Nu bliver det formodentlig snart vinter, men foråret er allerede begyndt. Marianne skulle ha Rosalie på besøg i lørdags og jeg gik en tur på Sydhavnstippen og nød det forårsagtige vejr.

Sydhavnstippen

Valbyparken

Valbyparken. Frisk kørvel som ville være normalt i april.

Da det ikke var muligt for mig at komme på internettet de sidste dage af min vandretur på Hardangervidda, har jeg ikke lavet flere indlæg. Jeg laver derfor en kort fortsættelse her. Efter Lågaros vandrede jeg som planlagt uden for stierne og det var skønt at komme lidt ud i vildmarken. Det er jo svært at få fornemmelsen af vildmark når man møder ind til flere personer om dagen. Desværre var der endnu mindre vildmark end jeg havde forestillet mig, for en stor del af tiden, kunne jeg se en hytte og hvis der var nogen hjemme kunne de jo også se mig. Desværre for det forhindrede mig det meste af tiden i at fiske fordi jeg ikke havde noget fisketegn til den sydlige del af Hardangervidda, og jeg syntes det ville være pinligt at blive grebet i at fiske ulovligt. Derfor fiskede jeg kun i en enkelt sø, hvor der ikke kunne være tilskuere og der fangede jeg intet.

I det hele taget blev de sidste dage noget ubehagelige. Myggene blev mere og mere uudholdelige og kun så længe jeg vandrede kunne jeg slappe af. Når jeg spiste aftensmad var jeg nødt til at sætte mig ind i teltet og lyne myggenettet for, for at kunne slappe af. Derudover blev jeg to gange overrasket af et voldsomt tordenvejr, og det er ekstremt ubehageligt, for der er ingen steder at gemme sig. Begge gange satte jeg mig eller lagde mig ved foden af en stor klippe og prøvede at rage så lidt op i terrænet som muligt. Så drak jeg nogle kopper kaffe i silende regn mens jeg ventede på at uvejret holdt op. Det har sikkert ikke varet mere end en time eller to, men det var alligevel en ret uhyggelig oplevelse.

Til gengæld gjorde det varme vejr at vandet i både elvene og søerne var meget behageligt, sikkert op imod 20 grader. Jeg var nødt til at krydse to ret voldsomme elve, men det betød ikke så meget eftersom vandet ikke var koldt. Det eneste der var træls, var at jeg ikke havde fået en sort affaldssæk med. Jeg plejer at ha et par stykker med for alle tilfældes skyld, men nu hvor jeg havde brug for én havde jeg selvfølgelig glemt at ta nogen med. Det betød at jeg var nødt til at finde et sted hvor jeg kunne vade over elvene, med rygsækken over hovedet, for hvis jeg svømmede med den ville den jo blive sjaskvåd. Jeg pakkede soveposen ind i teltet, og håbede på at det kunne holde vandet ude et stykke tid hvis jeg væltede i elven.

Ved den første elv, Kvenna forsøgte jeg først at vade over lige ved udløbet af en sø. Planen havde været at prøve at vade Kvenna, et sted hvor elven løber ud i en sø, men jeg havde fejlberegnet min rute og havnede derfor hvor elven løb fra en sø. Det betød at hvis jeg væltede ville jeg ikke drive ud i en sø, men blive revet med ned af elven.

Kvenna med Sandvatn i baggrunden.

Elven så ikke ret dyb ud, så jeg tænkte, at hvis bare vandet ikke nåede over knæhøjde kunne jeg nok holde balancen, selv om strømmen var stærk. Så jeg vadede ud og det gik ret nemt. Indtil jeg tog et par skridt og der pludselig var dybt. Dvs. vandet gik vel ikke engang til bæltestedet, men strømmen var rivende og jeg kæmpede for at holde balancen. Jeg vidste at hvis jeg væltede ville jeg kun have nogle få sekunder til at komme af med rygsækken og prøve at svømme ind mod lavere vand. At smide rygsækken hurtigt ville være svært, når jeg plaskede rundt i elven for jeg havde begge remme om skuldrene. Hurtigt ville strømmen være alt for kraftig og jeg ville blive smadret mod et utal af klipper inden jeg efter nogle hundrede meter ville blive skyllet ud den næste sø. Skulle jeg overleve turen ned ville jeg alligevel være så smadret at jeg ville dø, for der var ingen mobilkontakt, og ingen mennesker der kunne hjælpe mig.
Jeg fik balancen og stod helt stille i nogle sekunder, og derefter vendte jeg mig med stort besvær rundt så jeg kunne komme de 2 meter tilbage til hvor vandet var lavt. Det lykkedes selvfølgelig, for ellers havde jeg næppe været i stand til at skrive dette, og jeg vidste med det samme, at jeg fremover altid kun ville prøve at krydse en farlig elv når den løber ud i en sø.

Jeg kunne se på mit kort at når Kvenna løb ud i den sø jeg stod ved, deler den sig, så der er en lille ø. På begge sider af øen så den ret bred ud, så jeg tænkte at der måske ville være lavvandet nok til at man kunne vade over den, og at strømmen ville være svag. Jeg skulle under alle omstændigheder opstrøms, altså mod vest, for den eneste bro lå med vest, ved Litlos men der var mindst en hel dagsvandring derhen og det ville jeg helst undgå. Desuden ville det også betyde at jeg derefter ville være nødt til at gå på stierne, med mindre jeg ville gå en omvej. Søen jeg befandt mig ved hedder Sandvatn og den er ca. 3 km lang. Terrænet langs søen var relativt letgået så det tog ca. en times tid eller max. halvanden at komme derhen. Jeg var træt og tænkte at jeg først ville krydse Kvenna den næste dag, men det var umuligt at finde en god teltplads. Til sidst opgav jeg at lede og slog teltet op på et lille stykke knoldet græsareal. Jeg havde lige slået teltet op da jeg ombestemte mig.

Under mit sidste forsøg på at krydse Kvenna var jeg kun iført boxershorts og t-shirt, fordi jeg ikke ville ha at mit tøj blev vådt. At jeg ikke valge at være splitter nøgen, skyldtes ikke så meget at jeg var bange for at møde nogen, men mere at jeg ikke brød mig om at nogen skulle finde mit splitter nøgne lig hvis jeg døde under forsøget. Her var elven meget rolig og der var ingen risiko for at ende som bankekød, men jeg valgte alligevel at iføre mig mit våde tøj før jeg gjorde et nyt forsøg. Jeg lod telt og rygsæk være og gik direkte ud i elven hvor jeg var. Den blev hurtig for dyb og jeg svømmede over til øen i midten. Jeg gik tværs over øen og fortsatte direkte over det næste stykke elv. Også her blev den hurtig for dyb og jeg måtte igen svømme. Jeg nåede over og gik opstrøms for at finde et lavere sted, men fandt ud af at jeg var landet på en ny ø, og måtte igen vade over et stykke elv, men der var den heldigvis ikke så dyb. Og så kom jeg til stedet. Det perfekte sted til at slå et telt op. Det var et helt fladt område på størrelse med en fodboldbane, og der var adskillige bålsteder fra tidligere fjeldvandrere. Jeg måtte derover. Jeg afsøgte bredden og fandt et sted hvor jeg lige akkurat kunne vade over til den store ø, løb over øen og fandt igen et sted hvor jeg kunne vade over elven. Tilbage til teltet, pakke det ned med soveposen pakket ind i den og så afsted. Første krydsning gik let, men ved den anden krydsning, var jeg meget, meget tæt på at vælte. Vandet gik til midt på brystet og jeg bar rygsækken på hovedet. Strømmen var ikke særlig stærk men når vandet når så højt op på kroppen, er der alligevel et stort tryk på kroppen. Jeg var lige ved at vælte flere gange, men jeg nåede over med en tør rygsæk. Det var skønt at slå teltet op på denne perfekte lejrplads.

Den perfekte lejrplads. Kvenna i baggrunden.

Den perfekte lejrplads. Sandvatn i baggrunden.

Morgentåge over Sandvatn.

Morgensol over Kvenna.

Morgentåge over Sandvatn.

Næste dag var lige så skøn som de foregående og jeg fortsatte vandringen mod Haukeligsæter.

Bjønna. En lille elv man kan krydse uden at frygte for livet.

Bjønna.

Muligvis Store Urevatnet

Filleherbergvatnet

Filleherbergvatnet til venstre, Songa til højre.

Songa. Selv om elven ser lille ud kan den godt være farlig. Det var den anden store elv jeg krydsede.

Songa var lidt svær at krydse selv om vandføringen var noget mindre end i Kvenna. Belært af min tidligere erfaring ville jeg helst ha krydset elven netop hvor den løber ud i en sø, i dette tilfælde Filleherbergvatnet, men det var umuligt. Til gengæld var elven næppe direkte livsfarlig at vælte i, selv om det nok kunne give nogle knubs, så jeg valgte at krydse den lidt oppe fra udløbet. Jeg gik med rygsækken på ryggen, men kun med den ene rem over skulderen så jeg kunne kaste rygsækken hvis jeg skulle vælte. Jeg var næsten nået over og var tæt på den sten der kan ses til venstre i billedet, da vandet blev så dybt at jeg næsten ikke kunne modstå presset fra vandet. Fordi jeg kun bar rygsækken i en ene strop, gled den af skulderen og havvejs ned i vandet og trykket fra vandet blev endnu større. Jeg kæmpede et stykke tid inden det lykkedes mig at komme i land. Heldigvis havde det virket med at pakke soveposen ind i teltet, så den var helt tør, men den nederste del af rygsækken var sjaskvåd.

Jeg slog lejr ved bredden og spiste aftensmad i teltet, men jeg opgav at fiske selv om der ikke var nogen hytte i nærheden, for myggene var ulidelige. Det var nærmet umuligt at opholde sig uden for teltet. 

Den næste dag står jeg op så snart det er blevet lyst. Jeg ved at jeg burde kunne nå frem til Haukelisæter i løbet af dagen, og at jeg så kan nå bussen fra Oslo mod Danmark sent om aftenen. Oprindelig ville jeg ha gået længere mod syd før jeg gik over til turiststien mod Haukelisæter, men jeg ombestemte mig og besluttede at gå direkte mod turiststien, fordi jeg ville kunne gå hurtigere ad den frem for i terrænet. Først skulle jeg over den fjeldvæg der rejste sig mod syd, men det viste sig at være ret hurtigt overstået for det tog ikke meget mere end en halv time. Dernæst skulle jeg gå mod vest. 

Heldigvis var der ingen myg. Måske fordi det var blevet lidt koldere.

Desværre tog jeg fejl af et fjeld, som lignede et andet på kortet, og jeg kom langt længere mod syd end forventet. Jeg kom til en elv der hedder Borda og som er en elv man ikke bare krydser. Jeg tænkte at jeg bare ville følge elven mod nord, for jeg vidste at turiststien længere mod nord krydsede elven og at der ville være en bro. Desværre havde jeg fuldstændig fejlbedømt hvor jeg var, for jeg befandt mig en hel times vandring længere mod syd end jeg havde forventet. Da det omsider gik op for mig, hvor langt mod syd jeg havde været, var det for sent at vende om, men det kostede mig et par timers ekstra vandring end hvis jeg havde holdt fast i min plan og først søgt mod turistruten længere mod syd.

Da jeg nåede broen over elven, nåede jeg samtidig turiststien og jeg tog en kop kaffe og slappede lidt af. Inden koppen var tømt kom de første vandrere allerede, tre piger og to hunde, alle med oppakning. 

Broen over Borda.

Borda delte sig og dette er den ene del.

Borda med Simletindvatnet i baggrunden. Ta ikke fejl. selv om elven ser lille ud ville det være livsfarligt at prøve at krydse den andet end helt nede ved Simletindvatnet.

Efter at jeg kom ind på turiststien holdt jeg kun meget korte pauser. Jeg ville nå bussen mod Oslo og der var stadig langt. Pigerne gik hurtigere end mig men holdt længere pauser, så vi nåede næsten samtidig ned til Haukeligsæter. Og selvfølgelig mødte vi massevis af mennesker undervejs og flere jo tættere vi kom på Haukeligsæter. 

Hvis man klikker på billedet kan man akkurat ane de tre piger og to hunde, som bittesmå prikker i sneen, på vej op ad fjeldet.

Endelig kan jeg se Ståvatn

De sidste par timer ned mod Haukeligsæter styrtede regnen ned, og det var jeg ret træt af for jeg havde ikke lyst til at være drivvåd i bussen mod Oslo. Da jeg kom til Haukeligsæter var dene ikke meget over 12 og alle skulle spise og der var et hav at mennesker. Jeg var drivvåd, mine bukser var våde og jeg havde derfor ikke lyst til at sidde på en stol og efterlade en overraskelse til den næste der kom. Så jeg købte en stor fad, hænge min jakke til tørre og stod ved et vindue og slappe. Tog en øl til. Og så kom solen frem. jeg købte endnu en øl og desuden en sandwish og gik udenfor for at tørre mig lidt i solen.

Jeg mangler ca. 5 km før jeg når Lågaros og forlader stien. Og det var alt for i dag for der er for mange myg til at jeg kan koncentrere mig om at skrive.

Jeg er gået lidt højere op hvor der er en lille smule vind og derfor lidt færre myg men periodevis er de en plage.
Vejret er glimrende, halvskyet og næsten vindstille. I går eftermiddags kom der nogle byger, men jeg tror jeg slipper i dag. I går mødte jeg en forfærdelig masse mennesker, måske 40 i alt, men ind til videre har jeg kun mødt 8 i dag. Jeg ser frem til at gå uden for stierne selv om det er mere anstrengende.

Jeg har besluttet mig for at følge stierne til Lågaros, som jeg passerer i morgen, og derefter vil jeg gå gennem terrænnet til Gaukelisæter uden for stierne og øst om Litlos. Dvs. Hvis jeg ellers kan passere elvene, for der er ingen broer. I morgen er jeg formodentlig så langt inde på Hardangervidda at der ikke længere er mobilkontakt. Jeg må videre for der er rigtig mange knot i dag. Knot er en slags små myg.

Jeg er ved at nærme mig Heinsæter. Formodentlig kan jeg se deres vindmølle snurre under mig om 10 minutter. En stor del af kælderen under hytten er fyldt med batterier der bliver ladet op om efteråret og vinteren, så der er strøm til turisterne, så de kan få et varmt bad. Der har jeg også tænkt mig at drikke en øl eller to og købe et fisketegn, inden jeg vandrer videre. Ind til videre har det ikke givet nogen fisk, men man har lov at håbe.
Nordvest for mig ses Hardangerjøkulen og selv om den er mere end 30 km væk, ses den meget tydeligt fordi luften er meget klar.
Vejret er rigtig fint i dag, letskyet med lidt vind. Kort efter at jeg havde skrevet i går, kom der flere skyer og der var kun lidt sol, men i dag ser det ud til at det holder sig letskyet.
 Jeg har besluttet mig til at gå til Haukelisæter, og der kan jeg være om en uges tid, tror jeg.

Jeg er netop nået over skovgrænsen og nærmer mig Birgitstølen. Først om ca. 100 km er der skov igen. Der er to-tre timers gang til Tuva, men eftersom jeg går langsomt og holder en lang frokostpause undervejs er jeg der først midt om erteiddagen. Der vil jeg købe et fisketegn og en øl, og så fortsætte til Skjerjavatn, der er en god fiskesø. Vejret er glimrende, letskyet med en let vind, men der er ret mange fluer. Forhåbentlig forsvinder de når jeg kommer højere op i fjeldet.