Jeg fik min morgenmad. Det blev det foerste sted jeg fandt og det var en restaurant som udelukkende serverede mexikansk morgenmad. Jeg anede ikke hvad noget af det betoed saa jeg tog bare en tilfaeldig ret. Det var en krydret omlet med smaa flade broed der var en slags chapatti. Un ved jeg saa at huevas betyder aeg eller omletter.

Dertil fik jeg en stor kop skoldhed kaffe og det kostede mig ca. 33 kr. i alt. Billigt efter danske forhold, men det er dyrt sammenlignet med hvad det koster i Indien, saa det blive interessant at se hvor meget mit rejsebudget bliver. Men her paa hostellet, altsaa ikke hotellet, er der et faelles koekken, saa jeg kan lave min egen mad hvis det bliver noedvendig at spare paa pengene.

Jeg er hundesulten saa mit indlaeg bliver ikke saa langt. Jeg naaede frem til mit hotel i gaar aftes, men fordi det var lidt sent orkede jeg ikke at gaa ud og spise. Hotellet er et rigtig backpacker-hotel, hvilket betyder at det ikke er naevnt i Lonely Planet, for den er mest skrevet for luksus-backpackere. Det hedder Friends Home og det lever op til navnet for her er virkelig hjemligt og hyggeligt. Gratis internet, selv om der desvaerre kun er én computer, en rigtig hyggelig stue med bloede moebler og tv og en stor tagterasse. Jeg har et stort vaerelse med bad og for det giver jeg ca. 100 kr. pr. overnatning. Det er billigt men standarden er ogsaa meget lav. Saa lav at enhver charterturist ville flygte herfra med det samme. Men her er hyggeligt og hjemligt og 1000 gange mere rart end paa et charterhotel.

Der er dog et stort MEN:
Jeg var lige faldet i soevn i nat dat det pludselig sagde DINGDONG. En turist der skulle ind omkring midnat. Jeg faldt i soevn igen men efter en time eller to sagde det DINGDONG igen fordi en anden turist skulle ind. Jeg faldt i soevn igen men omkring kl. halv fire sagde det DINGDONG igen. Dvs. denne gang fortsatte det med at ringe fordi portoeren ikke vaagnede.

Jeg blev saa vaagen at jeg ikke kunne falde i soevn igen. Hvis det fortsaetter paa samme maade de naeste dage er det begraenset hvor laenge jeg orker at bo her, uanset at her er enormt hyggeligt.

I overmorgen tar jeg til Lima i Peru. Hvis alt går vel er jeg dernede tirsdag aften. Jeg tar den billige mobil med, for der er stor risiko for at blive røvet. Desuden er den mere handy at gå rundt med, og den tar også ok billeder. Jeg er meget spændt og jeg burde bruge tiden på at lære noget spansk for de kan med garanti ikke en skid engelsk dernede. På den anden side får jeg sikkert masser at tid til at øve mig på spansk når jeg kommer derned. Jeg tar en bog med et spanskkursus med, og der også en cd med i spanskkurset som jeg har lagt ind på mobilen. Forhåbentlig lærer jeg nok spansk til at jeg kan klare mig nogenlunde dernede.

I forgårs købte jeg en billet til Lima. Det var en ret hurtig beslutning, og jeg gjorde det fordi det er så besværligt at få et visum til Indien. Jeg skrev et par gange til den indiske ambassade og spurgte om, om det var nødvendig at ha dokumentation for hotelreservationer for hver eneste overnatning i Indien, men ambassade svarede ikke på min forespørgsel. Da jeg ikke ville risikere at købe en flybillet til Indien og få afvisning på min visumansøgning, opgav jeg at rejse til Indien. Nu blev det Peru i stedet for.
Jeg vil ikke sige jeg glæder mig. Det er jeg alt for spændt og nervøs til. Det værste er at jeg bliver nødt til at lære spansk. Så jeg har tænkt mig at blive et par uger i Lima for at lære det mest nødvendige spansk, inden jeg begynder at rejse rundt i landet. Heldigvis minder spansk en del om fransk, så jeg tror at jeg ret hurtigt vil kunne gøre mig så forståelig at jeg kan klare det mest nødvendige, for jeg regner ikke med at de kan noget som helst engelsk når jeg kommer væk fra de allermest turistede steder.
I dag fik jeg så nogle vaccinationer, bl.a. mod gul feber. Så kan jeg ta til Amazonas hvis jeg får lyst til det.
Nu er jeg ved at finde ud af hvilket hotel jeg skal booke. Det plejer jeg ellers aldrig at gøre, men jeg kommer derned mandag aften den 2. december kl. halv otte og det er så sent at jeg ikke orker begynde at finde ud af hvor jeg skal overnatte.
Med billet, forsikring og vaccinationer kommer det til at koste mig omkring 14.000 kr. i alt og så regner jeg med at bruge omkring 100 kr. om dagen på et hotelværelse. Maden kan nok sagtens klares for 100 kr. om dagen. Min returbillet er den 15. maj så alt i alt regner jeg med at rejsen kommer til at koste mig op imod 50.000 kr. Hvis det viser sig at være dyrere at rejse end jeg regner med kan jeg blive nødt til at afkorte rejsen, men det vil tiden vise. Det kan selvfølgelig også være at jeg bliver træt af at rejse rundt dernede og derfor tar hjem tidligere. Det kan være ret anstrengende og ensomt at rejse rundt.

Jeg overvejer at ta til Sydamerika i stedet for Indien. Problemet er at man skal ha en hotelreservation for at få visum til Indien. Jeg er ikke klar over om man skal ha hotelreservationer til hver eneste dag i Indien, så derfor har jeg sendt en e-mail til den indiske ambassade for at spørge om det er tilfældet. Hvis det er det kan jeg ikke ta til Indien, det er umuligt for mig at reservere et hotel til andet end de første par nætter.
Hvis ikke jeg får et positivt svar i løbet af næste uge, køber jeg en flybillet til Lima. Man kan rejse til Peru et halvt år uden visum, og til Bolivia, Ecuador, Venezuela, Paraguay, Brasilien, og Argentina i tre måneder, så jeg vil ha rigelige muligheder for at rejse rundt. Eneste ulempe er at de overhovedet ikke kan tale engelsk i Latinamerika, så jeg bliver nødt til at lære spansk. Det er måske også lettere end at få visum til Indien.

Marianne og jeg gik som sædvanlig en længere tur i går. Først forbi Assistens Kirkegården, så ned forbi Søerne og tilbage gennem Fælledparken.

 

Jeg tror at jeg fremover vil bruge mit kamera, for min mobiltelefon synes jeg ikke tar specielt gode billeder.

Marianne og jeg tog S-toget til Ny Ellebjerg og gik gennem Valbyparken ned til Tippen. Det er det nærmeste sted fra Marianne hvor der er et naturområde. Vejret var nogenlunde med lidt sol, men det blæste en del.

 

 

Ude på Tippen er der et "æg". Vi var også herude i sommers en meget varme sommerdag, men da kiggede vi ikke ind i ægget. Det gjorde vi nu og da vi så at der var en bålplads derinde tændte vi straks op fordi vi tænkte at det ville være hyggeligt at sidde derinde og varme sig ved bålet. Selv om der var to døråbninger og et stort hul i taget kom der alligevel alt for meget røg til at man kunne sidde derinde, og så røg vores bål ikke engang ret meget.

 

 

 

Jeg besøgte Ken i lørdags. Hans kæreste Stinne kom og lidt senere hans bror Henrik. Desuden var Kens yngste knægt Mathias og Stinnes dreng der. Jeg ved ikke hvad han hedder. Det var meget hyggeligt. Først spillede vi et brætspil og bagefter spillede vi voksne Pirat Whist i flere timer.

I går kom min bror og søster og svoger nevøer og niece og hendes kæreste på besøg til mortensaften. De fik and, og jeg fik resten af noget fiskelasagne jeg havde lavet om fredagen. De fik risalamande, men jeg fik risengrød. Jeg har aldrig forstået fidusen i at spolere risengrøden ved at blande en masse flødeskum og mandler i. Morten, min yngste nevø, fik en julegave (penge tror jeg) af min mor, fordi han er i Canada juleaften. Han skal arbejde vinteren over på et skisportssted i nærheden af Calgary, Banff.

Jeg tar om lidt ind på biblioteket i Grindsted og laver en online visumansøgning til Indien. Det er jeg nødt til fordi min mors printer ikke virker, og man skal aflevere en papirkopi sammen med passet til den indiske ambassade. På sin vis vil jeg hellere op til sneen i Norge, nu er der skiføre, men der kan gå lang tid før jeg igen får mulighed for at ta til Indien, så derfor må det blive Indien.

Jeg tog hjem til Jylland i går og undervejs kiggede jeg forbi Ole der bor lidt uden for Nyborg. Vi lærte hinanden at kende fordi vi begge boede på Håndværkerforeningens kollegium i Haslev midt i 80erne. Ind til for nylig havde vi ikke set hinanden i ca. 15 år. men via facebook fandt jeg ud af at Ole boede på Fyn og så var det jo meget nemmere at besøge ham end da han boede på Bornholm. Ole dykker og sejler med kajak og han er i gang med at bygge sin egen kajak. Selv om den ikke er færdig er den allerede superflot men jeg glemte at ta et billede af den.

Vi tog ud til Fyns Hoved og gik en tur og der var rigtig fint ude. Det blæste bare rigtig kraftig så det er derfor at Ole skutter sig noget.

Der sker ikke så meget, men Marianne og jeg var på Politimuseet i dag og det er faktisk et udmærket museum. I tirsdags var vi på Storm P museet, så Marianne omsider fandt ud af hvem Storm P var. Jeg kendte heller ikke specielt meget til ham.
Jeg tar nok til Jylland i weekenden. Hvis jeg skal til Indien er det nok bedst at jeg får et nyt pas for det billede som er i det pas jeg har nu er ikke helt korrekt taget, og i forvejen er det åbenbart besværligt at få visa. Jeg har endnu ikke 100% bestemt mig for om jeg nu også vil til Indien, men det ender det nok med.

Marianne og jeg var inde på Storm P museet  ved Frederiksberg Runddel i dag. Det er så også stort set det eneste der er sket i dag. Desværre går det mod vinter så der er ikke så meget man kan lave udendørs, så efterhånden tror jeg at jeg er blevet enig med mig selv om at jeg vil prøve på at få et visum til Indien. Tror jeg nok. Egentlig kunne jeg godt tænke mig at ta en tur til Sydfrankrig, men det er jo næsten lige så dyrt i Frankrig som i Danmark, så jeg bør nok lade være for at få råd til min tur til Indien. Så jeg tænker så det knager over hvad jeg skal gøre.

Jeg var nødt til at stå op for en halv times tid siden fordi ryggen gjorde ondt. Skide irriterende. Sengen føles ellers hård nok. Jeg gider næsten ikke gå til læge for de kan alligevel ikke gøre en skid, men de kan selvfølgelig fortælle mig hvor galt det står til. Så nu vil jeg færdiggøre min første historie om hvordan det føles at ha en psykose. Klik på min profil for at finde den, eller klik her:
http://psykoserne.blogspot.com

Et besøg hos Ken. Jeg lærte Ken at kende på Kolding Tekniske Skole for over 20 år siden. Han ville være drivhusgartner og jeg ville være skovarbejder. Vi havde fælles kursus i traktorundervisning og vi mødte hinanden ved at han steg ind i den traktor jeg allerede sad i. Jeg blev aldrig skovarbejder og da Ken var blevet uddannet som drivhusgartner sagde han, at han aldrig skulle se et drivhus indefra igen. Han arbejdede alligevel som drivhusgartner et års tid bagefter. Så fandt han ud af at han ville være laborant og han arbejdede hele syv år som laborant indtil han fandt ud af at han ville være folkeskolelærer. Han blev uddannet sidste år og fik hurtigt arbejde i Filskov og derfor købte han et hus der. Det var bare ikke så fedt et job fordi han var nødt til at arbejde 50 timer om ugen, så nu har han fundet et andet job som skolelærer. Så det bliver interessant at høre hvordan det går med det nye job. Filskov ligger kun 10 km fra Sdr. Omme, så det er enormt let at besøge ham. Han købte hus i december sidste år, men tænker allerede på at sælge igen fordi han har fået en kæreste.
Han ved enormt meget om naturen og især insekter og han burde være blevet insektforsker, og når vi går tur har han altid et insektnet med. Jeg elsker at være i naturen men det interesserer mig ikke særlig meget hvad de forskellige kryb hedder. Kun planter og svampe som man kan bruge til noget, enten som mad eller medicin.

                                                    

Fantastisk. Det lykkedes at blaffe til Kristiansand, så nu er jeg i Danmark i aften.
Efter at jeg havde skrevet i går aftes hørte jeg at det plaskede nede fra åen. Jeg havde slæbt min fiskestang med hele vejen over fjeldet uden at fiske fordi jeg var for træt når jeg nåede frem om aftenen, men i går var jeg relativt frisk fordi jeg havde gået knap så langt som ellers og havde taget den med ro. Det krævede sikkert fisketegn at fiske i åen, men jeg regnede med at jeg kunne fiske uforstyrret, selv om der lå hytter i nærheden. Det var trods alt hverdag. Så jeg tog min fiskestang og gik ned til åen. Det viste sig at den var alt for lavvandet til at jeg kunne fiske med blink. Den var faktisk så lavvandet at jeg kunne gå i den de fleste steder uden at få vand i støvlerne. Åen var skiftevis dyb nok til at fiskene kunne svømme frit mens den andre steder var så lav at fiskene kun med besvær kunne komme fremad. Jeg tænkte at hvis en klodset bjørn kunne fange en fisk med sine labber, så må jeg da også kunne. Så jeg gik ned i åen på jagt efter en fisk. Planen var at skræmme fiskene op på det lidt lavere vand, hvor jeg måske kunne nå at fange en. Det var ikke helt så let som jeg regnene med. Når jeg hørte en fisk spurtede jeg henimod den, men de kendte åen så godt at de præcis vidste hvor de kunne komme forbi de grunde steder. Det var umuligt at fange dem når de kunne svømme frit, for de svømmer enormt hurtigt. På et tidspunkt var en fisk ved at blive fanget på en banke, og jeg styrtede henimod den, men lige inden jeg nåede hen til den, kom den i tanke om at det nok var smartere at svømme den anden vej, så den vendte rundt og væk var den. En anden tog chancen og svømmede som et lyn imellem benene på mig, og jeg nåede ikke at fange den. Jeg gik længere op af åen og så en fisk der var fanget lidt i en bugtning af åen, hvor den skulle over en banke for at komme væk. Jeg stod helt stille for at se om jeg kunne finde ud af hvor den var. Så fik jeg øje på halen af den lige ved min højre fod. Den lå helt stille, helt inde ved brinken. Meget langsomt satte jeg mine hænder ned i vandet. Den højre hånd, der hvor halen var, og den venstre hån 20-30 cm fra hvor resten af kroppen nødvendigvis måtte befinde sig. Og så greb jeg den i et snuptag. Den sprællede helt vildt og jeg måtte holde godt fast men jeg fik den i land og gav den et gok i nødden.
Så så jeg at den så mærkelig mager ud og så gik det omsider op for mig at det var en ørred som havde været oppe i åen for at gyde. Den var nok 45-50 cm.
Jeg havde ikke noget olie, så den blev flået og dampet i bunden af en gryde med salt, peber og hvidløg.
Det blev den første fisk jeg fangede i år og sikkert også den sidste.

Omsider er jeg nået ned til den sidste hytte. Tjønndalen hedder den. Herfra er der kun halvanden times gang ned til landevejen i Setesdalen. Der har været et fantastisk vejr i dag og jeg sidder uden for hytten i bar overkrop, og nyder solens sidste stråler inden den forsvinder bag en fjeldryg. Der er helt skyfrit og næsten vindstille men kun knap 10 grader. I dag er den flotteste dag på turen, så jeg har givet mig god tid. Jeg er også lidt mør efter i går og i forgårs, som var ret hårde. Alt i alt har det været en fin tur, men næste gang bliver det om sommeren og med telt tror jeg. Når jeg på et tidspunkt kommer til Sjælland og får hentet min bærbare kommer der billeder. Det bliver i en selvstændig blok, fordi der kommer en del billeder. Jeg har taget omkring 500 billeder i alt, og de bedste kommer på nettet.
I morgen går jeg ned og prøver at blaffe til Kristiansand. Bussen går først omkring kl. 16 og båden går 16.30 så det bliver på hotel i Kristiansand i morgen hvis jeg bliver nødt til at vente på bussen. Det var alt herfra.

Jeg er nået til Håheller. I morgen er det Gaukhei og i overmorgen går jeg ned og overnatter i den sidste hytte før Setesdalen. Jeg kan ikke huske hvad den hedder. Det har været rigtig fint vejr i går og forgårs, så fint at jeg gik i bar overkrop. I dag har der også været blå himmel hele dagen, men jeg har haft en strid modvind hele dagen fra Taumevatn. Jeg måtte bestige et bjerg her ved Håheller for at få forbindelse, utroligt når den eneste vej der krydser Setesdalsheiene ligger lige ved siden af. Jeg må ned i hytten og få mig lidt at spise. Det bliver en lang tur i morgen.

Jeg er nået til Mostøl og holder en dags pause fordi jeg er meget øm i fodballerne. Jeg har pakket for tungt, og støvlerne er hårde. Der er langt mellem hytterne, så jeg burde ikke ha pakket mere en højst nødvendigt. Jeg er vant til at vandre med telt, hvor oppakningen er tungere, men der kan jeg selv bestemme hvor langt jeg vil gå. Der er ingen mobilkontakt i fjeldet overhovedet, så der går nok en uge før jeg kan skrive igen. For at få kontakt har jeg været nødt til at gå en halv time ud mod Suldalsvatnet, og når jeg om lidt går tilbage er det slut med kontakt med omverdnen. Dvs. i 11 af hytterne inde på fjeldet er der nødradioer man kan bruge hvis uheldet er ude. Hvis man ellers er i stand til at slæbe sig frem til en hytte. Vejret er ok. Det er overskyet og køligt men det blæser ikke. I forgårs var der forfærdelig dårligt vejr. Koldt og blæsende, og regnen styrtede ned. Jeg gik fra Holmevasshytta mod Blekestadmoen, og eneste formildende omstændighed var at jeg havde vinden i ryggen. Jeg overnattede to nætter i Holmevasshytta. Mere om det når jeg kommer hjem. Jeg må tilbage til hytten og fyre op i brændeovnen.

Jeg er på vej op i passet mellem Haukeliseter og Holmevasshytta. I går var der strålende sol og næsten vindstille men nu er der gråt og overskyet og der blæser en svag men iskold vind fra syd. Heldigvis er der i det mindste tørt. Det er begrænset hvor meget jeg kan skrive for jeg ikke mulighed for at lade telefonen op igen, før jeg på ettidspunkt kommer ned fra fjeldet igen. Jeg har heller ikke mulighed for at vedhæfte billeder, de kommer senere. Jeg aner ikke hvor længe jeg bliver i fjeldet, men eftersom jeg ikke skal møde på arbejde igen, er det ikke så vigtigt. Min højre achillessene er lidt skadet, så hvis det bliver værre kan jeg blive nødt til at gå ned igen. Her er koldt men flot. Jeg må videre, der er langt endnu.

Jeg var en tur på Hven i lørdags sammen med Marianne. Hun havde snakket om at komme en tur til Hven hele sommeren og en returbillet fra København koster 200 kr. så jeg gav hende en tur til Hven i fødselsdagsgave. Det var også en god måde at komme på andre tanker efter min fars død. Vejret var glimrende og båden var propfuld af turister der ville til Hven.

 

 

 

 

Langt de fleste valgte at leje en cykel men vi gik rundt til fods. Øen er trods alt ikke større end at man kan gå tværs over øen på ca. en time og vi havde fem timer.

 

 

 

Marianne fablede om hvor hyggeligt og stille og rolig det ville være at bo på Hven, men jeg tror nu at hun ret hurtig ville komme til at kede sig. Men den er rigtig hyggelig.

 

 

 

 

 

 

Det var en rigtig fin tur, og vi nåede stort set at gå øen rundt. Der skete ikke så meget men det var hyggeligt og Marianne var rigtig glad for sin fødselsdagsgave.

 





                                          Far, mor og Jens.

Så døde min kære far omsider. Han havde sovet hele dagen uden at vågne og vi regnede ikke med at han ville vågne igen. Vivi og Jens var taget hjem for at hente noget tøj han kunne blive begravet i og kun mor og mig vågede over far. Han begyndte at bevæge armene lidt så ind i mellem, så vi gik hen og holdt ham i hånden. Efter en times begyndte han at åbne øjnene, men han lå og stirrede op i loftet, og så nærmest død ud. Vi spurgte ham om han ville have noget smertestillende men han rystede kraftigt på hovedet. Jeg kan ikke huske præcist hvad jeg sagde til ham men jeg sagde noget med min elskede far. Så sagde jeg at det ikke var til at holde ud at se ham sådan og sagde at nu måtte han gerne gi slip. Mor gentog: "Ja, nu må du gerne gi slip". Der gik mindre end et minut og så holdt han op med at trække vejret.

Jeg er gået ned på havnen igen. Vivi, Jens og mor våger over far. Han sov stadig tungt, men mon han ikke vågner igen? På et eller andet tidspunkt vågner han ikke igen, men hvornår det blir har vi opgivet at gætte på. Han ser i hvert fald mindre grå ud nu end for et par dage siden. Åbenbart har han besluttet sig for at leve lidt længere alligevel, selv om det så ud til at han havde givet op for et par dage siden.

Det er ikke meget jeg får sovet i nat. Min far vågner hvert femte minut og giver udtryk for at jeg skal komme over til ham. Han spurgte på et tidspunkt hvor længe han skulle blive der, men det kunne jeg ikke svare på. Han sagde at han havde grædt. "Jeg er jo ikke 80" sagde han og senere sagde han at han var så ked af det. Det var jeg også svarede jeg.
Han begyndte at få smerter igen men ville ikke ha noget smertestillende. Sikkert fordi han ikke bryder sig om at blive bedøvet. Sygeplejesken har alligevel givet ham noget smertestillende fordi han led meget af smerte. Hun overvejer nu om hun også skal gi ham noget beroligende så han kan få sovet lidt.

Far kom til sig selv igen for en times tid siden og ud fra hans fra grimasser gættede jeg på at han gerne ville ha lidt vand. Han drak en smule med et sugerør men næppe meget mere end end at han ikke var tør i munden. Det lykkedes ham at sige tak bagefter.
Han har jo næsten ikke drukket noget siden i fredags så det er ikke mærkeligt at han er tørstig.

Jeg er tilbage på hospitalet. De andre er gået og jeg er alene tilbage med far. Han har ikke været vågen siden jeg kom tilbage og sover dybt. Jeg afløser min mor og sover på hospitalet i nat. Jeg tror ikke at far vågner igen, men hvis han gør skal han ikke opleve at han er alene. Han må gå alene i døden, men vi vil følge ham til det sidste.

Jeg er taget ned til et gammelt vandtårn i Esbjerg og sidder og kigger ud over havnen. Min fars tilstand er uændret, dvs. at han sover det meste af tiden, men når han ind i mellem vågner er han helt klar over hvad der foregår. For et par timer siden blev han ved med at gentage: "Op og stå", men det går jo ikke. Han kommer aldrig mere op og stå.
Ind i mellem når han er lidt urolig og vågner, samles vi omkring sengen, men når vi har stået der lidt, viser han ved at bevæge armene at vi godt må sætte os ned, som om han vil sige at han ikke er ved at dø lige nu.

Min far er ved at dø. Måske ser jeg ham aldrig i live igen, og selv om jeg gør så kommer vi aldrig til at snakke sammen igen.
Han var meget svag da jeg og Jens forlod ham på hospitalet og overlod det til vores mor at våge over ham i nat. På en måde ønsker jeg at ham ville dø og slippe for mere lidelse, men jeg vil helst ha at han venter til i morgen, så jeg kan være til stede når han forlader livet.

Han er mere død en levende, men alligevel lader det til at han forstår hvad der foregår selv om han næsten ikke kan udtrykke sig mere. I det mindste har han ikke haft smerter af betydning i dag og grunden til at jeg kan sige det er fordi en af sygeplejerskerne spurgte ham om han havde smerter, hvorefter han drejede hovedet tydeligt fra side til side.

Det piner mig bare at vide at han er så bevidst om hvad der foregår, mens han langsomt glider over i døden. På et tidspunkt da vi stod samlet om ham i eftermiddags begyndte han at tælle 8, 9, 10, 11, 12, 13 sagde han langsomt. Så mange var var vi ikke og jeg tror at det var for at vise at han ikke var dement, men stadig kunne tænke og dermed tælle. Han faldt i søvn igen og vågnede lidt senere og fortsatte 28, 29 og rettede så til 129. Om det var for at vise at han også havde tidsfornemmelse ved jeg ikke men jeg tror det.

Jeg havde aldrig troet at min fars død ville påvirke mig så voldsomt, men det er bare så sørgelig en måde han dør på.

Bortset fra min far var hele familien til bryllup i lørdags fordi min niece Maria skulle giftes med Kim, og om søndagen var hele familien samlet hos mine forældre fordi vi vidste at min far snart skulle dø. Han var kommet hjem fra hospitalet om torsdagen ugen forinden og havde siden ligget i en sygeseng i stuen. Om morgenen var han noget konfus og han pegede ud af vinduet og sagde: "Der" og lidt senere pegede igen og sagde "Der, forstår i da ikke". Han prøvede at komme op af sengen og vi måtte holde ham tilbage. Det gik op for os at han ville ud på terrassen. Jeg sagde til ham at det ikke gik fordi han var for svag. "Er jeg for svag" svarede han. Han blev ved med at prøve på at komme ud af sengen og jeg måtte holde ham tilbage. Jeg ville uendelig gerne ha hjulpet ham ud på terrassen men det gik bare ikke. Han mente at hvis både Jens og jeg hjalp så kunne det lade sig gøre, men det kunne det jo ikke. Til sidst gav han op og han kiggede magtesløs op i loftet og derefter lige så magtesløs over på mig. Jeg kunne bare ikke hjælpe ham med at komme ud på terrassen, og det pinte mig at vide at han aldrig igen ville komme udenfor og sidde. På et tidspunkt bankede han sig på brystet mens han sagde: "Når jeg slår mig på brystet fem gange kommer Jens og Steen og hjælper mig".

Vivi og Ib kom lidt op ad formiddagen og det lykkedes os at overbevise far om at han ikke kunne komme udenfor, men at han godt kunne komme op at sidde lidt senere. Han blev ved med at bede om at komme op at sidde men vi forklarede ham, at han nok skulle komme op senere.

Først da Vivi sagde at nu havde Maria sendt en sms om at de ville være der om 10 minutter, blev vi enige om at hjælpe far op i en stol. Han havde kun siddet oppe i nogle få minutter da Maria og Kim kom i det vikingetøj de var blevet gift i. Vi tog nogle billeder af dem sammen med far og mor. Far var på det tidspunkt blevet klar i hovedet, men allerede fem minutter senere bad han om at blive lagt i seng igen. Vi lagde ham i seng igen, men på grund af urinsyregigten kom han med nogle smerteskrig og det blev lidt for meget for nogle af de andre.

Da han var kommet  i seng, blev der fundet en bærbar frem og far så interesseret på billederne fra brylluppet.

Lidt senere gav han udtryk for at han gerne ville ha nogen over sengen, og jeg og nogle at de andre gik over til ham og stod rundt om sengen. Med lange pauser sagde han: "Jeg vil ikke dø...........Jeg kan da ikke dø, kan jeg?..........Skal jeg dø?".
"Ja. Vi skal alle dø" svarede jeg.

Han havde lidt en stor del af natten og holdt mor og mig vågne med skrig af smerte, men han havde ikke lyst til at dø. Han var villige til at ta den smerte livet nogle gange giver, hvis blot han kunne få lov at leve.

Lidt senere da jeg igen sad i sofaen gjorde han tegn til at han gerne ville ha at nogen kom derover, så jeg gik hen til ham. Han sagde at jeg havde været en god dreng og jeg svarede at han havde været en god far og gav ham et knus. Så sagde han." Nu sker det". Og på en måde skete det der, for det var sidste gang jeg havde en meningsfuld samtale med ham.

Forhåbentlig lever han endnu når jeg besøger ham om lidt, men så må han også gerne dø, bare jeg er hos ham.

Marianne besøgte kom torsdag aften, så i går gik vi først en tur i skoven og tog derefter ned til stranden. Omsider er vandet blevet varmt nok til at bade i. Hun ville hjem i dag og jeg skulle skrive en ansøgning til NIRAS. Det er et job i Kolding om jordforurening. Det er et perfekt job for mig, men de får sikkert massevis af ansøgninger. Kolding er et ok sted og boligerne er billige, så ud over at jeg ville få et job som interesserede mig, ville min økonomi med garanti blive meget bedre. Jeg planlægger nu at sige mit job op til 1. oktober. Min far er blevet meget syg, kræft, og lægerne kan ikke helbrede ham, så jeg har droppet at rejse til Indien. Så hvis ikke jeg på mirakuløs vis får jobbet hos NIRAS, tar jeg måske op på en længere vandretur i efterårsfjellet inden jeg søger et job på et højfjeldshotel.



                                         Et billede af Marianne i skoven.

Jeg har været lidt doven den sidste måneds tid og derfor har jeg ikke fået skrevet noget. Dvs. det er også fordi at jeg bruger en masse tid på at løbe og cykle, og så vil jeg helst slappe af når jeg omsider er færdig om aftenen.

Jeg gider ikke skrive om alle mine ture, men jeg har købt en ny mobil, en Lumia 520, og har downloaded en app med Endomondo. Jeg har den tændt ved de fleste af mine længere cykelture og også nogle af mine løbeture, så den interesserede kan gå ind på Endomondo og se dem der. Jeg kunne godt få dem til at komme på Facebook, men det gider jeg ikke, og jeg ved ikke hvordan jeg skal få dem til at komme på denne blog.

Jeg cykler stadig sammen med Marianne i weekenden, hvís ellers vejret er godt, og jeg cykler ind til København om lidt og besøger hende. Min achillessene har det ikke alt for godt så jeg må hellere ta det lidt med ro derindad.

For et par uger siden tog vi S-toget til Frederikssund og cyklede derfra til Kulhuse, tog færgen over til Sølager og cyklede til Hundested hvor vi tog toget tilbage til København.

Jeg ved ikke hvor vi cykler hen denne weekend, men helt sikkert ud til stranden et sted. Jeg har endnu ikke været ude at bade i år, for jeg tør ikke lade mine ting være alene på stranden, mens jeg er ude at bade.

 

 

                                       Et par billeder med udsigten fra Mariannes lejlighed.

Marianne kom på besøg i fredags. Ifølge vejrudsigten skulle været blive dårligt i løbet af lørdagen så derfor cyklede vi gennem skoven ud til Hellebæk Kohave om formiddagen.



 



                                          Billede af en skarvkoloni på en ø i Bøgeholm Sø

                                         Bøgeholm Sø

                                              Om eftermiddagen tog vi ned til Kronborg

Vejret i dag er endnu mere elendigt end i går så måske tar vi på Ny Carlsberg Glyptoteket, for om søndagen er der gratis adgang.

 

Dagene går som de plejer. Jeg cyklede 55 km i mandags. Besøgte Marianne om tirsdagen. I går løb jeg 9,3 km og trænede i Fitness Factory senere om aftenen.

Jeg lavede noget hyldeblomstsaft i søndags, og eftersom det var meget let at lave og smagte ganske godt, plukkede Marianne og jeg nogle hyldeblomster i Grøndalsparken da jeg besøgte hende. Jeg lavede noget saft til hende med det samme og resten af blomsterne frøs jeg. I dag samlede jeg nogle hyldeblomster til mig selv og frøs dem. Ellers har jeg ikke lavet så meget i dag og ikke engang trænet eller cyklet. Dvs. jeg har sikkert cyklet 20 km i alt i dag når man regner turen ned til stationen med.

Marianne kommer i morgen, så jeg håber at der bliver godt vejer i weekenden så vi kan cykle en lang tur. Eller ta en tur til Kullen, jeg har ikke været derude endnu i år.

Jeg tog ned på havnen og mødtes med Jens. Vi tog om til hans båd fordi han lige ville lade motoren køre lidt. Efter at den havde kørt lidt stoppede han den og da han lidt efter ville starte den igen skete der ingenting. Han mener at starteren er gået i stykker. Det er noget virkelig shit.

 

 

 

 

Bagefter gik vi op til Bjarne ved fiskeklubben.

 

 

 

 



 

 

 

 

 

Som man kan se på billedet ovenover er udsigten fra fiskeklubben suveræn, så det er perfekt at sidde på bænken udenfor og snakke. Jeg har ikke været der længe, bl.a. fordi jeg bruger min sparsomme fritid på at cykle rundt på Nordsjælland og jeg tog da også hjem ved 5-tiden fordi jeg ville løbe en tur i skoven inden aftensmaden.
Jeg løb 11.3 km på 55 min og det er et meget behageligt og afslappende tempo for mig. Jeg elsker at løbe og kunne løbe i timevis hvis ellers benene kunne holde til det. Det kan de ikke og jeg har adskillige småskader, men heldigvis ikke så alvorligt at det generer mig.

Marianne blev på hospitalet til sent i går så jeg tog ud skoven for at se om jeg kunne finde nogle svampe. Der var nogle vårmusseron, men de var alt for gamle. Jeg gik over i en del af skoven jeg ikke har været i før, fordi der hverken går veje eller stier derhen, og fik øje på en stor bøg. Så var det jeg tænke om jeg var blevet gammel. Da jeg var teenager tænkte jeg, at når jeg ikke længere kunne klatre op i et stort træ, enten det var psykisk eller fysisk, så var jeg blevet gammel. Så jeg klatrede derop. Det fik virkelig hjertet til at banke vildt, og det var ikke på grund af den fysiske anstrengelse, men på grund af at adrenalinen pumpede ud i blodet. Det var alligevel en noget skræmmende tanke hvad der ville ske hvis jeg lavede en fejlvurdering og drattede ned. Straffen ville komme øjeblikkelig, og det ville enten være dødsstraf, eller lemlæstelse. Det er i hvert fald ikke et godt sted at få et ilebefindende. Så jeg må erkende at jeg i hvert fald er blevet halvgammel, for selv om jeg udmærket var klar over at det kunne ende galt da jeg var teenager, følte jeg mig alligevel ganske tryg ved at klatre rundt 20-30 meter over jorden.  Det kan selvfølgelig være at det bare er fordi jeg er ude af træning, at jeg er lidt nervøs ved at klatre rundt i trætoppende. Mennesket er trods alt aber.

Jeg så både en ræv og et rådyr, men desværre havde jeg ikke kameraet med, for ræven gik lidt fra mig ude på en mark og opdagede mig ikke, men mit mobilkamera er ikke brugbart til det formål.

I stedet for at samle svampe, samlede jeg nogle hyldeblomster, så i går aftes lavede jeg en hyldeblomstdrik. De opskrifter jeg kunne finde på nettet, består alle af hyldeblomster, citron, citronsyre, sukker og vand, men da jeg ikke gad cykle ned efter citronsyre lavede jeg min af hyldeblomster, lime, sukker, lidt honning og vand. Selv om den skal trække nogle dage i køleskab tjekkede jeg den og den smager glimrende. Så en af de nærmeste dage har jeg tænkt mig at samle nogle hyldeblomster og fryse dem, for sæsonen er kort.

Det går ikke så godt med at skrive på min blog. Der sker så heller ikke så meget for tiden. Jeg arbejder og træner og så er der ikke tid til meget andet på hverdagene.
Min lillebror Jens fejrede 40 års fødselsdag sidste weekend. Vi var ca. 60 og det var ganske hyggeligt.
Om søndagen besøgte jeg Ole Brandt, som bor lidt uden for Nyborg. Vi boede begge på Håndværkerforeningens Kollegium for mere end 25 år siden. Han læste til ingeniør og jeg var i lære som murer. Jeg besøgte ham engang på Bornholm, i 1995, og siden har vi ikke mødtes. Han købte hus ved Nyborg samtidig som jeg flyttede til Sjælland og det irriterer mig lidt at jeg ikke tidligere tænke på at finde ham på Facebook for jeg kommer jo forbi Nyborg flere gange om året.
Om jeg bliver boende i Helsingør aner jeg ikke. Nu er planen at ta til Indien så snart at Maria og Kims bryllup er overstået, og så må jeg flytte derhen hvor jeg kan få arbejde bagefter, hvis jeg kan finde et arbejde. Nu krydser jeg jo snart den magiske grænse på 50 år hvor en del arbejdsgivere pr. automatik smider ens ansøgning i papirkurven. Men hvis jeg skal bo i Danmark vil jeg gerne blive boende i Helsingør. Der er en fantastisk god skov at løbe i fordi den er så afvekslende og kuperet og med flere søer, og desuden en masse veje og stier. Desuden er Nordsjælland et supergodt sted at cykle, fordi der er mange skove, søer og markhegn. Faktisk er det så godt et sted at cykle at jeg har besluttet at købe en racercykel fordi min mountainbike er så enormt tung at træde.

I mandags zigzaggede jeg mig frem til Gilleleje og havde da cyklet ca. 35 km. På min tunge mountainbike er det ret langt så jeg tog toget hjem. Det er gratis at ta cyklen med lokaltoget og jeg har et pendlerkort til alle zoner.
Tirsdag cyklede jeg forbi Humlebæk og cyklede ca. 40 km i alt. Onsdag løb jeg ca. 10 km i skoven.

 

 

Torsdag cyklede jeg rundt om Esrum sø, også ca. 40 km og fredag løb jeg igen 10 km i skoven. I dag har jeg for første gang i 9 dage været omme og træne styrketræning i motionscenteret, men når vejret er godt gider jeg ikke bruge min tid derinde.

 

Vejret er så ikke specielt godt i dag og jeg regner med at besøge Marianne senere. Hun blev mormor i går og hun har ventet længe i spænding. Nærmest mere end da hun selv var gravid lyder det til.