tirsdag den 23. januar 2024

Corona igen

Omkring maj måned 2022 fik jeg corona, og i løbet af den næste måneds tid mistede jeg lugtesansen fuldstændig. Omkring et år senere begyndte jeg at kunne lugte lidt, men uanset hvad det var, lugtede det af det samme og det var ikke en behagelig lugt. Men for ikke så lang tid siden begyndte jeg at kunne lugte forskellige nuancer og for et par uger siden kunne jeg pludselig lugte den friske dild som jeg var ved at hakke. Så jeg tænkte at nu var jeg omsider ved at få lugtesansen tilbage for alvor.

Det kan være en stakket frist for jeg tror at jeg er blevet smittet med corona igen. Det kradser i halsen på en mærkelig måde og jeg har en underlig fornemmelse i kroppen som om jeg er syg, men mærkelig nok har jeg ingen feber. Men jeg er nok syg, for jeg gik i seng klokken otte i går aftes, og havde meget ved at stå op da vækkeuret ringede klokken seks i morges. Jeg stod op tyve minutter senere og var enormt træt selv om jeg havde sovet ti timer. Jeg var sygemeldt i går, og besluttede at at blive hjemme i dag også. Jeg kunne måske nok arbejde selv om jeg ikke er specielt frisk, men jeg har ikke lyst til at smitte de andre på arbejdet, så jeg bliver hjemme, også i dag. Det er lidt kedeligt, for jeg kan heller ikke gå i fitnesscenteret. Jeg var i fitnesscenteret i søndags i på Nørrebro, og jeg havde det rigtig skidt, men jeg troede at det var efterveer efter lidt for mange øl. Det var det så ikke. Jeg tror det er corona jeg er smittet med, så jeg håber ikke at jeg mister lugtesansen igen, nu hvor jeg lige er begyndt at kunne lugte noget igen. Så er spørgsmålet hvor længe jeg skal kukkelure i lejligheden. Det havde været bedre hvis det havde været forår for så ville jeg være taget op i kolonihaven, men der er ikke meget sjovt ved at være deroppe på denne årstid og slet ikke i dag, med kedeligt gråvejr. Ikke engang udsigten fra lejligheden er der noget ved i dag, så det bliver en lang dag.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar