tirsdag den 11. april 2023

Intet fisketegn

De problemer jeg har haft de seneste år med først fødderne og nu knæene har medvirket til at jeg er holdt op med at fiske i Danmark. Der har selvfølgelig været lange perioder hvor jeg sagtens har kunnet gå ud på molen for at fiske, men jeg er så træt af at betale afgift for at fange en rødspætte, at jeg helt har opgivet at fiske i Danmark. Afgiften går ganske vist til at udsætte ørredyngel og den slags, men så burde afgiften være rettet mod de der fanger havørreder og ikke mod torsk, rødspætter, hornfisk og den slags. Jeg har fanget en enkelt lille havørred engang, men med det som jeg samlet har betalt for et lystfiskertegn nærmer kiloprisen sig den der er på kaviar.

Så jeg kommer ikke til at fiske i Danmark igen før jeg bliver folkepensionist og ikke længere skal betale for et fisketegn. Det er en holdning jeg også havde tidligere, hvor jeg i en lang årerække kun fiskede når jeg var i Norge eller Sverige, hvor det er gratis at fiske i havet.

Det er jo ikke os lystfiskere som er skyld i at der næsten ikke længere er nogle fisk i de indre danske farvande. For  20-25 år siden da jeg stadigvæk boede i Aarhus, stoppede den sidste erhvervsfisker med at fiske i Aarhusbugten, fordi der ikke længere var fisk nok til at han kunne leve af det. De var ikke fisket op men døde af iltsvind. Landbrugets enorme udledninger af næringsstoffer havde ødelagt Aarhusbugten totalt. Da jeg blev født i tresserne vrimlede det med fisk og 6-8 erhvervsfiskere kunne leve af at fiske i Aarhusbugten. At fiskerne selv er med til at ødelægge de danske farvande er en anden sag. Bundtrawl som omdanner havbunden til en gold ørken burde forbydes, men det har ingen politisk interesse. Politikerne er også bedøvede ligeglade med at danske fiskere årligt fanger en halv million tons industrifisk, der bliver brugt til dyrefoder, selv om de sagtens kunne bruges som menneskeføde. Tidligere blev der fanget en million tons industrifisk om året, men der er vel blevet færre fisk i havet. En halv million tons er stadig meget; det svarer til omkring 250 gram fisk om dagen, hver eneste dag, året rundt, for hver eneste dansker. Og så ævler politikerne løs om at mindske madspildet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar