lørdag den 23. november 2013

I forgårs købte jeg en billet til Lima. Det var en ret hurtig beslutning, og jeg gjorde det fordi det er så besværligt at få et visum til Indien. Jeg skrev et par gange til den indiske ambassade og spurgte om, om det var nødvendig at ha dokumentation for hotelreservationer for hver eneste overnatning i Indien, men ambassade svarede ikke på min forespørgsel. Da jeg ikke ville risikere at købe en flybillet til Indien og få afvisning på min visumansøgning, opgav jeg at rejse til Indien. Nu blev det Peru i stedet for.
Jeg vil ikke sige jeg glæder mig. Det er jeg alt for spændt og nervøs til. Det værste er at jeg bliver nødt til at lære spansk. Så jeg har tænkt mig at blive et par uger i Lima for at lære det mest nødvendige spansk, inden jeg begynder at rejse rundt i landet. Heldigvis minder spansk en del om fransk, så jeg tror at jeg ret hurtigt vil kunne gøre mig så forståelig at jeg kan klare det mest nødvendige, for jeg regner ikke med at de kan noget som helst engelsk når jeg kommer væk fra de allermest turistede steder.
I dag fik jeg så nogle vaccinationer, bl.a. mod gul feber. Så kan jeg ta til Amazonas hvis jeg får lyst til det.
Nu er jeg ved at finde ud af hvilket hotel jeg skal booke. Det plejer jeg ellers aldrig at gøre, men jeg kommer derned mandag aften den 2. december kl. halv otte og det er så sent at jeg ikke orker begynde at finde ud af hvor jeg skal overnatte.
Med billet, forsikring og vaccinationer kommer det til at koste mig omkring 14.000 kr. i alt og så regner jeg med at bruge omkring 100 kr. om dagen på et hotelværelse. Maden kan nok sagtens klares for 100 kr. om dagen. Min returbillet er den 15. maj så alt i alt regner jeg med at rejsen kommer til at koste mig op imod 50.000 kr. Hvis det viser sig at være dyrere at rejse end jeg regner med kan jeg blive nødt til at afkorte rejsen, men det vil tiden vise. Det kan selvfølgelig også være at jeg bliver træt af at rejse rundt dernede og derfor tar hjem tidligere. Det kan være ret anstrengende og ensomt at rejse rundt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar