Nu hvor jeg efter ordre fra fysioterapeuten skal tilbringe de næste to-tre uger med at sidde i min sofa eller på barstolen ved vinduet og bukke mine ben ind i mellem, har jeg rigelig tid til at skrive på min blog og prøve på at blive en bedre skribent. Hvis det virkelig går helt galt med benene, er jeg jo nødt til at finde en anden levevej, og jeg tvivler på at jeg holder ret lang tid som bistandsklient, eftersom jeg synes at sagsbehandlerne er verdens største idioter.
Det har jeg syntes siden jeg blev tvunget til at ta en uddannelse som murer, selvom jeg ville være tømrer, men min SU var forsinket, banken ville ikke låne mig penge, og bistandskontoret nægtede at hjælpe mig, medmindre jeg stoppede på EFG, der var en et-årig uddannelse og en forudsætning for at blive tømrer. Bistandskontoret kunne ikke hjælpe mig, hvis jeg ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet.
Tilfældet ville at jeg på selvsamme tidspunkt tilfældigvis fandt ud af at der fandtes en uddannelse for voksenlærlinge som murer, hvor man ikke først skulle gå et år på EFG, men istedet skulle på 10 ugers forskole, som var arbejdsgiverbetalt. Og kurset begyndte allerede to uger senere. Så jeg spurgte en af lærerne om han kunne skaffe mig en læreplads som murer. Det mente han sagtes kunne lade sig gøre, og allerede dagen efter skulle jeg til møde hos en murermester, Leif Rasmussen. Vi havde en lille samtale og underskrev kontrakten på stedet.
Næste dag gik jeg om på Haslev Haandværkerhøjskole, hvor jeg gik på EFG og meldte mig ud. Jeg insisterede på at få et brev der dokumenterede at jeg havde meldt mig ud. Det forbløffede sekretæren ret meget, for hun havde aldrig før oplevet at nogen bad om dokumentation for en afbrudt uddannelse.
Nede på bistandskontoret snakkede jeg med den samme sagsbehandler som tidligere, og viste hende brevet. Hun blev chokeret og sagde at jeg da ikke bare kunne melde mig ud. Jeg forklarede hende at min SU var forsinket, banken ville ikke låne mig penge, det havde jeg allerede forklaret hende, og jeg var nødt til at betale husleje og købe mad. Så svarede hun at bistandskontoret gerne ville låne mig penge, hvis jeg gik op og meldte mig ind igen.
Jeg svarede hende ,at hvis en mand friede til hende, og hun afviste ham selv om hun egentlig gerne ville gifte sig med ham, så kunne hun jo ikke fortryde hvis han gik hjem og hængte sig.
Det kunne hun godt indse, så hun sagde at jeg skulle komme igen den næste dag, så jeg kunne få nogle penge.
At mine forældre på samme tidspunkt var på randen af bankerot, og næppe kunne hjælpe mig, var der ingen grund til at indvie hende i.
Den næste dag fortalte jeg så at jeg havde fået en læreplads som murer og at jeg allerede to uger senere skulle på forskole med lærlingeløn betalt af mester. Hun svarede at der jo så ville gå mere end to uger før jeg fik min første løn og hun ville derfor give mig penge til de næste fire uger. Pengene for de sidste to uger, skulle egentlig så betales tilbage senere, eftersom jeg jo fik løn i periode, men eftersom min løn var så lav, at det ville være svært for mig at betale pengene tilbage foreløbig, så ville hun se bort fra tilbagebetalingen, af de sidste to uger.
Jeg kan ikke huske den præcise startløn, men den var omkring 25 kr i timen, og jeg havde en udbetaling på ca. 2800 kr om måneden, og selv dengang var det ikke ret mange penge. Men jeg boede billigt på Haandværkerskolens kollegie og betalte 800 kr. i husleje. Af de resterende 2000 kr. brugte jeg ca. halvdelen på meget billig vegetarmad og andre fornødenheder og de sidste 1000 kr. blev brugt på at gå i byen. Min billige vegetarmad var iøvrigt meget populær blandt de andre kollegianere, og fordi jeg syntes, at det var kedeligt at spise min egen mad alene, inviterede jeg tit en af de andre til at spise med. Tilbuddet blev der altid takket ja til. Selvfølgelig, eftersom vegetarmad smager bedre end kødmad, hvis den rette kok er tilstede, så jævnligt manglede der et medlem af madklubben.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar