tirsdag den 3. februar 2015

Lige da jeg havde skrevet mit indlæg i morges, fik jeg en besked fra Marianne om at Rosalie ikke ville blive tvangsfjernet, og det er jo godt. Dvs. hvis ikke Jeanette og Christian holder op med at slås, så bliver hun fjernet, det er jeg ret sikker på, så nu får vi se.

Vi var omme og kontrollere nogle bolte på Nordforbrændings nye ovnline i dag. Det er et kæmpe byggeri som skal ta sig af de enorme mængder affald fra Hørsholm og området omkring. Den nye ovnlinie skal afløse tre gamle ovnlinier og bliver mere miljøvenlig. Det koster omkring 750 millioner at bygge den nye ovnlinie, og det vi kontrollerede var nogle bolte der højest måtte stå 5 millimeter forkert. De stod op til 10-11 millimeter forkert, så nu bliver det interessant at se om vi skal derom igen i morgen for at afmærke den korrekte position. 5 millimeter forkert er jo ingenting, men måske alligevel for meget. Det er selvfølgelig lidt interessant at være med på sådan et kæmpe byggeri, men jeg foretrækker nu at arbejde ude i naturen, eller i et villakvarter som i går.


Man kan ikke se det på billedet, men til højre er der et kæmpe hul til kælderen hvor vi skulle ned for at arbejde. Jeg glemte at ta et billede, men jeg gætter på at kælderen er mere end 10 meter dyb.

Derudover opgav min cykel i dag. Det er en mountainbike og den har været relativ god i forhold til prisen. Jeg gav vist 2100 kr. for den i Kvickly for 3 år siden, men nu er den slidt op. Jeg kunne dårlig cykle på arbejde fordi kæden hele tiden blev ved med at takke over, så nu tror jeg at jeg skrotter den. Jeg efterlod den i kælderen på arbejdet og håber det går lidt bedre når det bliver tøvejr igen, men hvis den så stadig ikke dur, ruller jeg den ned til Kokkedal Station, og så er der nok nogle dsb-arbejdere der fjerner den på et tidspunkt.

Som det er nu kan jeg dårlig cykle den ud på genbrugspladsen, og selv om jeg kunne, ville det være enormt besværligt at komme hjem igen. Alle genbrugspladser ligger jo langt ude på landet og er kun beregnet for bilister.

Jeg bestilte straks en ny cykel i dag. En meget billig tregearet cykel til 1385 kr. som jeg bestilte i Bilka. Så kan jeg hente den i Føtex i Birkerød om et par dage. Eftersom det billigste pendlerkort koster 385 kr. om måneden, vil den jo næsten ha tjent sig ind når jeg flytter om 3 måneder, og den kan umuligt være mere tung at cykle end mountainbiken. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar