mandag den 4. juli 2016

Jeg nærmer mig toppen af Reinhornsheii. Så vidt jeg kan se er det den højeste top i hele området og allerede nu har jeg vid udsigt mod nord, syd og øst. Ganske vist er der overskyet men luften er klar så jeg kan formodentlig se 50 eller måske 100 km væk. Jeg holder en lille pause her på læsiden, for når jeg når toppen er der jo en isnende kold vind. Heldigvis gjorde jeg et genialt køb inden jeg tog afsted. Jeg købte et tyndt tørklæde af uld der er syet sammen til et rør. Så kan man efter forgodtbefindende bruge det som hue, halstørklæde eller som jeg gør, som ørevarmer.

I det mindste har jeg stort set ikke haft noget regn ind til videre og det er trods alt bedre med en kold vind frem for regnvejr. Når jeg går op på toppen af Reinhornsheii er det ikke på grund af udsigten, men fordi den ligger på en øst-vest gående højderyg der fører direkte ned til en sti jeg vil fortsætte ad. Den starter ved turiststien mellem Gaukhei og Øyuvsbu men det er ikke en turiststi, men jeg skal rundt om en 6 km lang sø, eller rettere en række af søer, og så kan jeg lige så godt følge stien når den nu er der. Desuden bliver det formodentlig mere behageligt at gå på højderyggen, fordi der er færre sten og bevoskningen er lavere.

På den anden side af Reinhornsheii er der næppe nogen mobilforbindelse, så først i morgen når jeg formodentlig så langt mod øst at der igen er forbindelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar