Jeg fik omsider fat på Marianne for lidt siden og hun var som forventet beruset og ked det. Ked af mange ting. Ked af at hun aldrig fik den kernefamilie hun drømte om og en karriere. Ked af at hun bor alene, og og ikke har en kæreste at vågne op sammen med om morgenen. Hun føler sig ensom. Hun drømmer om at bo sammen med mig og jeg har mange gange sagt til hende at vi under ingen omstændigheder kommer til at bo sammen før jeg bliver folkepensionist, og måske ikke engang på det tidspunkt. Dog tænker jeg at vi nok flytter sammen i et hus på landet, hvis vi stadigvæk er sammen til den tid, men det er umuligt at vide. Mest af alt tror jeg hun er ked af at hendes to døtre er to store egoister, som næsten aldrig besøger bare for at besøge hende, men oftest kontakter hende når de har brug for hendes hjælp. Jeg gætter på at det nok især gælder den yngste, Jeanette.
Og lige pludselig kommer jeg i tanke om at jeg skal ringe til min arbejdsplads og fortælle om hvordan det går. Så jeg afslutter samtalen og kigger på min mobil og klokken er præcis 8,00, vores officielle mødetidspunkt. Hvad skal man med et ur?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar