lørdag den 2. juli 2016

Alt er gået som planlagt. Jeg stod af i Langeid og gik den lange kedelige og bratte vej op fra dalen. Der er ganske vist kun ca. 400 meters højdeforskel, men med en tung rygsæk på ryggen er det ret anstrengende, og selv om der kun var 10 graders varme og jeg gik i en tynd uldundertrøje det meste af tiden svedte jeg alligevel. Der kom kun en smule regn så jeg var nødt til at ta jakken på et par gange. Det havde været et svedigt helvede hvis regnen havde stået ned i stænger.

Jeg gik fra stien ved elven Logna, tror jeg den hedder, og jeg følgner nu den sydlige bred vestpå.  Noget af tiden har jeg fulgt en lille sti, der er markeret på kortet, men den er til tider svær at se, og nu har jeg helt mistet den. Faktisk er jeg ikke 100 % sikker på hvor jeg er, men i morgen krydser jeg en turiststi der går mod nordvest og så bør jeg vide hvor jeg er. Selv fortsætter jeg stort set lige mod vest.

Jeg ville ha slået lejr ved en lille sø, men måske er jeg gået forbi den, så kl 20 stoppede jeg og slog teltet og lavede mad. Det blev norske stuvede ærter, naturligvis som tørfoder, der bare skulle koges 10 minutter, men de smager ganske godt. Halvanden time har det taget mig at slå teltet op, lave mad og vaske op. Alting går så enormt langsomt her, men på den anden side er jeg alligevel for træt til at fiske i elven.

Jeg tog afsted ved 9 tiden i går aftes. Til Helsingborg hvor jeg tog natbussen. Jeg fik overhovedet ikke sovet og næsten hele dagen har jeg kørt bus i dag indtil ca. kl 17 hvor jeg stod af i Langeid. Så nu er jeg rigtig smadret så forhåbentlig kan jeg sove ordentlig i nat. Lidt svært blir det for der er stadig helt lyst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar