Far, mor og Jens.

Så døde min kære far omsider. Han havde sovet hele dagen uden at vågne og vi regnede ikke med at han ville vågne igen. Vivi og Jens var taget hjem for at hente noget tøj han kunne blive begravet i og kun mor og mig vågede over far. Han begyndte at bevæge armene lidt så ind i mellem, så vi gik hen og holdt ham i hånden. Efter en times begyndte han at åbne øjnene, men han lå og stirrede op i loftet, og så nærmest død ud. Vi spurgte ham om han ville have noget smertestillende men han rystede kraftigt på hovedet. Jeg kan ikke huske præcist hvad jeg sagde til ham men jeg sagde noget med min elskede far. Så sagde jeg at det ikke var til at holde ud at se ham sådan og sagde at nu måtte han gerne gi slip. Mor gentog: "Ja, nu må du gerne gi slip". Der gik mindre end et minut og så holdt han op med at trække vejret.