Ingen tur i dag

Jeg tænkte at jeg jo godt kunne ta bilen og køre ned på Nordhavn og finde en bænk hvor jeg kunne sidde og nyde det gode vejr. Det har jeg aldrig gjort før alene, altså taget bilen til Nordhavn, og kun et par gange med Marianne før jeg skaffede en cykel til hende her i Helsingør. Helsingør er jo ikke ret stor og det er ren idioti at bruge bilen internt i byen, medmindre man har brug for at transportere noget man ikke kan ha på en cykel. Selv om jeg godt kan forstå at folk bruger bilen en råkold, våd og blæsende vinterdag, men på en fin dag som denne giver det ingen mening for mig. 

Jeg tænkte at jeg ved samme lejlighed kunne handle i Coop365 eller i Netto, for det ville være lettere end at gå over i Føtex fordi jeg er nødt til at gå temmelig langt for at undgå at gå på trapper. Dilemmaet mellem Coop365 og Netto består i at de kønneste piger arbejder i Coop365 mens jeg synes at vareudvalget er bedre i Netto. Det blev Netto men jeg kørte alligevel direkte hjem, for selvom det går nogenlunde fint med at køre bil, så er det en smertefuld proces at komme ud og ind af bilen. I hvert fald indtil jeg finder den rette teknik. Så nu regner jeg med at bilen får lov til at stå til på fredag, hvor jeg skal forbi fysioterapeuten igen. Bagefter vil jeg køre forbi Kvickly og se om de også i år sælger kæmpe poser med stikløg til en 20er, ligesom de sidste par år.

Hvis knæet ellers er nogenlunde ok, vil jeg sætte løg i weekenden. Der meste af køkkenhaven gjorde jeg allerede helt klar til såning i efteråret, hvor jeg også satte en del kartofler. Det sidste stykke køkkenhave gjorde jeg så klar til såning i weekenden, men selv om det foregik smertefrit, så dummede jeg mig grundigt ved ikke at bruge krykkerne når jeg skulle op og ned ad trapperne. Jeg kan sagtens gå rundt og arbejde med jorden på afrikansk maner, dvs med strakte ben, hvor man bøjer i hoften, men jeg kan ikke plante jordbærplanter, så smidig er jeg sgu ikke, så jorbærbeddet må vente indtil jeg kan bøje mit højre ben nogenlunde normalt igen. Det blir formodentlig på samme tid hvor jeg kan begynde at arbejde igen, for en hel del af arbejdet kræver at man kan bøje benene. Jeg skal som minimum kunne gå op ad en trappe og en stige, og begge dele er næsten umuligt nu, og i hvert fald besværligt og smertefuldt.