Træning på tredie level

Jeg fik fem pilsnere og en lille porter, næsten 7 genstande, i går aftes og det var lidt i overkanten i forhold til at jeg havde planlagt at træne i fitnesscentret her i formiddag. 

Jeg var der lidt over 9 og det gik forbavsende let med at komme op ad de 38 trin der er op til 2. sal. Sådan en lørdag formiddag er et rigtigt godt tidspunkt at træne på fordi hovedparten af de unge mænd og kvinder stadigvæk ligger og sover. Eller har for mange tømmermænd til at træne. Der er selvfølgelig enkelte som træner, men det er så få at man stort set kan træne det man vil, uden at skulle vente på at andre bliver færdig. Jeg starter altid med bænkpres fordi det er en øvelse der involverer de største muskler i overkroppen. Først blev det til om 30 repetitioner kun med vægtstangen der vejer 20 kg. Så 15 repetitioner med 40 kg, ca 10 repetitioner med 50 kg, 10 med 60 kg, 7 med 70 kg, 5 med 75 kg og til sidst 4 med 77,5 kg. Bænkpres er absolut den øvelse jeg er ringest til. I gamle dage da jeg trænede med Lisbet, kunne jeg ta 3 sæt med 90 kg og 6-7 repetitioner, men jeg fik en håndledsskade af en anden øvelse og måtte i måske 10 år helt droppe at træne bænkpres. Jeg troede aldrig at håndleddet ville blive 100% i orden igen, men det blev det. Så måske kan jeg igen komme op på at træne med 90 kg. 

Efter bænkpres trænede jeg skulder med håndvægte hvor jeg sad ned og løftede håndvægtene op.  Et sæt med 12 kg og 11 repetitioner, så 5x16, 5x18, 5x20, 5x22 og til sidst 4x22 kg. Jeg har ikke trænet skuldre med 22 kg siden  jeg trænede med Lisbet i Aarhus, så det er mindst 20 år siden. Jeg har aldrig trænet skuldre med 24 kg, så når jeg om forhåbentlig ikke så lang tid gør det vil det være personlig rekord. At jeg måske kunne have gjort det da jeg trænede med Lisbet er en anden sag.

Desværre er jeg lidt skadet der hvor musklerne hæfter på nøglebenet og skulderbladet. Det er endnu en senfølge efter coronagalskaben. For godt nok er det lykkedes mig at bevare styrken i musklerne, trods nedlukningen af fitnesscentrene, men senerne og deres vedhæftninger er blevet tydeligt svækket, og det tar formodentlig mindst et år før de har indhentet det tabte. Det forhindrer mig ikke i at træne hårdt, men jeg er nødt til at lave færre øvelser end jeg ellers ville have gjort, og det forsinker selvfølgelig udviklingen. Bare det ikke bliver værre er jeg tilfreds, jeg vil meget nødig træne med lavere vægte, for så sker der med garanti ingen udvikling, men det kan desværre blive nødvendigt.