Bag hækken ligger en række nyttehaver der tilhører Negerlandsbyen. (Heldigt at min blog er totalt ukendt for de fleste). Negerlandsbyen består at en masse hvide dobbelthuse og de er vældigt nydelige, men for at blive skrevet op til en bolig skal man bo der i forvejen, og det udelukker ligesom næsten alle. Men man kan godt få lov til at leje en nyttehave, og de bliver ledige ind i mellem og koster 700 kr. om året i leje.
Så jeg burde have ladet mig skrive op på ventelisten, i stedet for at købe et kolonihavehus. Det kostede mig 165.000 og derudover har der været en del tusinde udgifter oveni. Jeg havde med garanti haft mindst 200.000 nu på kontoen, men istedet har jeg næsten ingenting. Hvis jeg havde haft 200.000 havde jeg sagt min lejlighed op nu, og om to måneder havde jeg sagt mit job op, for jeg har tre måneders opsigelse på min lejlighed og én måneds opsigelse på jobbet. Og så havde jeg taget to års ferie. Det kan sagtens lade sig gøre hvis man tilbringer en del af tiden et sted, hvor det er billigere at bo end i Danmark.
For jeg er grundigt træt af at mine arbejdsgivere ikke fatter en brik af nogetsomhelst. Jeg har gentagne gange prøvet at forklare dem, at min fod har brug for at restituere, og at jeg derfor helst skal undgå at arbejde på ujævne mudrede byggepladser, fordi det er enormt hårdt for min fod. I sidste uge havde jeg endda forklaret Carsten at jeg var udmattet og at jeg gerne ville have fri om fredagen. Ikke desto mindre kom jeg til at arbejde mere end 45 timer, inklusiv fredag og for en stor del på mudrede ujævne byggepladser. Så i denne uge var jeg om muligt endnu mere udmattet. Det er ikke arbejdet i sig selv som gør mig udmattet. Jeg kan arbejde fra tidlig morgen til sen aften når min krop fungerer optimalt, men det gør den ikke når jeg har en kronisk seneskedehindebetændelse i venstre fod. Denne kroniske inflammation udmatter mig fysisk, men ikke nok med det. Den udmatter også mit immunforsvar. Det bliver svækket og jeg bliver lettere syg. Og det gør jeg så. Og efter en alvorlig maveinfektion er min krop endnu mere sårbar, fordi tarmene ikke længere er så gode til at bremse de giftstoffer der bliver dannet under fordøjelsen, og de trænger så ind i kroppen og skaber yderligere inflammation, hvilket svækker min krops evne til at beskæmpe den inflammation jeg har i foden. Det er skruen uden ende. Dvs. selvfølgelig kan det stoppes, ved at jeg stopper med at arbejde. Man kan sige at det i forvejen ikke er synderligt inspirerende, når jeg ved at alle andre der vader rundt i det samme mudder har en bruttoløn som ligger 10-15.000 kr. højere end min, og jeg tviver stærkt på at deres job er mere krævende end mit. En kollega fortalte mig for nylig at han havde vist sin lønseddel på en byggeplads og så var de andre begyndt at grine. Det er knap så sjovt for os andre. Men Kim og Carsten er de sødeste mennesker, så derfor er det svært bare at skride.
Henrik var om muligt en endnu mere nærig arbejdsgiver, derfor valgte jeg også at sige jobbet op og rejse til Sydamerika. Om det var en fejl at jeg alligevel vendte tilbage 8 måneder senere ved jeg ikke, for jeg ved jo ikke hvad der ellers var sket. Men Henrik var i det mindste en meget hensynsfuld arbejdsgiver, og han tog mere hensyn til mig end til kunderne. Og arbejdsmængden var langt mindre end nu. Skulle jeg have den samme løn nu i forhold til arbejdsmængden burde jeg mindst have 50.000 kr om måneden, og det er på ingen måde en overdrivelse. Henrik havde godt nok advaret mig om at jeg ville blive træt af arbejde på byggepladser, men jeg havde heller ikke forestillet mig at det kunne medføre tyndskid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar