Løg

 Stierne blev færdige så nu mangler jeg bare at jævne jorden, og så vil jeg sætte læg. Så da jeg kørte fra Nørrebro i dag var jeg lige forbi Kvickly i Prøvestenscentret. De har de billigste stikløg i Helsingør. 450 gram for 20 kr. Jeg købte to forskellige sorter af zittauerløg, små naturligvis, så der er flere. Sidste år blev en fiasko for løgene fik skimmel og vi hev dem op inden der var dannet løg. Toppene blev hakket og frosset, men de blev lidt seje af at blive frosset. Jeg prøver igen selvom risikoen for skimmel er stor, men i år får løgene altså lov til at stå, skimmel eller ej. 

Det spirer

 Jeg kørte fra Marianne i morges og håber hun bliver ædru til næste weekend. Jeg må flytte ind i kolonihavehuset på fredag men og jeg gør det er ikke helt sikkert. Det bliver koldt igen, men det er mere solen det kommer an på. Hvis det bliver både gråt og koldt er det muligt jeg venter. Det er køligt i dag, men med masser af sol. Og lunt i bunden af haven. Der er frygtelig mange ting jeg skal lave men dagens vigtige opgave må være at lave grøften færdig og de sidste par stier så bedene er klar til at blive tilsået. Desuden har jeg en stor hvid potte med buskhindbær som jeg vil omplante. De bliver ikke ret høje så jeg vil plante dem langs bænken i bunden af haven. Det er rigtig gode hindbær og de har en meget lang sæson. Nu har jeg prøvet med både tomater, agurk og peberfrugter langs bænken, men selv her er den danske sommer for kølig. Det kræver et drivhus. Så nu kommer der hindbær. En anden årsag er at sneglene gemmer sig under bænken og æder hvad jeg ellers måtte plante. Men de kravler ikke op i hindbærbuskene. I bænken er der en firkant med jord hvor jeg har sået spinat, radiser og dild. Jeg havde lagt et stykke plastik over som jeg har fjernet efter at planterne er begyndt at spire frem. Måske laver jeg det om til en rigtig drivbænk til næste år.

En varm altan

 Mariannes altan er som sædvanlig meget varm. Og Marianne meget fuld. Og stuen ser ud som om russerne har været forbi. Men det går nok. Jeg havde egentlig lavet noget vegetarfars som jeg havde tænkt mig at stege til bøffer eller frikadeller, men i Rema1000 var der billig fisk, fordi det er sidste salgsdag, så jeg købte en pakke torskefileter og rødspættefileter og så vil jeg lave en tomatsuppe med fisk. Det er nok dét hendes mave kan klare lige nu. I aften steger jeg farsen og bager kartoflerne og så er der natmad hvis vi ellers holder os vågne så længe.

Det går fremad

 Jeg fik omsider kontakt med Marianne og tar afsted herfra om en halv times tid. Lidt fik jeg da lavet og hvis vejret er godt kommer jeg igen og fortsætter i morgen. Jeg ville helst blive og fortsætte et par timer mere med Marianne er utålmodig. Ikke så mærkeligt eftersom hun har siddet alene i lejligheden siden jeg kørte hende hjem. 

Intet vand

 Der burde være vand i kolonihaven nu, men det er der ikke. Formodentlig har de åbnet for vandet som planlagt klokken 9 og fundet ud af at der er sprunget et eller flere vandrør. Jeg håber det bliver ordnet inden næste weekend for da må jeg flytte herop. Jeg kan ikke få kontakt med Marianne og det er lidt træls, for jeg lovede at komme forbi i dag om eftermiddagen. Hun er sikkert stangstiv og deprimeret, så jeg kører derind alligevel og håber at hun åbner døren. Marianne er ikke lykkelig og det er jeg heller ikke, men vi har det god når vi er sammen. Medmindre altså at Marianne er alt for fuld. Hun er ellers rigtig god til at tage sig sammen og stoppe drikkeriet. Det er bare umuligt at vide hvor længe hun bliver ved. Til gengæld stopper hun så 100%, i adskillige måneder, i modsætning til mig som helst drikker lidt hver dag. Jeg er dog gået bort fra hvidvinen igen. Jeg nyder den ikke lige så meget som øllene, og jeg drikker den for hurtigt og bliver mere beruset end jeg bryder mig om. Til gengæld vil jeg droppe porterne og nøjes med pilsnerne. Lige nu er der meget lunt her i haven og jeg ville enormt gerne drikke nogle pilsnere, men det går desværre ikke da jeg jo skal køre til København. Så nu drikker jeg en kop kaffe og fortsætter med køkkenhaveprojektet.

Hellebæk Kohave

 

Efter en lng pause i skoven nåede jeg ud til Hellebæk Kohave. Jeg synes at det er fint at området bliver en del af en naturnationalpark, men det er nok tvivlsomt om jeg får glæde af det. Jeg tror ikke at jeg bor i Helsingør når jeg er pensionist, det er for dyrt. Det bliver nok Vendsyssel eller Lolland-Falster hvor jeg har råd til at bo. Måske sammen med Marianne, hvem ved. Jeg ringede til hende i morges og hun var fuld og ulykkelig. Og Jeanette havde været ondskabsfuld over for hende i telefonen. Men sådan er Jeanette og når Marianne engang bliver ædru vil Jeanette opføre sig venligt og elskværdigt igen, og alt vil være glemt. Så jeg lovede at jeg ville besøge Marianne i morges, men først i morgen, og først om eftermiddagen. De har ændret parkeringsreglerne så nu kan jeg kun parkere gratis under Bispeengbuen fra klokken 3 lørdag eftermiddag til klokken 8 mandag morgen. Ellers risikerer jeg at skulle gå op med 2 kilometer fra hvor jeg kan parkere gratis altid. Og det koster altså næsten 200 kr i døgnet at parkere under Bispeengbuen.

Nu vil jeg samle lidt brændenælder så jeg kan lave brændenældesuppe i aften og så vil jeg cykle tilbage til kolonihaven og lave lidt mere. Undervejs gennem skoven vil jeg samle lidt grannåle til blåbærplanterne. Efterhånden bliver jorden vel en surbundsjord skulle man tro, men det er enormt mange poser grannåle jeg har smidt der efterhånden.

Lang weekend

 Lige som sidste weekend har jeg en lang weekend igen. Dvs. jeg har fri fredag og mandag. Det går bedre med føddene. Podagraen er ganske vist væk, men hvis jeg træder forkert gør det enormt ondt. Det kan være et begyndende træthedsbrud, jeg ved det ikke, men det er i hvert fald ikke podegra. Jeg tænker at hvis bare jeg er forsigtig går det nok over. Det lader til at Kim og Carsten er med på at jeg holder fri hver fredag, så der er da håb om at mine fødder får mulighed for at restituere. I går satte Jens, vores landmålermedhjælper, og jeg fem huse af i Hillerød og der var også ganske ujævnt, men i det mindste er der ikke mudret længere, så det går noget bedre med at færdes på byggepladserne. Jeg vil fortsætte med at ordne min køkkenhave, men det bliver med vandrestøvler og ikke træsko. 

Og i eftermiddag vil jeg cykle en tur ud til Hellebæk Kohave. Jeg har lagt masser af billeder ud derfra og der kommer flere i dag. Området bliver formodentlig en del af en kommende naturnationalpark. Dem vil de jo helst ikke ha i Jylland, for jyderne er ekstremt bange for vilde og farlige dyr, men den kommende naturnationalpark bliver hilst velkommen af Helsingør Kommune. Det bliver nu næppe meget anderledes end nu, hvor farligt kvæg med lange og spidse horn går rundt og græsser. En del af skoven hører under Hellebæk Kohave, og jeg er da ind i mellem stødt på en flok kvæg som spærrede den skovvej jeg var på vej henad. Hvis det har været en løbetur, er jeg stoppet med at løbe og forsigtigt passeret dem gående. Jeg har da også set cyklister vende rundt og cykle den anden vej når en flok farlige vilde dyr har spærret vejen. Jeg går da også i en stor bue rundt om dem, hvis de er ude på overdrevene. Men jyderne vil helst ikke ha den slags naturnationalparker med vilde og farlige dyr. Det er nu lidt besynderligt at jyderne er så bange for naturen. I Jægersborg Dyrehave er jeg da også stødt på en kronhjort i brunst der stod og brølede, og den så ret stor og farlig ud med et kæmpestort gevir, så jeg valgte at gå en anden vej. 

Nu får de naturnationalparkerne i Jylland selv om de ikke vil ha dem, og om en generation eller to har befolkningen derovre vel også vænnet sig til at der også kan være store dyr med spidse horn i naturen. Her i Helsingør Kommune ser langt de fleste frem til at vi får en naturnationalpark, for det kommer jo til at betyde at vi får et større sammenhængende naturområde end Hellebæk Kohave, og på trods af de vilde køer med de spidse horn, så er det et meget populært udflugtsmål. Det er også derfor jeg vil derud i dag, for i weekenderne er der tit for mange mennesker. Før corona var der ikke så mange, men det er der desværre nu, selv om caféerne er åbne igen.

Frokostpause ved Søvang

 

Nye kartofler

 Jeg lægger kartofler i dag. Som sidste år er det kartofler af egen avl. De er ikke forspirede, for jorden er stadigvæk kold der hvor de ligger, og det er netop derfor jeg lægger dem nu. De stod i det øverste bed ved vejen, og jorden må være perfekt til kartofler for de er enormt flotte og ser ud som nye kartofler. De er flottere end de dyreste kartofler man kan købe i supermarkedet, og det er næsten synd af bruge dem som læggekartofler. På den anden side er det relativt dyrt at købe læggekartofler og jeg ved at de her er gode og giver et stort udbytte. Jeg tror det er Sava men jeg er ikke helt sikker for det er to år siden jeg købte dem.

Der er masser af teorier om hvornår man skal lægge kartofler, og med forspiring osv. men min erfaring er at de kommer op af jorden uanset. Jeg har dog fundet ud af at de ikke må være alt for små. Så tar det for lang tid før toppen bliver stor nok til at danne knolde og udbyttet bliver lille. For en bonde er det ligegyldigt, for han sprøjter mod skimmelsvamp og så kan de fortsætte med at vokse til ud på efteråret. Det er umuligt uden sprøjtegifte. Allerede i juli begynder de at få skimmel. Så gælder det om at fjerne alle angrebne blade med det samme, men alligevel er planterne så hårdt angrebne i begyndelsen af august at man er nødt til at hive toppen op. Hvis man er heldig kan man vente til midt i august. Man skal sætte en fod på hver side af toppen og hive den op uden at hive knoldene med op. Og så lader man knoldene blive liggende i jorden. Når træerne smider bladene river man dem sammen, lægger dem oven på kartoffelbedet og lægger nogle grene og kviste ovenpå, så bladene ikke blæser væk. Det holder jorden relativt frostfri, og så kan man skrabe grene og blade tilside i løbet af vinteren og grave kartoflerne op efterhånden som man får brug for dem. 

Jeg bruger heller ikke de helt store kartofler som læggekartofler, for det er unødvendigt. Desuden skal man undgå at lægge kartofler som har det mindste tegn på sygdom, eller som er blevet beskadiget under opgravningen. 

Alkoholikeren (ny) gammel blog

 Jeg er nu begyndt at genudgive forløberen for denne blog. De enkelte blogindlæg bliver offentliggjort efterhånden som jeg får læst dem igennem. drukturene.blogspot.com

Ny skruemaskine

 

Muligvis er podegraen forsvundet, men det er problemerne med fødderne ikke, og jeg tvivler på at de forsvinder så længe jeg fortsætter med at arbejde. Så derfor vil jeg prøve at klargøre kolonihavehuset så jeg kan sælge det i efteråret, hvis  fødderne til den tid stadigvæk volder problemer. Der er massevis af ting der skal ordnes hvis jeg skal kunne sælge det til en rinelig pris, og noget af det der skal ordnes er terrassen. Den er ved at være pilrådden. Det er ikke alle brædder der er pilrådne, men der er en del brædder som skal udskiftes. Jeg burde egentlig bygge en helt ny terrasse, men jeg nøjes med at udskifte de mest rådne brædder, hvis det er muligt. Problemet er at de ikke er af standardstørrelse så det er ikke sikkert at jeg kan finde de rigtige brædder. Under alle omstændigheder kræver det en skruemaskine. Jeg købte en billig skruemaskine i efteråret, men den er slet ikke kraftig nok til at skrue skruerne ud af gamle rådne og hårde brædder, så nu har jeg købt en af de bedste jeg kunne finde på nettet. Den kostede næsten 2000 kr, men så er det også en af de mest kraftige skruemaskiner der kan købes. Så om lidt får jeg besked om hvornår jeg kan hente den hos Bauhaus i Hillerød. 

Totalt udmattet

 På trods af at jeg har cyklet stille og roligt og med flere pauser, er mine ben bløde som smør. I alt har jeg nok cyklet 15 km i dag, og det er jo ingenting. Med der er jo en del bakker og ind i mellem har det været nødvendigt at tå op for at cykle, men alligevel. Det er for sølle.

En plads i solen

 Min fysiske form er godt nok elendig. Det kan desværre ikke udelukkende tilskrives forbuddet mod at træne i fitnesscenter. Jeg kunne godt have cyklet noget mere, men det ville have krævet at jeg tidligere havde taget mig sammen til at lappe cyklen, og få den ned på Murergade. Jeg tviver stærkt på at jeg kommer til at træne i fitnesscenter igen. Det vil kun være nedtur. Jeg vil alligevel aldrig kunne opnå den styrke jeg havde før jeg stoppede, det er jeg for gammel til. Havde jeg været 25 år havde det været anderledes. Og hvornår kan jeg være sikker på at man ikke skal bruge pas og mundbind for at træn, eller om det måske bliver forbudt igen?

Jeg stoler ikke på politikerne overhovedet i den henseende, og corona er kommet for at blive. Desuden er der også influenza. Hvad så hvis der kommer en særlig farlig variant af influenza?

Men cykle kan jeg, og så længe jeg kan cykle uden hjelm på hovedet bliver jeg ved med det. Det kan dokumenteres at folk der bruger cykelhjelm oftere kommer ud for ulykker den de som ikke bruger cykelhjelm, men der findes desværre galninge som vil påtvinge cyklister at bruge cykelhjelm. Af uforklarlige grunde synes de selvsamme mennesker ikke at fodgængere og bilister skal påtvinges at bruge hjelm, selv om der er lige så mange fodgængere og bilister der får hovedskader, som cyklister.

Klaresø

 Jeg tænke at siden mine anfald af podegra højst sandsynligt hænger sammen med en meget ringe træningsindsats de seneste år, så må jeg hellere begynde at cykle lidt mere. Løb ville være langt bedre, men det er umuligt og bliver måske aldrig muligt igen. For halvandet år siden fik jeg forfodsfald på højre fod, og fordi mine arbejdsgivere ikke forstod problemet og fordi jeg ikke selv straks gik i gang med at genoptræne foden, så er skaden formodentlig permanent. Lægen fik ikke ret, podegraen, hvis det altså er podegra, plager mig stadig. Men forfodsfaldet plager mig også. Så løbe kan jeg overhovedet ikke, jeg kan dårligt gå, men jeg kan da i det mindste cykle. Så jeg vil til at cykle noget mere. Siden jeg fik bil for tre år siden har jeg ikke cyklet ret meget. Ikke fordi jeg er specielt glad for at køre bil, men det siger sig selv at man rører sig mindre når man har bil. Enten kører jeg hjem og stiller bilen og går over for at handle i Føtex, eller også kører jeg forbi et supermarked på vej hjem fra arbejde og handler der. Det jeg i hvert fald ikke gør, er at køre hjem og stille bilen for så at ta cyklen og cykle ud for at handle. 

Så jeg må til at cykle noget mere. Lange ture. Marianne vil sikkert gerne cykle og hvis alt går som det plejer ses vi sikkert igen allerede næste weekend. 

Nu er jeg nået til Klaresø. Det tar højst 15 minutter at cykle herud fra kolonihaven. Grunden til at man overhovedet kan se søen skyldes mig. Man har placeret en bænk med udsigt over søen, og så har man ladet tingene gro. Så adskillige gennen de sidste 10 år har jeg fjernet den bevoksning der skærmede for udsigten. Senest i vinter hvor jeg med en sav fjernede ganske store piletræer.

Endelig alene

 Det blev for meget med Marianne, så jeg kørte hende hjem tidligt i morges. Hun vækkede mig kvart i fire i morges. Jeg prøvede at forklare hende at enten lod hun mig sove et par timer mere eller også ville jeg køre hende hjem. Hun har været fuld siden i torsdags og det gør ikke sagen bedre at hun ud over øl også drikken den hvidvin jeg havde købt til mig selv. Jeg tog hende med op i kolonihaven i går, men det var en meget langsommelig hvor hun flere gange satte sig på fortovet eller ligefrem lagde sig ned. Det lykkedes alligevel at få hende med herop, men det tog over en time selv om de kun er to kilometer. Det gik noget hurtigere hjemad. 

Hendes ekskæreste og ven, Jørgen, døde for nogle dage siden og i nat mente hun åbenbart at det var tid til at sørge, og derfor vækkede hun mig. Men jeg mente godt at det kunne vente et par timer. Problemet med Marianne er at når hun bliver meget fuld bliver hun totalt hysterisk som et lille barn, hvis ikke hun får sin vilje. Så derfor endte det med at jeg kørte hende hjem. Hun mente at vi aldrig skulle ses igen, men da jeg spurgte om hun ikke skulle have det tøj med som lå på gulvet, svarede hun at det skulle til vask. Så jeg kørte hende til København og nægtede at gå med op hendes lejlighed, hvilket medførte et nyt hysterisk anfald. Jeg kørte hjem og der var heldigvis et glas hvidvin tilbage. Solen var stået op inden jeg kom i seng men jeg må alligevel have været træt, for jeg vågnede først klokken ni.

Marianne har haft mange massive drukture, men hun er vist ved at overvinde det. Før kunne hun være på druk i månedsvis, men drukturene bliver kortere og kortere, og pauserne længere og længere. Vi burde nu holde hemt op med at drikke, men det er nu en stor fornøjelse for mig. Jeg bryder mig bare ikke om at være pissefuld, men foretrækker at være ganske lidt beruset, så det nærmest virker euforiserende.

Jeg ved ikke hvordan det kommer til at gå med mig og Marianne. Måske går vi fra hinanden eller måske bliver vi sammen resten af livet, jeg aner det ikke. Men hun er enormt kærlig så ind til videre har det kompenseret for at hun også kan være enormt strid,nog især når hun er fuld. 

En dramatisk livsstilsændring

 Jeg er humpet over på kirkegården og sidder nu på min favoritbænk. Her har jeg drukket utallige øl gennem tiderne, og for det meste sammen med Marianne. Men nu er det slut. Fuldstændig slut. Efter mere end  40 år hvor jeg har drukket ufatteligt mange øl er det helt slut. Øl er åbenbart rigtig dårligt når man har urinsyregigt, og de ret voldsomme smerter har gjort det meget let for mig at droppe øllerne. Lige nu er Marianne i Føtex og hun køber sikkert nogle øl til sig selv. Dem har jeg jo droppet, så hun køber en bag-in-a-box hvidvin til mig. Hvidvin skulle åbenbart være lidt bedre end øl i forhold til urinsyregigt.

Venter på i morgen

 

Jeg håber at lægen har ret i at min fod allerde skulle være normal i morgen, selv om jeg har svært ved at forestille mig det lige nu. Manglende træning og for mange øl har nok været den vigtigste åsag til at jeg har fået et anfald af podegra. Da jeg forstuvede tåen sidste år udløste det åbenbart et anfald, og den megen gravning sidste weekend i hårde træsko har så udløst et nyt anfald. Så nu overvejer jeg seriøst, om jeg ikke bør drikke nogle færre øl og begynde at træne igen, for at forebygge nye anfald, for det er da utroligt så smertefuldt det er.

En udsigtskikkert

Nu da jeg forhåbentlig kun er ramt af podegra har jeg besluttet mig for at købe en kraftig udsigtskikkert. Naturligvis en udsigtskikkert som jeg kan koble spejlreflekskameraet på, så jeg kan tage nogle fantastiske billeder fra hinsidan. De kan fås for 2-3 tusind kroner og opefter. Jeg satser på at holde mig til de 2-3 tusind kroner. 

Podegra

 Ifølge lægen så har jeg fået et anfald af podegra. Muligvis udløst af gravearbejdet i haven. Og da min livsstil har været temmelig usund de sidste par år, er det sikkert en medvirkende årsag.  Så nu skal jeg æde 12 piller i alt i løbet af de næste dage, og hvis det virkelig er podegra vil det klinge af i løbet af et par dage. Det håber jeg virkelig for så vil det formentlig hurtigt være overstået og jeg kan komme på arbejde i næste uge. 

Nikon superzoom

 Jeg skal til lægen klokken 2 for at få tjekket min fod. Inden da kan kan jeg nå at lægge nogle billeder ud som jeg har taget med mit Nikon kamera. Det kaldes et kompaktkamera, men det er nu ikke specielt kompakt. Faktisk er det næsten lige så stort som spejlreflekskameraet. Billederne er ok, men farverne er lidt svagere end på spejlreflekskameraet. Det kan jeg selvfølgelig redigere og ændre, men det er lidt besværligt. Det er selvfølgelig spændende at jeg kan fotografere ting i Sverige som jeg ikke kan se med det blotte øje. Desværre har luften ikke været helt klar for tiden, og det gør selvfølgelig en forskel når det man fotograferer er 10 km væk. Øresund er 4 km bredt på det smalleste sted. Så nu venter jeg på at vi får klar luft igen.

En dag med tortur

 Jeg er vågnet meget tildligt og med smerter i foden. Jeg burde ikke have gået over i Føtex i går. Hvad værre er så er jeg tvunget til at ta til lægen fordi sådan er vores elendige sygehusvæsen indrettet. Det bliver en meget smertefuld oplevelse, og det som kommer til at ske er at jeg bliver sendt tilbage til Subdhedshuset hvor de vil tage et røntgenbillede. Det gætter jeg i hvert fald på. Jeg skrev ellers til Marianne at hun ikke skulle tage krykker med i dag, men det skal hun så alligevel. 

Ukrainere er åbenbart mere værd end palæstinensere

 Det følgende var ment til at blive en kronik som skulle sendes til Jyllandsposten. Jeg synes den er ret elendig og rodet så jeg har droppet det. Den er langt fra færdigredigeret så derfor fremstår den rodet, men jeg gider ikke arbejde videre med den lige nu. Måske fortsætter jeg en anden dag hvis jeg føler mig inspireret.

 

 Palestinaproblemet

En gang for mange år siden, sådan føles det i hvert fald, havde vi en voldsom debat om Israel. Debatten blev anført af Jyllands-Posten, som sendte adskillige journalister til Israel og de besatte områder, hvor de enstemmigt beskrev den voldsomme undertykkelse af palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden og også af både kristne og muslimske arabere bosat i selve Israel.

Det faldt selvfølgelig ikke i god jord hos den israelske ambassade, der lagde voldsomt pres på Jyllands-Posten og Politiken for at få dem til at standse kritikken. De blev endda beskyldt for at være antisemitiske, selv om det dybest set er noget værre vrøvl, eftersom araberne også tilhører de semitiske folkeslag. Man kan til gengæld godt sige, at tonen var antizionistisk, og det brød ambassaden sig selvfølgelig ikke om, eftersom hele tanken om staten Israel er zionistisk. Det er en stat, som er skabt for at give jøderne et hjemland, hvilket i sig selv er en sympatisk tanke - i betragtning af de lidelser, det jødiske folk har gennemgået. Problemet er bare, at da man skabte staten Israel, glemte man at tage stilling til, hvad der skulle ske med de mennesker, som man var nødt til at fordrive for at give jøderne et land.

Det vil sige, planen var egentlig, at jøderne, som på daværende tidspunkt udgjorde 1/3 af befolkningen, skulle have 55 procent af Palæstina og palæstinenserne skulle have resten. Araberne afslog FN's delingsforslag, og israelerne tilkæmpede sig i stedet 78 procent. Det var egentlig ikke fordi at der blev dræbt så mange under fordrivelsen af palæstinenserne, men der var nogle grusomme massakrer, som den ved ”Deir Yassin”, der fik palæstinenserne til at flygte over hals og hoved. Den slags massakrer er ikke noget man fortæller om i de israelske skoler, faktisk har jeg endnu ikke mødt en eneste israelsk jøde som har hørt om ”Deir Yassin”.

På daværende tidspunkt kunne man i Jerusalem Post læse, at de var ved at bygge en motorvej tværs gennem Israel. Af avisen fremgik, at selv om araberne kun udgør 20 procent af befolkningen, så var 40 procent af den jord, der blev eksproprieret, arabisk. Der blev bygget 13 til- og frakørsler, og ikke én af dem ligger ved arabiske områder. I samme avis kunne man læse at på trods af, at araberne udgør 20 procent af befolkningen i Israel, så blev kun 2 procent af pengene til socialt boligbyggeri brugt i arabiske områder.

Siden dengang er situationen for de israelske arabere og for palæstinenserne næppe blevet bedre, men af en eller anden årsag er kritikken af Israel forstummet. Om det er fordi, at det lykkedes for den israelske ambassade at give Jyllands-Posten og Politiken mundkurv på, eller det skyldes, at man har valgt en ny redaktionel linje på de to aviser, ved jeg ikke. Jeg kan bare konstatere, at der ikke længere eksisterer nogen form for kritik af Israel i Danmark, selv om palæstinensernes problemer ikke er blevet mindre, snarere tværtimod. Hver eneste dag bliver der stjålet mere og mere land fra palæstinenserne, mens verden tavst ser på, eller måske rettere, vender blikket bort. Tanken lader til at være: "Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af".

At Israel forsøger at udvide sit territorie er forståeligt nok. Israel er omgivet af fjender på alle sider og jo større landet er, jo lettere bliver det at forsvare. Af samme årsag forsøger Israel at øge indbyggerantallet ved hjælp af indvandring, og alle jøder som indvandrer til Israel har ret til statsborgerskab. Et eller andet sted skal indvandrerne bo og mange af dem flytter til Vestbredden, fordi de får store tilskud fra staten, hvis de vælger at bosætte sig der. Faktisk er jøderne ikke specielt begejstret for at flytte til Vestbredden. Da jøderne rømmede Gaza fik de tilbudt en stor økonomisk hjælp, hvis de ville flytte til Vestbredden, men alligevel foretrak langt de fleste at flytte til selve Israel.

Det, som undrer mig, er, at Israel og verden bliver ved med at ignorere problemet. Det er som om, at man regner med, at hvis bare man venter længe nok, så forsvinder problemet af sig selv. Men det gør det ikke. Hvad skal der ske med de arabere, som bor i Israel? Skal de i al evighed være dømt til at være andenrangs borgere, som ikke engang må købe et stykke jord af en jødisk israeler, og som skal vente i årevis på at få byggetilladelse til en tilbygning, hvis det overhovedet kan lade gøre? Og hvad skal der ske med de palæstinensere, der lever i Gaza og på Vestbredden? Skal de i al evighed leve i det, der nærmest kan beskrives som et åbent fængsel?

Jeg vil opfordre de danske medier og politikere til at genoptage kritikken af Israels undertrykkelse, for så længe Vesten undlader at lægge pres på Israel vil de fortsætte med at udvide de ulovlige bosættelser på Vestbredden, og på et tidspunkt bliver dannelsen af en palæstinensisk stat en fysisk umulighed. Det er det Israel forsøger at opnå, og enhver kritik af Israel bliver affejet med ordene antisemitisk og jødehad. Åbenbart har presset fra Israels ambassade virket siden al åkritik af Israel er forstummet og jeg tror det kan være en af grundene til at flere og flere jøder bliver udsat for ”hate crimes”, for selv om de danske medier ikke længere beskæftiger sig med palæstinaproblemet, så er der andre udenlandske medier der gør. Disse udenlandske medier har nok et mindre nuanceret billede af situationen end de danske har, så hvis herboende arabere kun kan få oplysninger om Vestbredden gennem arabiske medier, bliver de formodentlig mere fjendtlig indstillet over for jøderne.

Jeg tror, at hvis Det Mosaiske Trossamfund i Danmark stod frem og officielt tog afstand fra Israel og zionismen, i den form det har udviklet sig til nu, så ville antallet af "hate crimes" falde. Desværre tror jeg ikke, at Det Mosaiske Troessamfund vil tage dette skridt, for lige så svært det er for muslimer at tage afstand fra de mere grusomme følger, deres religion ind i mellem har, som at stene en 17-årig pige ihjel, fordi hun gik i nederdel og brugte makeup, lige så svært er det for jøderne at tage afstand fra zionismen, og de grusomme følger den har.

Jeg har mødt en del israelske jøder og i modsætning til det officielle Israel, indrømmer de blankt de overgreb der er begået mod palæstinenserne, som f.eks. snigskytters drab på palæstinensiske børn. De mener så ganske vist, at Israel er for jøderne, men når jeg spørger dem om hvad der skal ske med de arabere, der bor i Israel, kan de ikke svare.

For Israels egen skyld og for verden vil det være bedst, hvis man snart begynder på at give palæstinenserne deres eget hjemland. Det vil med garanti også gavne Israels egen økonomi. Engang i fremtiden vil de to lande nok danne en eller anden form for økonomisk union, fordi det vil være mest fordelagtigt, og i en endnu fjernere fremtid, hvor usandsynligt det end lyder nu, så vil de formodentlig blive til ét land med lige rettigheder for alle borgere. Hvem havde for få hundrede år siden forestillet sig, at de to fjender, Danmark og Sverige, skulle ende med at blive de bedste venner?

Jeg vil lave en tilføjelse til min ikke-indsendte kronik om Palestina-problemet.

Det, som jeg opfatter som det største problem i Palestinakonflikten, er at folk generelt ikke kan forstå, at det at gå ind for staten Israel, er rendyrket facisme. Det er facisme i den forstand at Israel blev skabt ved at fordrive den oprindelige befolkning med overvældende militær magt. At zionisterne senere har forstået at drive historieforfalskning i så stor grad, at langt de fleste i Vesten tror at Israel var militært underlegen er en anden sag. Palestinenserne havde aldrig en chance. Det jeg så ikke forstår er, hvorfor langt de fleste danskere støtter staten Israel. En stat som er skabt ved etnisk udrensning, en udrensning som stadig foregår, uden at nogen siger et muk.

Det gør at jeg betragter langt de fleste danskere som facister. For det var jo ikke sådan at zionisterne bankede på hos palestinenserne og sagde at Gud havde givet landet til dem, og så flygtede palestinenserne i vild rædsel fordi de var bange for Gud.
Nej, det foregik ved at at zionisterne bl.a. sprættede maven op på højgravide palentinensiske kvinder og flåede babyen ud. Det var den slags handlinger som fik palestinenserne til at flygte i vild flugt. Så enhver som støtter dannelsen af Israel støtter den slags grusomheder, for tingene hænger uløseligt sammen.

Helsingør Kirkegård

 Helsingør Kirkegård er en ganske fin kirkegård. Den er kuperet og med store gamle træer. Assistens Kirkegård på Nørrebro er min favoritkirkegård og jeg har lagt mange billeder derfra ud på min blog. Men Helsingør Kirkegård har den fordel at selv om den er lille, så er den kuperet, hvorimod Assistens Kirkegård på Nørrebro er flad som en pandekage. Jeg kan ikke overkomme at gå rundt nu men der er nogle enkelte billeder.

Lidt sol

 

Det lykkedes sørme at halte ned til Føtex og bortset fra at det nu er højre fod jeg halter på, er det ikke så meget anderledes end i sidste uge, hvor det var venstre fod jeg haltede på. De må sgu undre sig lidt i Føtex over at jeg altid halter rundt. I det mindste er det lidt bedre end i juni sidste år, hvor det var begge fødder det var galt med samtidig. Så nu holder jeg en ølpause inden jeg halter op på kirkegården. Den ligger heldigvis lige ved siden af hvor jeg bor.

 Tågen er langsomt ved at lette, så det kan være at jeg får mulighed for at ta nogle billeder senere. Jeg vil gerne tage nogle helt identiske billeder med både Nikon kameraet og spejlreflekskameraet for at sammenligne kvaliteten af billederne. Under alle omstændigheder vil jeg lægge nogle billeder ud taget med Nikonkameraet. Det at jeg kan zoome ind gør at jeg kan tage nogle helt andre billeder end med spejlreflekskameraet. Jeg burde købe en kraftig telelinse, men de er dyre og koster tusindvis af kroner, så det er en rigtig dårlig ide i den nuværende situation, hvor jeg bestemt ikke er sikker på at jeg fortsætter i mit nuværende job. Jeg hader at jeg nærmest er ude af stand til at bevæge mig. Det er imod hele min natur at sidde stille hele dagen. Og ikke bare i dag, men formodentlig i ugevis. Derfor har jeg ikke tænkt mig at søge et job, hvor jeg skal sidde på en kontorstol hele dagen. Det vil være uudholdeligt for mig. Nu vil jeg prøve om jeg kan gå over i Føtex og købe nogle øl. Der er ikke ret langt, men min fod har det virkelig ad helvede til. Jeg har nogle krykker men de ligger i kolonihavehuset, og det er enormt svært for mig at hente dem. Men jeg snakkede med Marianne for et øjeblik siden, og hun kommer i morgen med et par krykker. Jeg kan gå på siden af foden, og så længe jeg ikke belaster storetåen kan jeg i det mindste gå en smule, uden at det gør alt for ondt. Men storetåen smerter konstant, så det allerbedste ville være at jeg overhovedet ikke gik nogle steder. 

Et spejlreflekskamera

 Eftersom jeg har enormt svært ved at bevæge mig uanset om det er til fods, på cykel eller i bil har jeg masser af tid til at lægge nogle billeder ud som jeg har taget med det  Canon spejlreflekskamera som jeg fik for efterhånden lang tid siden af Lars. Det var en gave fordi jeg hjalp ham med at flytte, og samle et stort klædeskab i hans nye lejlighed. Nu er den efterhånden ikke længere så ny.

Ud over min mobil har jeg to andre digitalkameraer. Et lille Canon kompaktkamera med 12 gange zoom og et stort Nikon kompaktkamera med 60 gange zoom. De 60 gange zoom lyder af enormt meget men det er fra vidvinkel hvor alt bliver formindsket. I virkelighedens verden svarer det nok til omkring fire ganges forstørrelse i forhold til det man kan se med det blotte øje, og en helt almindelig kikkert har 7-8 ganges forstørrelse. 

Uanset så er mobilen og de to andre kameraer elendige når det kommer til at ta skumrings- og aftenbilleder. Med Canon spejlreflekskameraet er det faktisk muligt at ta rimelige billeder når belysningen er dårlig. Det kræver dog at man gør det manuelt, billederne bliver elendige hvis jeg bruger automatikken. Og det er svært i skumringen, fordi lyset hele tiden ændrer sig. Det er dog lykkedes at ta nogle rimeligt gode billeder, som er ret virkelighedstro. Jeg må så tilføje at Marianne kan tage endnu mere virkelighedstro billeder med sin mobil, men jeg tænker at mine billeder er en del skarpere. Jeg har også måttet ta mange billeder, for at finde den helt rigtige belysning.

Der kommer flere billeder, men ikke i dag, for der er tåget.