Det er højsommer og det ustabile danske sommervejr er fremragende for grønsagerne. Jordbærbeddet er tre år gammelt nu, så jeg er i færd med at grave planterne op. Når løgene ved siden af er blevet høstet, planter jeg nye planter der. Marianne er i færd med at plukke pebermynteblade. Jeg elsker pebermyntete, men efter at jeg har haft corona kan jeg ikke lugte noget som helst desværre. Hvilket vil sige at jeg heller ikke kan "smage" mentolen. Når pebermynten og citronmelissen har afblomstret flytter jeg dem ned i min grøft, for så kan oreganoen få lov til at brede sig. Sommerfuglene og bierne elsker nektaren fra oreganoen, så de får lidt mere mad til næste år.
Denne blog er en dagbog hvor jeg skriver om min dagligdag og hvor jeg vil offentliggøre nogle af de billeder jeg tar. Eftersom jeg lægger en hel filmrulle ud på én gang, skal hvert indlæg ses fra bunden, hvis man vil se dem i korrekt rækkefølge. Klik på billederne for at se dem i stor størrelse.
lørdag den 16. juli 2022
tirsdag den 5. juli 2022
De dejligt lyse aftener
lørdag den 2. juli 2022
Fjerde gang er lykkens gang
Det er fjerde sæson at jeg dyrker min køkkenhave og det har været noget vekslende hvad der er lykkedes. Men det tre første år er et stort set ikke lykkedes for mig at dyrke ærter, som ellers er en af de mest lækre ting man kan dyrke i en køkkenhave efter min mening. Det har nok været på grund af smelderlarverne som elsker rødderne på ærterne. Smelderlarver lever i græsplæner i 4-5 år før de bliver til biller og flyver deres vej. Det stykke køkkenhave hvor ærterne står har været dyrket de sidste to år og det ligger klods op ad græsplænen, så jeg var lidt tvivlende på om det ville lykkes i år, men sandelig om det ikke gør. Det eneste problem nu er at de rigtig meget lige nu og der er ikke plads i fryseren, for den er ikke superstor og fyldt med frosne jordbær, som også giver fremragende i år. Det er lidt utroligt med de mange snegle der er, men mit purløgshegn virker. Sneglene når til purløgene og så når de ikke videre fordi de giver sig til at æde. Mod den ene nabo er der ikke noget purløgshegn men der er en busk med gojibær. Den hedder bukketorn på dansk og vokser ved kysterne. Under busken er der et bed med jordbær som var beregnet til solsortene og bedet er fyldt med snegle. Alligevel er mere end halvdelen af bærrene uskadet af snegle, for sneglene vil meget hellere æde bladene på bukketornen. Den ser også lidt miserabel ud og jeg har endda pillet utallige snegle af busken. Hvad angår det store jordbærbed midt i haven har det næsten været urørt af sneglene og selv solsortene har stort set holdt sig væk selv om jeg ikke har dækket beddet af. Så jordbær er der mange af, men jeg har haft så travlt med alt muligt at jeg ikke har haft tid til at passe det ordentligt. Men vejret har været med mig, så selv om jeg ikke har haft tid til at fjerne alle bær med skimmel, har det næsten ikke bredt sig.