var der ikke ret mange mennesker, så vi havde næsten klinten for os selv. De to første gange havde vi gået tur syd for kirken og vi gik også en lille tur syd for kirken denne gang, men fandt ud af at vi også ville prøve at gå en lille tur nord for kirken. På de to nederste billeder kan man se kirken helt i baggrunden. De to nederste billeder er taget i næsten samme afstand fra kirken, men det nederste billede er taget som et panoramabillede, så det ser ud som om, at kirken er meget længere væk, end den er i virkeligheden.

Ingen tur i dag

Jeg tænkte at jeg jo godt kunne ta bilen og køre ned på Nordhavn og finde en bænk hvor jeg kunne sidde og nyde det gode vejr. Det har jeg aldrig gjort før alene, altså taget bilen til Nordhavn, og kun et par gange med Marianne før jeg skaffede en cykel til hende her i Helsingør. Helsingør er jo ikke ret stor og det er ren idioti at bruge bilen internt i byen, medmindre man har brug for at transportere noget man ikke kan ha på en cykel. Selv om jeg godt kan forstå at folk bruger bilen en råkold, våd og blæsende vinterdag, men på en fin dag som denne giver det ingen mening for mig. 

Jeg tænkte at jeg ved samme lejlighed kunne handle i Coop365 eller i Netto, for det ville være lettere end at gå over i Føtex fordi jeg er nødt til at gå temmelig langt for at undgå at gå på trapper. Dilemmaet mellem Coop365 og Netto består i at de kønneste piger arbejder i Coop365 mens jeg synes at vareudvalget er bedre i Netto. Det blev Netto men jeg kørte alligevel direkte hjem, for selvom det går nogenlunde fint med at køre bil, så er det en smertefuld proces at komme ud og ind af bilen. I hvert fald indtil jeg finder den rette teknik. Så nu regner jeg med at bilen får lov til at stå til på fredag, hvor jeg skal forbi fysioterapeuten igen. Bagefter vil jeg køre forbi Kvickly og se om de også i år sælger kæmpe poser med stikløg til en 20er, ligesom de sidste par år.

Hvis knæet ellers er nogenlunde ok, vil jeg sætte løg i weekenden. Der meste af køkkenhaven gjorde jeg allerede helt klar til såning i efteråret, hvor jeg også satte en del kartofler. Det sidste stykke køkkenhave gjorde jeg så klar til såning i weekenden, men selv om det foregik smertefrit, så dummede jeg mig grundigt ved ikke at bruge krykkerne når jeg skulle op og ned ad trapperne. Jeg kan sagtens gå rundt og arbejde med jorden på afrikansk maner, dvs med strakte ben, hvor man bøjer i hoften, men jeg kan ikke plante jordbærplanter, så smidig er jeg sgu ikke, så jorbærbeddet må vente indtil jeg kan bøje mit højre ben nogenlunde normalt igen. Det blir formodentlig på samme tid hvor jeg kan begynde at arbejde igen, for en hel del af arbejdet kræver at man kan bøje benene. Jeg skal som minimum kunne gå op ad en trappe og en stige, og begge dele er næsten umuligt nu, og i hvert fald besværligt og smertefuldt.

Kolonihaven må vente

Jeg ville enormt gerne flytte op i kolonihavehuset men det er umuligt at to grunde. Naboens vandrør er sprunget to forskellige steder og vi har en fælles stophane. Dvs. hvis jeg har brug for vand er jeg nødt til at gå op til stophane, åbne den, gå ned i kolonihavehuset igen, tappe vand af, gå op til stophanen igen og lukke den, og så gå ned i kolonihavehuset. Selv hvis mine knæ fungerede perfekt, er det for bøvlet til at jeg gider det. Så indtil Christian får repareret sine vandrør, skal jeg under ingen omstændigheder bo i kolonihavehuset.

Selvom jeg sagtens kan færdes i kolonihaven på krykker, og uden problemer gå op og ned ad trapperne, hvis jeg bruger krykkerne, så er det et kæmpe projekt for mig at handle ind. Da jeg havde podagra og det var værst, forlod jeg ikke kolonihaven i en uge, men fik Marianne til at hande for mig. Det er hun ude af stand til nu, så derfor kan jeg heller ikke flytte op i kolonihavehuset.

Jeg må blive i lejligheden og højst bevæge mig over på kirkegården hvis jeg orker det. Jeg overvejer om ikke jeg skulle droppe alkoholen totalt, i håb om at det vil hjælpe mine knæ til at restituere hurtigere, men det er sgu kedeligt at sidde ovre på kirkegården alene og glo ud i luften hvis man ikke kan hygge sig med et par øl eller en sixpack.

Den forkerte uddannelse

Nu hvor jeg efter ordre fra fysioterapeuten skal tilbringe de næste to-tre uger med at sidde i min sofa eller på barstolen ved vinduet og bukke mine ben ind i mellem, har jeg rigelig tid til at skrive på min blog og prøve på at blive en bedre skribent. Hvis det virkelig går helt galt med benene, er jeg jo nødt til at finde en anden levevej, og jeg tvivler på at jeg holder ret lang tid som bistandsklient, eftersom jeg synes at sagsbehandlerne er verdens største idioter. 

Det har jeg syntes siden jeg blev tvunget til at ta en uddannelse som murer, selvom jeg ville være tømrer, men min SU var forsinket, banken ville ikke låne mig penge, og bistandskontoret nægtede at hjælpe mig, medmindre jeg stoppede på EFG, der var en et-årig uddannelse og en forudsætning for at blive tømrer. Bistandskontoret kunne ikke hjælpe mig, hvis jeg ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet. 

Tilfældet ville at jeg på selvsamme tidspunkt tilfældigvis fandt ud af at der fandtes en uddannelse for voksenlærlinge som murer, hvor man ikke først skulle gå et år på EFG, men istedet skulle på 10 ugers forskole, som var arbejdsgiverbetalt. Og kurset begyndte allerede to uger senere. Så jeg spurgte en af lærerne om han kunne skaffe mig en læreplads som murer. Det mente han sagtes kunne lade sig gøre, og allerede dagen efter skulle jeg til møde hos en murermester, Leif Rasmussen. Vi havde en lille samtale og underskrev kontrakten på stedet.

Næste dag gik jeg om på Haslev Haandværkerhøjskole, hvor jeg gik på EFG og meldte mig ud. Jeg insisterede på at få et brev der dokumenterede at jeg havde meldt mig ud. Det forbløffede sekretæren ret meget, for hun havde aldrig før oplevet at nogen bad om dokumentation for en afbrudt uddannelse.

Nede på bistandskontoret snakkede jeg med den samme sagsbehandler som tidligere, og viste hende brevet. Hun blev chokeret og sagde at jeg da ikke bare kunne melde mig ud. Jeg forklarede hende at min SU var forsinket, banken ville ikke låne mig penge, det havde jeg allerede forklaret hende, og jeg var nødt til at betale husleje og købe mad. Så svarede hun at bistandskontoret gerne ville låne mig penge, hvis jeg gik op og meldte mig ind igen. 

Jeg svarede hende ,at hvis en mand friede til hende, og hun afviste ham selv om hun egentlig gerne ville gifte sig med ham, så kunne hun jo ikke fortryde hvis han gik hjem og hængte sig.

Det kunne hun godt indse, så hun sagde at jeg skulle komme igen den næste dag, så jeg kunne få nogle penge.

At mine forældre på samme tidspunkt var på randen af bankerot, og næppe kunne hjælpe mig, var der ingen grund til at indvie hende i.

Den næste dag fortalte jeg så at jeg havde fået en læreplads som murer og at jeg allerede to uger senere skulle på forskole med lærlingeløn betalt af mester. Hun svarede at der jo så ville gå mere end to uger før jeg fik min første løn og hun ville derfor give mig penge til de næste fire uger. Pengene for de sidste to uger, skulle egentlig så betales tilbage senere, eftersom jeg jo fik løn i periode, men eftersom min løn var så lav, at det ville være svært for mig at betale pengene tilbage foreløbig, så ville hun se bort fra tilbagebetalingen, af de sidste to uger.

Jeg kan ikke huske den præcise startløn, men den var omkring 25 kr i timen, og jeg havde en udbetaling på ca. 2800 kr om måneden, og selv dengang var det ikke ret mange penge. Men jeg boede billigt på Haandværkerskolens kollegie og betalte 800 kr. i husleje. Af de resterende 2000 kr. brugte jeg ca. halvdelen på meget billig vegetarmad og andre fornødenheder og de sidste 1000 kr.  blev brugt på at gå i byen. Min billige vegetarmad var iøvrigt meget populær blandt de andre kollegianere, og fordi jeg syntes, at det var kedeligt at spise min egen mad alene, inviterede jeg tit en af de andre til at spise med. Tilbuddet blev der altid takket ja til. Selvfølgelig, eftersom vegetarmad smager bedre end kødmad, hvis den rette kok er tilstede, så jævnligt manglede der et medlem af madklubben.

Det indre ur

Jeg fik omsider fat på Marianne for lidt siden og hun var som forventet beruset og ked det. Ked af mange ting. Ked af at hun aldrig fik den kernefamilie hun drømte om og en karriere. Ked af at hun bor alene, og og ikke har en kæreste at vågne op sammen med om morgenen. Hun føler sig ensom. Hun drømmer om at bo sammen med mig og jeg har mange gange sagt til hende at vi under ingen omstændigheder kommer til at bo sammen før jeg bliver folkepensionist, og måske ikke engang på det tidspunkt. Dog tænker jeg at vi nok flytter sammen i et hus på landet, hvis vi stadigvæk er sammen til den tid, men det er umuligt at vide. Mest af alt tror jeg hun er ked af at hendes to døtre er to store egoister, som næsten aldrig besøger bare for at besøge hende, men oftest kontakter hende når de har brug for hendes hjælp. Jeg gætter på at det nok især gælder den yngste, Jeanette.

Og lige pludselig kommer jeg i tanke om at jeg skal ringe til min arbejdsplads og fortælle om hvordan det går. Så jeg afslutter samtalen og kigger på min mobil og klokken er præcis 8,00, vores officielle mødetidspunkt. Hvad skal man med et ur?

Den gode og den dårlige nyhed

Jeg var hos fysioterapeuten som sagde at jeg mindst skulle være sygemeldt i to uger, måske tre uger. Det er den gode nyhed. Den dårlige nyhed er at jeg skal skåne mit ben så meget som muligt og hovedsageligt sidde og bøje benet ind i mellem. Det kan godt være at jeg har en fin udsigt, men om to-tre uger så er jeg rigtig, rigtig træt af udsigten, det er helt sikkert. Det bliver røvkedeligt. Og ovenikøbet nu hvor vi omsider er ved at få rigtig forårsvejr. Jeg kan ikke engang tage op i kolonihaven, for haven er alt for kuperet, det fandt jeg da ud af i weekenden. Hvis bare jeg havde haft en flad have. Jeg kan sådan det godt gå rundt når der er helt fladt, men alt andet dur ikke. Det blir et helvede de næste par uger.

Den mentale revolution

Marianne er her ikke, og der er ikke så meget jeg kan foretage mig, så jeg kan lige så godt fortsætte med at skrive om alt det, der er galt i Danmark, og for så vidt i resten af verden, og listen er meget, meget lang.

Man kan tage sådan noget som mink. I resten af Europa er de ved at forbyde minkproduktion, fordi den er så dybt amoralsk og barbarisk. Man bruger industrifisk som foder til minkene, der lever under kummerlige forhold, for at især rige kinesere kan få sig en pels. Argumentet for at genstarte minkproduktionen er at minkene ellers ville blive opdrættet i Kina under meget værre forhold. Der er bare det at i Kina opdrættede man ind til for nylig hunde, så man kunne spise dem og det var med garanti ikke lovligt at opdrætte hunde i Danmark, så de kunne blive brugt som mad i Kina, selv om hundene med garanti ville være blevet opdrættet under langt bedre forhold i Danmark end i Kina. Så hvorfor er det at danskerne synes at det ville være forfærdeligt at opdrætte hunde og katte, under samme forhold som man opdrætter mink? Hvorfor er det, at det er synd for hunde og katte, mens det er ligegyldigt med minkene? Det skal man være ærkedansker for at forstå, for i resten at Europa bliver det forbudt. 

Man kan sige at svinene også bliver opdrættet under modbydelige forhold i Danmark, og hvis en landmand holdt hunde eller katte på samme måde, som en svineavler holder svin, ville han med garanti blive dømt for dyremishandling. Men i det mindste spiser man svinene. Mærkelig nok, eftersom kødet smager lidt i retning af svinestald. Altså lugten af svinestald.

Stod det til mig skulle alle dyr behandles som om det var dyr og ikke en produktionsenhed på en fabrik, for dyr er ikke beregnet til at befinde sig indendørs på en fabrik. De er beregnet til at leve udendørs. Som vilde dyr, der lever af vilde planter. Det kommer aldrig til at ske, i hvert fald ikke i Danmark, men traditionel dyremishandling af svin burde forbydes, så vi kun har fritgående svin i Danmark. Og selvfølgelig det samme for kvæg og fjerkræ. Det har lange udsigter, og sker næppe i min levetid. Men hvem ved, bevidstheden er langsomt stigende, men man må sige, at det godt nok også går meget langsomt. Man vil forbyde produktionen af buræg i Danmark, så hvis det ikke allerede er blevet forbudt ved årsskiftet, så bliver det det i løbet af 2023. Desværre har de tilbageværende ægproducenter, syv styk, hele 12 år, til at  fortsætte deres dyremishandling, inden de skal stoppe med deres produktion. Engang indser man, at skrabeæg også er en modbydelig måde at producere æg på, hvor tusindvis af høns er mast sammen i kæmpe haller. På same måde vil folk en dag indse, at det er forkert at opdrætte kyllinger på en måde der gør, at deres ben brækker, hvis man ikke når at slagte dem i tide. Det kan godt være, at en del danskere må indskrænke deres kødforbrug, hvis det bliver lovpligtigt kun at opdrætte fritgående dyr i Danmark, men det kommer de ikke til at dø af. Tværtimod, de kommer til at leve længere, så det er ikke synd for dem. Selvom man selvfølgelig kan argumentere for, at som verden ser ud, og som fremtiden ser ud, så er der ingen grund til at leve længere end nødvendigt. 

Når jeg fylder 60 får jeg mulighed for at sige nej tak til genoplivning, men i første omgang kommer jeg nok ikke til at tilmelde mig ordningen. Ikke fordi jeg gerne vil blive en gammel mand, men selve livet er interessant, så når jeg kan leve uden psykiske og fysiske problemer af betydning, så vil jeg gerne iagttage hvordan livet udvikler sig. Desværre går det mere ned ad bakke end op ad bakke, i hvert fald når man ser på klima og miljø, men jeg vil gerne leve så længe at jeg kommer til at opleve, at der bliver mindre plastic i havet og ikke mere. Jeg venter stadigvæk på den mentale revolution, hvor det enkelte menneske bryder ud af sin boble og begynder at fatte hvordan verden hænger sammen. Ind til videre går det snarere den modsatte vej, og så længe det gør det, er der intet håb for menneskeheden. Hvis menneskeheden skal overleve er den nødt til at lære at samarbejde, og det går det skidt med. Bare ta USA. USA bliver mere og mere splittet og samarbejdet mellem demokrater og republikanere bliver dårligere og dårligere. Det siger sig selv at USA ikke kan fortsætte med at eksistere som en samlet nation hvis det fortsætter. USA kommer til at blive splittet i to eller flere nationer, det er uundgåeligt, hvis de ikke lærer at tale sammen og prøve på at forstå hinanden. Måske er det allerede for sent for USA's vedkommende.  

Intet fisketegn

De problemer jeg har haft de seneste år med først fødderne og nu knæene har medvirket til at jeg er holdt op med at fiske i Danmark. Der har selvfølgelig været lange perioder hvor jeg sagtens har kunnet gå ud på molen for at fiske, men jeg er så træt af at betale afgift for at fange en rødspætte, at jeg helt har opgivet at fiske i Danmark. Afgiften går ganske vist til at udsætte ørredyngel og den slags, men så burde afgiften være rettet mod de der fanger havørreder og ikke mod torsk, rødspætter, hornfisk og den slags. Jeg har fanget en enkelt lille havørred engang, men med det som jeg samlet har betalt for et lystfiskertegn nærmer kiloprisen sig den der er på kaviar.

Så jeg kommer ikke til at fiske i Danmark igen før jeg bliver folkepensionist og ikke længere skal betale for et fisketegn. Det er en holdning jeg også havde tidligere, hvor jeg i en lang årerække kun fiskede når jeg var i Norge eller Sverige, hvor det er gratis at fiske i havet.

Det er jo ikke os lystfiskere som er skyld i at der næsten ikke længere er nogle fisk i de indre danske farvande. For  20-25 år siden da jeg stadigvæk boede i Aarhus, stoppede den sidste erhvervsfisker med at fiske i Aarhusbugten, fordi der ikke længere var fisk nok til at han kunne leve af det. De var ikke fisket op men døde af iltsvind. Landbrugets enorme udledninger af næringsstoffer havde ødelagt Aarhusbugten totalt. Da jeg blev født i tresserne vrimlede det med fisk og 6-8 erhvervsfiskere kunne leve af at fiske i Aarhusbugten. At fiskerne selv er med til at ødelægge de danske farvande er en anden sag. Bundtrawl som omdanner havbunden til en gold ørken burde forbydes, men det har ingen politisk interesse. Politikerne er også bedøvede ligeglade med at danske fiskere årligt fanger en halv million tons industrifisk, der bliver brugt til dyrefoder, selv om de sagtens kunne bruges som menneskeføde. Tidligere blev der fanget en million tons industrifisk om året, men der er vel blevet færre fisk i havet. En halv million tons er stadig meget; det svarer til omkring 250 gram fisk om dagen, hver eneste dag, året rundt, for hver eneste dansker. Og så ævler politikerne løs om at mindske madspildet.

Die dumme Dänen.

Det er umuligt at komme i kontakt med Marianne, så hun ligger stadigvæk og sover rusen ud derhjemme, gætter jeg på. Hun har sikkert været vågen hele natten. Efter at tilbragt de 10 første dage af april hos mig, hvor jeg har betalt hovedparten, har hun rigeligt med penge, mindst 200 kr. om dagen resten af måneden, så det er er i hvert fald ikke økonomien, som sætter en stop for drukturen foreløbig. Der er absolut ingen som forstår hvorfor jeg stadigvæk er sammen med hende, og det gør jeg måske heller ikke helt selv, men sådan er det nu. Dum er hun i hvert fald ikke. Når vi ser en film genkender hun næsten altid øjeblikkeligt hvem skuespillerne er, ligegyldigt hvor godt de er forklædt. Når jeg ind i mellem er hurtigere, skyldes det næsten altid, at det er stemmen jeg genkender, og ikke ansigtet.

Derudover er hun det eneste menneske jeg kender personligt, som forstår hvilke konsekvenser klimaforandringerne kommer til at få for Jorden, og hvor hurtigt det kan komme til at gå. Det er ikke mig der har påvirket hende, men det skyldes at hun, som en af meget få danskere, stoler på klimaforskerne og er i stand til at resonnere. 

Så hvis folk tror, at det vil tage mange årtier før Spanien bliver til en ørken tar de fejl. Måske tar det årtier, men det behøver ikke at ta mere end ganske på år. På samme måde med havisen i Arktis. Måske findes den der stadigvæk om årtier, men hvis omstændighederne er de rette, kan den lynhurtigt forsvinde. Hvilke konsekvenser det så får for afsmeltningen af indlandsisen på Grønland, kan vi kun gisne om, men at effekten bliver voldsom, er der næppe nogen tvivl om.

Det mærkelige er, at vores uduelige politikere ikke fatter en brik. De snakker om "grønne biler" som er godt for klimaet. Sådan en gang vrøvl. Cykler er godt for klimaet, ligesom eldrevne tog og sporvogne, men ikke "grønne biler". De findes ikke. Det er så heller ikke klimaforskerne som foreslår, at vi skal begynde at køre i elbiler. Deres forslag til hvordan menneskeheden skal indrette sin levevis, er en hel del anderledes end politikernes.

Så der er intet håb om at udledningerne af drivhusgasser kommer til at falde markant de næste mange år. For inderne, kineserne, afrikanerne og latinamerikanerne, vil alle sammen også have biler. Kina er godt på vej, men der er stadigvæk meget, meget lang vej før de er oppe på Danmarks niveau. Inderne er så småt begyndt med privatbilismen, og deres bilpark vil eksplodere i løbet af de næste par årtier.

I det mindste bliver der snart en bil mindre. Dvs. det gør der nu nok ikke, der kommer bare en anden chauffør. Den nuværende chauffør har indset, at det at anskaffe sig en bil, er det dummeste han nogensinde har gjort. Ikke fordi den udleder CO2, men fordi den koster en del mere i forhold til offentlig transport, og frem for alt, at han næppe ville sidde med alvorlige knæproblemer, hvis han ikke havde haft en bil. Man kan sige, at uden coronanedlukning af fitnesscentre, ville der nok heller ikke have været problemer, men den beslutning havde han ingen indflydelse på.

Så er der det med maden. Kødet, som langt de fleste danskere betragter som en vital del af et måltid. Produktionen af kød er endnu mere skadeligt for klimaet og miljøet end privatbilismen, og langt de fleste danskere er bedøvende ligeglade. Nu er det jo ikke fordi at man ikke kan lave særdeles velsmagende vegetarmad, men eftersom de fleste danskere bliver massivt hjernevasket under opvæksten, til at opfatte kødet som uundværligt for at lave et velsmagende måltid, så er der intet håb om at danskernes enorme kødforbrug kommer til at falde foreløbigt. En af konsekvenserne er, at Danmark nu hovedsageligt består af grønne ørkenområder, hvor der dyrkes afgrøder, der kan bruges som dyrefoder. At 80% af svineproduktionen fra den underskudsgivende landbrugsindustri eksporteres, er så en anden sag. Kineserne skal jo også have kød.

Ta den Mette

 Jeg kan som forudset umuligt gå på arbejde i dag, men jeg har fået en tid hos en fysioterapeut klokken 17:30 i dag. Der er ganske vist fuld egenbetaling men mine arbejdsgivere vil sikkert gerne betale regningen hvis det kan fremskynde helingsprocessen. Og eftersom det er nødvendigt at mine knæ er i orden for at jeg kan gå på arbejde, så skal jeg ikke betale skat af beløbet.

Jeg har nu overbevist mig selv om at jeg skal satse på at få en 32 timers arbejdsuge frem for lønforhøjelse. Hvis jeg giver afkald på mine 5 feriefridage, svarer det til en lønforhøjelse på ca. 11,5%. Det er nogenlunde det samme som det de fleste andre vil få i lønforhøjelse over de næste to år. Da min løn i forvejen ikke er noget at prale af, skal det nok gå 

Der er to kæmpe fordele. For det første er der meget bedre at arbejde fire dage og holde fri tre dage i løbet af en uge, end at arbejde fem dage og holde fri to dage. For det andet kan staten beslaglægge 45% af en lønstigning, men den kan ikke beslaglægge 45% af en ekstra fridag.

Ha, ta den Mette.

Stadigvæk knæproblemer

 Som ventet trækker det ud før mine knæ er i orden igen. Jeg tvivler på at jeg kan arbejde i morgen, og selv om jeg kan, bliver det svært at klare en hel arbejdsdag. Men formodentlig sætter jeg min ind i bilen i morgen, og prøver at køre på arbejde.

Den sidste uge har ikke været sjov. Fra mandag til fredag havde jeg uafbrudt smerter i enten det ene eller andet knæ. Lørdag gik nogenlunde og søndag gik jeg meget langsomt op til kolonihaven for at forbedrede køkkenhaven. I dag fik jeg omsider kørt Marianne hjem og køreturen gik nogenlunde og stort set uden smerter i knæene. Bagefter trak jeg langsomt cyklen op til kolonihaven, men selv og keg kun ganske få gange var nødt til at bruge pedalerne gjorde det ret ondt, selv om jeg nærmest ingen kræfter brugte. 

Det er skiftevis det ene andet knæ som giver problemer, for når jeg prøver at skåne det ene knæ går det ud over det andet 

Det har heller ikke været befordrende at Marianne har været her hele tiden for når hun er stangstiv som nu, er hun ude af stand til at hjælpe med noget som helst, så jeg er også nødt til at rydde op efter hende. Havde hun været ædru og i stand til at hjælpe mig, havde knæene nok haft det lidt bedre. Men jeg har nærmest været ude af stand til at køre hende hjem før i dag, og jeg turde ikke sende hende med toget i den tilstand hun er i. Nu er jeg bare enormt træt og søvnig, selv om jeg sov glimrende i nat, så det har nok noget med knæene at gøre.

Knæproblemer igen

 Coronasenfølgerne er værre end forudset. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at de enorme problemer med knæene som jeg har nu skyldes forbuddet med at træne i fitnesscentret. Så siger folk at man kan træne selv. Men når man har været udendørs hele dagen i rusk og regn, så er tanken om at cykle en tur i rusk og regn og i mørke når man kommer hjem fra arbejde ikke særlig attraktiv. 

Jeg burde selvfølgelig have solgt min bil da forbuddet mod træning i fitnesscentre trådte i kraft, og på den måde have tvunget mig selv til at cykle i rusk og regn, men på det tidspunkt undervurderede jeg de konsekvenser som manglede træning ville medføre. 

Så med dagevis af smerter i knæene må jeg konkludere at min trang til at arbejde og betale skat og støtte dette samfund ikke længere er tilstede. Vi får se. Hvis jeg stadigvæk ikke kan gå på arbejde på tirsdag og er nødt til at melde mig syg, så vil jeg ringe til min arbejdsplads og bede dem om at fyre mig. Jeg har tre måneders opsigelse og jeg har ligeledes tre måneders opsigelse på min lejlighed, så det passer perfekt.