søndag den 3. juli 2016

Jeg er på vej over en fjeldryg og har herfra stadig frit udsyn til Setesdalen og dermed mobilmasten. På den anden side af fjeldryggen er der næppe nogen mobilforbindelse og selvom det skulle være muligt at få forbindelse længere inde i fjeldet, så kræver det lidt held. Og hårdt arbejde med at arbejde sig op på en fjeldtop.

Jeg fik spist  min tomatsuppe. En halv pose af knors pulversovs tilsat lidt nudler og piftet lidt op med peber, hvidløgspulver, løgpulver, olie og et par skiver ost, flået i stykker, der var til overs fra busturen i går.

Vejret er meget omskifteligt. Mest skyet og ret koldt, men nu steger solen på min og det er skønt. Solen står jo næsten lige så højt på himlen her, som i Danmark, og mellem skyerne er luften meget klar. Desuden er jeg ved at være oppe i 1000 meters højde, så luften er også en smule tyndere. Det er en hård kamp at kæmpe sig op i fjeldet med en tung rygsæk. Jeg ved ikke hvad den vejer men sikkert mere end 20 kg, selv om jeg er blevet bedre til at minimere min bagage, men maden vejer jo en del. Heldigvis bliver rygsækken lettere med tiden og så kommer det til at gå hurtigere fremad. Lige nu går jeg vel næppe mere end 2 km i timen, for selv om jeg er kommet over fjeldbirkeskoven er det stadig krævende at vandre uden for stierne. Underlaget er ujævnt og skrånende det meste af tiden, og fødderne bliver ustandeselig vredet rundt i alle mulige retninger.
Specielt for fodballerne er det hårdt, så jeg vandrer nok ikke så meget længere i dag, før jeg slår lejr for natten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar