Han var meget svag da jeg og Jens forlod ham på hospitalet og overlod det til vores mor at våge over ham i nat. På en måde ønsker jeg at ham ville dø og slippe for mere lidelse, men jeg vil helst ha at han venter til i morgen, så jeg kan være til stede når han forlader livet.
Han er mere død en levende, men alligevel lader det til at han forstår hvad der foregår selv om han næsten ikke kan udtrykke sig mere. I det mindste har han ikke haft smerter af betydning i dag og grunden til at jeg kan sige det er fordi en af sygeplejerskerne spurgte ham om han havde smerter, hvorefter han drejede hovedet tydeligt fra side til side.
Det piner mig bare at vide at han er så bevidst om hvad der foregår, mens han langsomt glider over i døden. På et tidspunkt da vi stod samlet om ham i eftermiddags begyndte han at tælle 8, 9, 10, 11, 12, 13 sagde han langsomt. Så mange var var vi ikke og jeg tror at det var for at vise at han ikke var dement, men stadig kunne tænke og dermed tælle. Han faldt i søvn igen og vågnede lidt senere og fortsatte 28, 29 og rettede så til 129. Om det var for at vise at han også havde tidsfornemmelse ved jeg ikke men jeg tror det.
Jeg havde aldrig troet at min fars død ville påvirke mig så voldsomt, men det er bare så sørgelig en måde han dør på.
Bortset fra min far var hele familien til bryllup i lørdags fordi min niece Maria skulle giftes med Kim, og om søndagen var hele familien samlet hos mine forældre fordi vi vidste at min far snart skulle dø. Han var kommet hjem fra hospitalet om torsdagen ugen forinden og havde siden ligget i en sygeseng i stuen. Om morgenen var han noget konfus og han pegede ud af vinduet og sagde: "Der" og lidt senere pegede igen og sagde "Der, forstår i da ikke". Han prøvede at komme op af sengen og vi måtte holde ham tilbage. Det gik op for os at han ville ud på terrassen. Jeg sagde til ham at det ikke gik fordi han var for svag. "Er jeg for svag" svarede han. Han blev ved med at prøve på at komme ud af sengen og jeg måtte holde ham tilbage. Jeg ville uendelig gerne ha hjulpet ham ud på terrassen men det gik bare ikke. Han mente at hvis både Jens og jeg hjalp så kunne det lade sig gøre, men det kunne det jo ikke. Til sidst gav han op og han kiggede magtesløs op i loftet og derefter lige så magtesløs over på mig. Jeg kunne bare ikke hjælpe ham med at komme ud på terrassen, og det pinte mig at vide at han aldrig igen ville komme udenfor og sidde. På et tidspunkt bankede han sig på brystet mens han sagde: "Når jeg slår mig på brystet fem gange kommer Jens og Steen og hjælper mig".
Vivi og Ib kom lidt op ad formiddagen og det lykkedes os at overbevise far om at han ikke kunne komme udenfor, men at han godt kunne komme op at sidde lidt senere. Han blev ved med at bede om at komme op at sidde men vi forklarede ham, at han nok skulle komme op senere.
Først da Vivi sagde at nu havde Maria sendt en sms om at de ville være der om 10 minutter, blev vi enige om at hjælpe far op i en stol. Han havde kun siddet oppe i nogle få minutter da Maria og Kim kom i det vikingetøj de var blevet gift i. Vi tog nogle billeder af dem sammen med far og mor. Far var på det tidspunkt blevet klar i hovedet, men allerede fem minutter senere bad han om at blive lagt i seng igen. Vi lagde ham i seng igen, men på grund af urinsyregigten kom han med nogle smerteskrig og det blev lidt for meget for nogle af de andre.
Da han var kommet i seng, blev der fundet en bærbar frem og far så interesseret på billederne fra brylluppet.
Lidt senere gav han udtryk for at han gerne ville ha nogen over sengen, og jeg og nogle at de andre gik over til ham og stod rundt om sengen. Med lange pauser sagde han: "Jeg vil ikke dø...........Jeg kan da ikke dø, kan jeg?..........Skal jeg dø?".
"Ja. Vi skal alle dø" svarede jeg.
Han havde lidt en stor del af natten og holdt mor og mig vågne med skrig af smerte, men han havde ikke lyst til at dø. Han var villige til at ta den smerte livet nogle gange giver, hvis blot han kunne få lov at leve.
Lidt senere da jeg igen sad i sofaen gjorde han tegn til at han gerne ville ha at nogen kom derover, så jeg gik hen til ham. Han sagde at jeg havde været en god dreng og jeg svarede at han havde været en god far og gav ham et knus. Så sagde han." Nu sker det". Og på en måde skete det der, for det var sidste gang jeg havde en meningsfuld samtale med ham.
Forhåbentlig lever han endnu når jeg besøger ham om lidt, men så må han også gerne dø, bare jeg er hos ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar