Jeg er cyklet hen til en bænk som står i skovbrynet, og hvor der er udsigt over markerne og Gurre kirke troner i baggrunden. Det prikker lidt i hænder og fødder. Straffen for at tage gigtmedicinen har meldt sig. Jeg var omsider blevet 100% fri for nervebetændelsen men nu er den der igen, og jeg ved at det tar meget, meget lang tid før den forsvinder igen, hvis den overhovedet gør det. Så derfor skal jeg aldrig mere tage den medicin som dæmper gigtanfaldene. Man kan også bruge binyrebarkhormon så må jeg bruge det, eller tage anfaldet som det kommer. Og jeg har bittert fortrudt at jeg ikke bare satsede på at jeg ikke fik et anfald. Men smerterne er bare så voldsomme at det ikke er noget man har lyst til at opleve hvis det kan undgås. Men jeg må erkende at jeg foretrækker smerterne, frem for at få permanente skader på nervesystemet. Så jeg har ikke andre muligheder end at være ekstremt forsigtig med hvad jeg spiser og drikker. Åbenbart er der en latent risiko for et gigtanfald hele tiden, og der kommer nok til at gå en del tid før risikoen bliver mindre. Hvor lang tid ved jeg ikke, men jeg har læst at hvis man er meget omhyggelig med at få så lidt kostdannende puriner som muligt, falder risikoen for et anfald en del allerede i løbet af en uge. Nu vil jeg cykle hjem og spise en b-vitaminpille, dog en harmløs pille, og krydse fingre for at nervebetændelsen forsvinder igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar