Billeder fra sommerferien i Norge

Jeg burde egentlig have lagt mine billeder fra Mariannes og min tur til Norge, ud på min blog mens vi var afsted, men jeg orkede det ikke. Billederne ligger ikke i kronologisk rækkefølge. Når jeg lægger dem ud nu, skyldes det at min mobil er ved at svigte. Jeg har købt en ny, men jeg vil lægge nogle billeder ud, i det tilfælde at min gamle mobil svigter fuldstændig og billeder går tabt. Så der kommer flere billeder. Det bliver nok de sidste billeder med min elskede Marianne. Næsten 14 år blev det til, men nu er det nok definitivt slut.

 

Kurs mod Trondheim

Marianne og jeg har besluttet os for at køre mod Trondheim. Vi overnattede i Arvika i Sverige i nat på Ingestrands Camping. Ingen ledige hytter og det begyndte at øsregne da jeg skulle slå telt op. På trods af at teltet er over 25 år gammelt holdt teltdugen vandet ude, men ikke bunden. Hvilket betød at vandet sev op nedefra. Jeg havde ikke de store problemer men der var mere vådt i Mariannes side. Jeg har taget lagner og dynebetræk med og lagt lagnerne over liggeunderlagene. Mit lagen forblev stort set tørt, men Mariannes blev totalt gennemblødt. Men både min rygsæk og noget tøj blev godt mudret. Så inden vi kørte fra Arvika var jeg i Jem & Fix for at købe to presenninger. Både en til selve sovekabinen og en til forteltet. 30 svenske kroner. Lidt dumt at jeg ikke købte dem inden vi tog afsted for så havde vores ting både været rene og tørre nu. Vi er nået til Furuodden Camping der ligger ca. 17 km syd for Lillehammer og her var heldigvis en ledig hytte. Uden indlagt vand og med et simpent tekøkken men med en fremragende udsigt. Den koster vist omkring 500 kr for en nat så det er til at overkomme. 

Højsommer

 Det er højsommer og det ustabile danske sommervejr er fremragende for grønsagerne. Jordbærbeddet er tre år gammelt nu, så jeg er i færd med at grave planterne op. Når løgene ved siden af er blevet høstet, planter jeg nye planter der. Marianne er i færd med at plukke pebermynteblade. Jeg elsker pebermyntete, men efter at jeg har haft corona kan jeg ikke lugte noget som helst desværre. Hvilket vil sige at jeg heller ikke kan "smage" mentolen. Når pebermynten og citronmelissen har afblomstret flytter jeg dem ned i min grøft, for så kan oreganoen få lov til at brede sig. Sommerfuglene og bierne elsker nektaren fra oreganoen, så de får lidt mere mad til næste år.

De dejligt lyse aftener

Man snakker altid om de lyse nætter, men det, der i virkeligheden er dejligt, er at man kan sidde i lun solskin klokken halv otte om aftenen. Min kolonihave er bestemt ikke optimal når det gælder om at dyrke frugter og grøntsager, fordi den ligger på en nordvendt skråning. Men den er meget lang, ca. 40 meter fra syd til nord. Jeg har tre terrasser i tre forskellige niveauer, og den øverste er der man opholder sig, hvis man vil se morgensol og aftensol. Der er selvfølgelig også sol det meste af dagen, men kun her er der morgensol og aftensol. Terrassen ligger selvfølgelig højest og det er i den sydligste del af haven, helt ud til vejen. Og vejen ligger stadigvæk 60-70 cm højere end terrassen. Men de mange træer er mod øst, vest og syd, så mod nord er der næsten åbent, og det betyder selvfølgelig, at der er masser af sol om morgenen og om aftenen. Og som forholdene er kommer der ingen træer i vejen mod nord så længe jeg har kolonihaven. Der stod en kæmpestor ahorn mellem min grund  og naboens da jeg købte kolonihavehuset, men noget af det allerførste jeg gjorde var at klatre op i træet og save de grene af som hang ud over kolonihavehuset. Jeg spurgte naboen Christian om jeg måtte fælde det, og det gav han tilsagn til med det samme. Træet tog al sol om formiddagen fra ham. Så spurgte jeg bestyrelsen om lov til at fælde træet og fik tilsagn. Så klatrende jeg op igen, mange gange for det tog adskillige dage, og stump for stump savnede jeg grenene af og smed dem ned på jorden og til sidst fældede jeg stammen stump for stump. Så derfor har jeg nu en dejlig solbeskinnet terrasse om aftenen.

Fjerde gang er lykkens gang

 Det er fjerde sæson at jeg dyrker min køkkenhave og det har været noget vekslende hvad der er lykkedes. Men det tre første år er et stort set ikke lykkedes for mig at dyrke ærter, som ellers er en af de mest lækre ting man kan dyrke i en køkkenhave efter min mening. Det har nok været på grund af smelderlarverne som elsker rødderne på ærterne. Smelderlarver lever i græsplæner i 4-5 år før de bliver til biller og flyver deres vej. Det stykke køkkenhave hvor ærterne står har været dyrket de sidste to år og det ligger klods op ad græsplænen, så jeg var lidt tvivlende på om det ville lykkes i år, men sandelig om det ikke gør. Det eneste problem nu er at de rigtig meget lige nu og der er ikke plads i fryseren, for den er ikke superstor og fyldt med frosne jordbær, som også giver fremragende i år. Det er lidt utroligt med de mange snegle der er, men mit purløgshegn virker. Sneglene når til purløgene og så når de ikke videre fordi de giver sig til at æde. Mod den ene nabo er der ikke noget purløgshegn men der er en busk med gojibær. Den hedder bukketorn på dansk og vokser ved kysterne. Under busken er der et bed med jordbær som var beregnet til solsortene og bedet er fyldt med snegle. Alligevel er mere end halvdelen af bærrene uskadet af snegle, for sneglene vil meget hellere æde bladene på bukketornen. Den ser også lidt miserabel ud og jeg har endda pillet utallige snegle af busken. Hvad angår det store jordbærbed midt i haven har det næsten været urørt af sneglene og selv solsortene har stort set holdt sig væk selv om jeg ikke har dækket beddet af. Så jordbær er der mange af, men jeg har haft så travlt med alt muligt at jeg ikke har haft tid til at passe det ordentligt. Men vejret har været med mig, så selv om jeg ikke har haft tid til at fjerne alle bær med skimmel, har det næsten ikke bredt sig.

Masser af pis

 Marianne står oppe ved rhododendronen og den er fantastisk flot. Naboerne til begge sider har også en rhododendron af samme sort men min er meget flottere end deres. Farven på blomsterne er mere mørk og intens og blomsterne er større og sidder tættere. Nu er det ikke fordi jeg har spildt mine penge på noget så tåbeligt som rhododendrongødning. Det eneste den har fået er pis og opvaskevand og det stortrives den med. Alt urin og alt opvaskevand bliver brugt som gødning i haven. Mest buske og træer men også kartoflerne hvis de begynder at blive lidt blege i farven.

På vej mod Aalborg

For første gang imere end to år er jeg på vej mod Aalborg, efter at ha tilbragt et par dage i Sdr. Omme. Det er glimrende at køre med bus frem for selv at skulle køre og det kommer til at koste nøjagtig det samme. Det tar lidt længere tid, men den kan man så bruge på at kigge på de unge piger. Den fornøjelse har man ikke når man kører bil, og for mig er det i det hele taget røvsygt at køre bil.

Desværre går det med nervebetændelsen som forventet. Det er ikke blevet bedre. Ikke at det generer mig på den måde, men det bekymrer mig, for hvis urinsyren beskytter mod nervebetændelse, så kan det være risikabelt for mig bevidst at sænke urinsyreniveauet. Alligevel kommer jeg til at gøre det, hvis jeg ellers kan. Jens, min lillebror, fik målt sit urinsyreniveau til næsten det samme som mig, og han mener at kostændringer ikke havde nogen særlig indflydelse, så det har han oogivet. Jeg har tænkt mig at gå mere drastisk tilværks, og og ved at bare det at indtage c-vitaminer kan sænke niveauet lidt. Bekymringen over nervebetændelsen gjorde at jeg også drak 9 øl i forgårs, men tøsedreng som jeg er, er jeg stoppet med øllerne igen. Jeg gruer virkelig for et nyt anfald af podagra, så lysten til at drikke øl er ikke-eksisterende. Nu tør jeg ikke engang spise ost. Jeg lavede en vegetarlasagne i går, og den var selvfølgelig med ost. Jeg spiste ikke voldsomt meget men alligevel var jeg på nippet til at få et nyt anfald. Så jeg vil foreslå Poul at vi får kartoffelfrikadeller til aftensmad. Det burde være problemfrit for mig, for ellers kan jeg nærmest ikke spise noget. 

Lidt flere øl

Bekymringen over nervebetændelsen fik mig til at drikke nogle flere øl i går. 9 styks blev det til, hvilket er helt normalt på en søndag for mig. Drikker jeg flere er der risiko for tømmermænd, og jeg var desuden hundeangst for at få et anfald af podagra igen. Problemet er at jeg bliver nødt til at sænke urinsyreniveauet i blodet for at få oplæst den urat der har ophobet sig i kroppen. Både for at undgå flere anfald af podagra, men også fordi jeg er overbevist om at der er en sammenhæng mellem seneskedehindebetændelsen i fødderne, som ikke vil forsvinde og urinsyregigten. I hvert fald kan man påvise en sammenhæng mellem podagra og betændelse i akillessenen og man har også påvist en sammenhæng mellem podagra og  betændelse i senerne ved knæene, så overbevisende sandsynligt er der også en sammenhæng med den seneskedehindebetændelse jeg har i fødderne og podagra. Men den pludselige genopblussen af nervebetændelsen gør mig enormt nervøs. Jeg har bare ikke andre muligheder end at prøve på at sænke urinsyreniveauet i blodet og se hvad der sker. Så derfor bliver jeg nødt til at droppe øllene. De indeholder en del purin med alkoholen forhindrer også nyrerne i at fungere optimalt og deuden er alkoholen i sig selv skadelig for nervesystemet. Der var faktisk seks øl i køleskabet i går og jeg købte en sixpack mere, så de sidste tre øl drikker jeg nok i toget på vej til Jylland. At skylle uratkrystallerne ud af kroppen kommer til at ta lang tid, måske år, så en dag fra eller til er fuldstændig ligegyldig. Hvis jeg bare holder mig til jernfattige fødevarer de nærmeste dage går det nok.

En enkelt øl i solen

Jeg har besluttet at nyde en enkelt øl i solen. Mens jeg spekulerer. For hvis jeg virkelig havde et attack af sclerose for 10 år siden, så vil det være farligt for mig at sænke urinsyreniveauet i blodet. Desuden giver et højt urinsyreniveau ikke urinsyregigt i sig selv. Der kræves også jern. Så man kan godt opretholde et højt urinsyreniveau i blodet, hvis man sørger for at spise på en måde så jernniveauet er lavt. Så vil der ikke dannes uratkrystaller, det vil i hvert fald ske langsommere. Øldrikning giver masser af puriner og dermed urinsyre, men det giver med garanti intet hæm-jern. Jernindholdet er også lavere end i vin. Eneste problem er at det godt nok kun tar dage at sænke urinsyreniveauet i blodet ved at ændre kost, men det tar måneder at sænke jernniveauet. Med mindre man er bloddoner.

Skræmmende viden

 Den nervebetændelse som kom som et lyn fra en klar himmel, har været skræmmede for mig lige siden, for den er aldrig helt forsvundet 100% så det er enormt skræmmede at den blusser op igen. Jeg har lige siden spekuleret over om det mon var et attack af sclerose men jeg aner det ikke. Problemet at hvis det ikke var derfor, hvad var det så? Hvis det var alkoholen som gav mig nervebetændelsen dengang, så burde den være langt værre nu, for jeg har bestemt ikke holdt mig tilbage de seneste år. Men nu har jeg netop fundet en skræmmende artikel. Et højt urinsyreniveau i blodet er med til at forhindre skader på nerverne på grund af sclerose. Hvilket vil sige at der er en vis risiko forbundet for mig, ved at sænke urinsyreniveauet i blodet. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det var et attack, men det er ikke umuligt  

Projekt asparges

Nervebetændelsen blev heldigvis ikke værre i løbet af natten, men den er heller ikke forsvundet. Om den forsvinder igen ved jeg ikke, men det er så lidt at jeg kun mærker den når jeg sætter mig ned. Så bare den ikke bliver værre er jeg helt tilfreds. Og lysten til at ta piller igen, bortset fra vitaminpiller, er totalt forsvundet. Det burde heller ikke være nødvendigt, hvis blot jeg spiser og drikker som for 20 år siden, minus øl, hvilket selvfølgelig er lidt ekstremt. Da jeg kom sammen med Lisbet lavede vi aldrig mad med kød, bortset fra fisk og selv det var ikke ret ofte. Det var for det meste meget sund vegetarmad. Så det må jeg tilbage til. Da jeg boede i Hørsholm købte jeg engang en kylling, uden at Marianne var der. Det tog mig fem dage at spise den, for selv om den smagte udmærket, så er det umuligt for mig at spise store mængder kød på én gang. Det har hændt flere gange at jeg har købt en lammekølle (Marianne elsker det), hvor jeg spiser mindre end 200 gram og Marianne spiser resten. Det smager udmærket, faktisk rigtig godt, man jeg har alligevel meget svært ved at spise det. Nogle få mundfulde og så har jeg fået nok.

Jeg er i gang med mit aspargesprojekt. Sidste år gravende jeg nogle eternitplader dybt ned i jorden, helt ned i leret, for at holde rødderne fra en invasiv art fra at gro ind i bedet. Jeg plantede kartofler og nu skal jeg plante asparges. Jeg plantede to for et par uger siden, så nu er jeg ved at bære jord ned i haven og sand den anden vej. Asparges er en strandplante, så jorden skal være sandet.

En lang nat

 Jeg må erkende at jeg overhovedet ikke har lyst til at gå i seng, men det har jeg ni gjort alligevel. Det snurrer lidt i benene. Ikke meget men mere end det har gjort i lang tid. Og jeg gruer for at det bliver værre i løbet af natten. For blot et kvarter siden da jeg gik rundt troede jeg at det var ved at være overstået, men når jeg ligger ned og slapper af kommer den snurrende fornemmelse. Det ubehagelige er ikke selve fornemmelsen, det ubehagelige er at det kan blive meget værre. Men jeg er nødt til at sove hvis jeg kan. Sandsynligheden taler for at jeg står op igen og ser en film. Fordi jeg ikke kan falde i søvn fordi jeg er bange. Hvis jeg slipper gennem natten uden at det bliver værre end nu vil jeg være yderst tilfreds, men det er tvivlsomt. Måske er det bedste at jeg holder mig vågen, men jeg ved det ikke 

En bange mand

 Den pille jeg tog i morges har virkelig fået min nervebetændelse til at blusse op igen. Det er adskillige år siden at det har været så voldsomt som nu, så jeg er virkelig bange for at nerverne er blevet alvorligt skadet. Jeg ved det ikke. Det kan sagtens ske at nervebetændelsen forsvinder så snart medicinen er ude af kroppen, men der er ingen garanti. Måske er nerverne permanent skadet. Eller i et lidt mere heldigt tilfælde, så forsvinder nervebetændelsen igen i løbet af nogle år. Det tog halvandet år før nervebetændelse var nogenlunde væk, da jeg fik nervebetændelse for 10 år siden, men der er igen garanti når det gælder nerverne. Urinsyregigten kan godt nok udløse nogle meget kraftig smerter ved podagra, men jeg er 100% sikker på at jeg kan styre mit urinsyreniveau hvis jeg virkelig vil. Det er langt sværere at gøre noget når det kommer til nerverne, så derfor er jeg hundeangst lige nu. Jeg har formodentlig svaret i løbet af enten natten hvor det kan risikere at blive værre eller i morgen hvor medicinen er ved at være ude af kroppen og hvor nervebetændelsen forhåbentlig forsvinder igen. Det bliver en meget nervepirrende periode. Hvis jeg stadigvæk har nervebetændelse om en uge må jeg regne med at skaderne i et eller andet omfang er permanente. Men jeg gruer virkelig for natten. For 10 år siden gik jeg i seng uden den mindste form for nervebetændelse og vågnede op med ben som var mere eller mindre lammende, sådan føltes det i hvert fald. Nu kommer jeg til at gå i seng med begyndende nervebetændelse og risikerer at vågne op på samme måde som for 10 år siden, eller måske endda værre. Formodentlig bliver det markant bedre så snart medicinen er ude af kroppen, men der er ingen garanti overhovedet. Jeg var godt nok i tvivl om hvorvidt jeg skulle tage denne lille pille i håb om at undgå kraftige smerter fra podagra, men jeg havde godt nok ikke forventet, at den ville påvirke mit nervesystem så kraftigt. Jeg burde have sagt til mig selv at det var for farligt selv om det kun var en ganske lille smule jeg kunne mærke det sidste gang og det forsvandt så snart medicinen var ude af kroppen. Det tvivler jeg på at det gør denne gang. Det eneste jeg håber på er at det bare ikke bliver værre end det er nu.

Ikke flere piller

 Jeg er cyklet hen til en bænk som står i skovbrynet, og hvor der er udsigt over markerne og Gurre kirke troner i baggrunden. Det prikker lidt i hænder og fødder. Straffen for at tage gigtmedicinen har meldt sig. Jeg var omsider blevet 100% fri for nervebetændelsen men nu er den der igen, og jeg ved at det tar meget, meget lang tid før den forsvinder igen, hvis den overhovedet gør det. Så derfor skal jeg aldrig mere tage den medicin som dæmper gigtanfaldene. Man kan også bruge binyrebarkhormon så må jeg bruge det, eller tage anfaldet som det kommer. Og jeg har bittert fortrudt at jeg ikke bare satsede på at jeg ikke fik et anfald. Men smerterne er bare så voldsomme at det ikke er noget man har lyst til at opleve hvis det kan undgås. Men jeg må erkende at jeg foretrækker smerterne, frem for at få permanente skader på nervesystemet. Så jeg har ikke andre muligheder end at være ekstremt forsigtig med hvad jeg spiser og drikker. Åbenbart er der en latent risiko for et gigtanfald hele tiden, og der kommer nok til at gå en del tid før risikoen bliver mindre. Hvor lang tid ved jeg ikke, men jeg har læst at hvis man er meget omhyggelig med at få så lidt kostdannende puriner som muligt, falder risikoen for et anfald en del allerede i løbet af en uge. Nu vil jeg cykle hjem og spise en b-vitaminpille, dog en harmløs pille, og krydse fingre for at nervebetændelsen forsvinder igen.

Projekt blåbær

 For tre år siden købte jeg tre blåbærbuske og plantede dem straks. Jorden er absolut uegnet til blåbær, men jeg tænke at med tiden kan jeg vel nok få gjort jorden sur. Det har vist sig sværere end forventet, på trods af at jeg har læsset enormt mange poser grannåle på jorden og vandet med eddikevand. Nu er jeg endnu engang i skoven for at hente endnu flere grannåle. Jeg fatter ikke hvor de bliver af, så jeg forventer at jeg hvert eneste år fremover skal hente grannåle i skoven for at holde jorden tilstrækkelig sur til at blåbærbuskene trives. Heldigvis er det ikke en sur pligt.