Jeg var en tur på Hven i lørdags sammen med Marianne. Hun havde snakket om at komme en tur til Hven hele sommeren og en returbillet fra København koster 200 kr. så jeg gav hende en tur til Hven i fødselsdagsgave. Det var også en god måde at komme på andre tanker efter min fars død. Vejret var glimrende og båden var propfuld af turister der ville til Hven.

 

 

 

 

Langt de fleste valgte at leje en cykel men vi gik rundt til fods. Øen er trods alt ikke større end at man kan gå tværs over øen på ca. en time og vi havde fem timer.

 

 

 

Marianne fablede om hvor hyggeligt og stille og rolig det ville være at bo på Hven, men jeg tror nu at hun ret hurtig ville komme til at kede sig. Men den er rigtig hyggelig.

 

 

 

 

 

 

Det var en rigtig fin tur, og vi nåede stort set at gå øen rundt. Der skete ikke så meget men det var hyggeligt og Marianne var rigtig glad for sin fødselsdagsgave.

 





                                          Far, mor og Jens.

Så døde min kære far omsider. Han havde sovet hele dagen uden at vågne og vi regnede ikke med at han ville vågne igen. Vivi og Jens var taget hjem for at hente noget tøj han kunne blive begravet i og kun mor og mig vågede over far. Han begyndte at bevæge armene lidt så ind i mellem, så vi gik hen og holdt ham i hånden. Efter en times begyndte han at åbne øjnene, men han lå og stirrede op i loftet, og så nærmest død ud. Vi spurgte ham om han ville have noget smertestillende men han rystede kraftigt på hovedet. Jeg kan ikke huske præcist hvad jeg sagde til ham men jeg sagde noget med min elskede far. Så sagde jeg at det ikke var til at holde ud at se ham sådan og sagde at nu måtte han gerne gi slip. Mor gentog: "Ja, nu må du gerne gi slip". Der gik mindre end et minut og så holdt han op med at trække vejret.

Jeg er gået ned på havnen igen. Vivi, Jens og mor våger over far. Han sov stadig tungt, men mon han ikke vågner igen? På et eller andet tidspunkt vågner han ikke igen, men hvornår det blir har vi opgivet at gætte på. Han ser i hvert fald mindre grå ud nu end for et par dage siden. Åbenbart har han besluttet sig for at leve lidt længere alligevel, selv om det så ud til at han havde givet op for et par dage siden.

Det er ikke meget jeg får sovet i nat. Min far vågner hvert femte minut og giver udtryk for at jeg skal komme over til ham. Han spurgte på et tidspunkt hvor længe han skulle blive der, men det kunne jeg ikke svare på. Han sagde at han havde grædt. "Jeg er jo ikke 80" sagde han og senere sagde han at han var så ked af det. Det var jeg også svarede jeg.
Han begyndte at få smerter igen men ville ikke ha noget smertestillende. Sikkert fordi han ikke bryder sig om at blive bedøvet. Sygeplejesken har alligevel givet ham noget smertestillende fordi han led meget af smerte. Hun overvejer nu om hun også skal gi ham noget beroligende så han kan få sovet lidt.

Far kom til sig selv igen for en times tid siden og ud fra hans fra grimasser gættede jeg på at han gerne ville ha lidt vand. Han drak en smule med et sugerør men næppe meget mere end end at han ikke var tør i munden. Det lykkedes ham at sige tak bagefter.
Han har jo næsten ikke drukket noget siden i fredags så det er ikke mærkeligt at han er tørstig.

Jeg er tilbage på hospitalet. De andre er gået og jeg er alene tilbage med far. Han har ikke været vågen siden jeg kom tilbage og sover dybt. Jeg afløser min mor og sover på hospitalet i nat. Jeg tror ikke at far vågner igen, men hvis han gør skal han ikke opleve at han er alene. Han må gå alene i døden, men vi vil følge ham til det sidste.

Jeg er taget ned til et gammelt vandtårn i Esbjerg og sidder og kigger ud over havnen. Min fars tilstand er uændret, dvs. at han sover det meste af tiden, men når han ind i mellem vågner er han helt klar over hvad der foregår. For et par timer siden blev han ved med at gentage: "Op og stå", men det går jo ikke. Han kommer aldrig mere op og stå.
Ind i mellem når han er lidt urolig og vågner, samles vi omkring sengen, men når vi har stået der lidt, viser han ved at bevæge armene at vi godt må sætte os ned, som om han vil sige at han ikke er ved at dø lige nu.

Min far er ved at dø. Måske ser jeg ham aldrig i live igen, og selv om jeg gør så kommer vi aldrig til at snakke sammen igen.
Han var meget svag da jeg og Jens forlod ham på hospitalet og overlod det til vores mor at våge over ham i nat. På en måde ønsker jeg at ham ville dø og slippe for mere lidelse, men jeg vil helst ha at han venter til i morgen, så jeg kan være til stede når han forlader livet.

Han er mere død en levende, men alligevel lader det til at han forstår hvad der foregår selv om han næsten ikke kan udtrykke sig mere. I det mindste har han ikke haft smerter af betydning i dag og grunden til at jeg kan sige det er fordi en af sygeplejerskerne spurgte ham om han havde smerter, hvorefter han drejede hovedet tydeligt fra side til side.

Det piner mig bare at vide at han er så bevidst om hvad der foregår, mens han langsomt glider over i døden. På et tidspunkt da vi stod samlet om ham i eftermiddags begyndte han at tælle 8, 9, 10, 11, 12, 13 sagde han langsomt. Så mange var var vi ikke og jeg tror at det var for at vise at han ikke var dement, men stadig kunne tænke og dermed tælle. Han faldt i søvn igen og vågnede lidt senere og fortsatte 28, 29 og rettede så til 129. Om det var for at vise at han også havde tidsfornemmelse ved jeg ikke men jeg tror det.

Jeg havde aldrig troet at min fars død ville påvirke mig så voldsomt, men det er bare så sørgelig en måde han dør på.

Bortset fra min far var hele familien til bryllup i lørdags fordi min niece Maria skulle giftes med Kim, og om søndagen var hele familien samlet hos mine forældre fordi vi vidste at min far snart skulle dø. Han var kommet hjem fra hospitalet om torsdagen ugen forinden og havde siden ligget i en sygeseng i stuen. Om morgenen var han noget konfus og han pegede ud af vinduet og sagde: "Der" og lidt senere pegede igen og sagde "Der, forstår i da ikke". Han prøvede at komme op af sengen og vi måtte holde ham tilbage. Det gik op for os at han ville ud på terrassen. Jeg sagde til ham at det ikke gik fordi han var for svag. "Er jeg for svag" svarede han. Han blev ved med at prøve på at komme ud af sengen og jeg måtte holde ham tilbage. Jeg ville uendelig gerne ha hjulpet ham ud på terrassen men det gik bare ikke. Han mente at hvis både Jens og jeg hjalp så kunne det lade sig gøre, men det kunne det jo ikke. Til sidst gav han op og han kiggede magtesløs op i loftet og derefter lige så magtesløs over på mig. Jeg kunne bare ikke hjælpe ham med at komme ud på terrassen, og det pinte mig at vide at han aldrig igen ville komme udenfor og sidde. På et tidspunkt bankede han sig på brystet mens han sagde: "Når jeg slår mig på brystet fem gange kommer Jens og Steen og hjælper mig".

Vivi og Ib kom lidt op ad formiddagen og det lykkedes os at overbevise far om at han ikke kunne komme udenfor, men at han godt kunne komme op at sidde lidt senere. Han blev ved med at bede om at komme op at sidde men vi forklarede ham, at han nok skulle komme op senere.

Først da Vivi sagde at nu havde Maria sendt en sms om at de ville være der om 10 minutter, blev vi enige om at hjælpe far op i en stol. Han havde kun siddet oppe i nogle få minutter da Maria og Kim kom i det vikingetøj de var blevet gift i. Vi tog nogle billeder af dem sammen med far og mor. Far var på det tidspunkt blevet klar i hovedet, men allerede fem minutter senere bad han om at blive lagt i seng igen. Vi lagde ham i seng igen, men på grund af urinsyregigten kom han med nogle smerteskrig og det blev lidt for meget for nogle af de andre.

Da han var kommet  i seng, blev der fundet en bærbar frem og far så interesseret på billederne fra brylluppet.

Lidt senere gav han udtryk for at han gerne ville ha nogen over sengen, og jeg og nogle at de andre gik over til ham og stod rundt om sengen. Med lange pauser sagde han: "Jeg vil ikke dø...........Jeg kan da ikke dø, kan jeg?..........Skal jeg dø?".
"Ja. Vi skal alle dø" svarede jeg.

Han havde lidt en stor del af natten og holdt mor og mig vågne med skrig af smerte, men han havde ikke lyst til at dø. Han var villige til at ta den smerte livet nogle gange giver, hvis blot han kunne få lov at leve.

Lidt senere da jeg igen sad i sofaen gjorde han tegn til at han gerne ville ha at nogen kom derover, så jeg gik hen til ham. Han sagde at jeg havde været en god dreng og jeg svarede at han havde været en god far og gav ham et knus. Så sagde han." Nu sker det". Og på en måde skete det der, for det var sidste gang jeg havde en meningsfuld samtale med ham.

Forhåbentlig lever han endnu når jeg besøger ham om lidt, men så må han også gerne dø, bare jeg er hos ham.