Det blev som lovet en fin dag i dag. Den starter i hvert fald fint. Jeg vågnede ved femtiden og kigge ud men da var det helt overskyet, så jeg kravlede tilbage i soveposen igen.
En time senere kunne jeg se solen skinne på mit telt og så måtte jeg ta mig sammen til at komme ud af soveposen. Normalt starter jeg med at blive i soveposen, og bare hælde resten af vandet i termokanden op i en gryde og koge det op og så hælde det over Neskaffen i min kop. Så kan jeg ligge i soveposen og nyde en kop varm kaffe.
Bare ikke i dag. Jeg gad ikke ta det våde regntøj på efter aftensmaden i går for at gå ud i regnen og vaske gryderne af.
Det måtte vente til i dag. Det allerførste jeg gjorde da jeg kom ud var selvfølgelig at ryste regnen af teltet så sol og vind lettere kan tørre resten.
Jeg gik ned til den lille sø jeg har slået lejr ved og da jeg vendte mig om kunne jeg se hvordan tågen, eller lavthængende skyer, kom hastigt drivende ned fra bakkekammen bagved og opløstes af føneffekten lige inden de nåede teltet.
I mellemtiden er solen kommet højere på himlen og den drivede tåge er helt forsvundet.

Det ville være en dejlig dag at fiske i og søen jeg ligger ved ser fin ud, men jeg ved at det er spild af tid. Jeg er elendig til at fiske men det er ikke derfor.
Tidligere myldrede det af fisk i søerne i Setesdalsheiene, men industrialiseringen, og den medfølgende sure nedbør på grund af kulkraftværkerne, har slået fiskene ihjel. Forleden morgen vågnede jeg ved en nydelig sø og vandet var blikstille. Umiddelbart et flot syn, men i virkeligheden et trist syn. Der burde ha været masser af ringe i vandet fra fisk spiste insekter, men der var intet tegn på fisk overhovedet.

Nordmændene har kalket massivt i mange af de større søer, så på grund af det, og på grund af at nedbøren er blevet mindre sur, er der fisk i mange af de store søer og de søer som ligger nedstrøms. Nordmændene kan ikke kalke de mange tusinde mindre søer der ligger i Setesdalsheiene så der er stadig ingen fisk og det kommer der næppe heller i min levetid, desværre.

Der hvor jeg har vandret ind til videre har det været grundfjeld af gnejs og granit. Man kalder det sure bjergarter. De nedbrydes kun meget langsomt og der frigives kun meget lidt kalk. Jeg håber jeg kommer til at vandre hvor der er skiffer og den slags bjergarter. Det giver en meget mindre sur jordbund og så vil der være fisk i søerne.

Og nu til havregrøden.