fredag den 28. december 2018

Kullen med Mölle i baggrunden

Jeg tog til Kullen for at fiske men selv om bølgerne ikke ser særligt store ud, så var dønningerne så kraftige at det var for risikabelt at stå alt for tæt på vandet. Så jeg undlod at fiske for jeg havde ikke lyst til at slæbe fisken hen over klipperne i tilfælde af at jeg skulle fange en. Turen blev fin nok alligevel, men det var en kort fornøjelse med solen.

søndag den 18. november 2018

En smuttur

Jeg tog en rask beslutning, og tog til Helsingør for at ta til Helsingborg. Selv om det næsten passede optimalt, tog det en time fra jeg tog hjemmefra til jeg var på færgen. Det bliver skønt når jeg kan snuppe cyklen og cykle ned til færgelejet på 5 minutter. Det bliver så knap så skønt når jeg skal bruge en time for at komme på arbejde, og værre at jeg også skal bruge en time på at komme hjem. Men Hørsholm er altså røvkedelig, så det bliver fedt at komme til Helsingør.

lørdag den 17. november 2018

Helsingør igen, igen

For tredie gang i mit liv skal jeg flytte til min yndlingsby, Helsingør. Jeg har været utrolig heldig og fået en lille toværelses lejlighed til 5300 + 1200 aconto om måneden. Dertil 200 til kabel-tv med alle kanaler. Den ligger perfekt placeret midt mellem centrum og Solbakken Haveforening, og det tar 10 min i rask trav, at gå til et af stederne. Fredeligt område, øverst på 2. sal og med en udmærket udsigt ud over et villaområde. Nye lydisolerede vinduer, et depotrum i lejligheden og et i kælderen.
Jeg flytter ind 1. februar og jeg glæder mig helt vildt. Jeg regner med at kunne få 1000 om måneden i boligsikring, så mine samlede udgifter bliver 5700 om måneden. Hvis jeg så ovenikøbet cykler på arbejde kan jeg tjene 10 kr. om dagen, på grund af kørselsfradrag. Det jeg sparer på et pendlerkort er selvfølgelig lidt mere.