søndag den 14. januar 2018

En cykeltur

Det blev en 32 km lang cykeltur i dag, og det var skønt at komme ud på en lidt længere tur. Det er et halvt år siden jeg sidst har cyklet, bortset fra en lille tur for et par uger siden. Så jeg er træt i benene. Godt nok har jeg mange gear på cyklen, men de fjerner jo ikke bakkerne og dem er der mange af. Så der bliver ingen træning i fitness centeret i dag. Det er jeg for træt til.

Store Donsedam

Store Donsedam

Sø ved Krudthusvej

Typisk dansk vintervejr. Gråt, trist og iskoldt og selvfølgelig ingen sne. Et meget tyndt lag is som formodentlig aldrig når at blive tyk nok til at man kan stå på skøjter. Jeg hader det danske klima inderligt og især det som folk kalder vinter. Men i det mindste er der tørt, så jeg er på årets første rigtige cykeltur. I langsomt og roligt tempo som sædvanligt. Foråret nærmer sig hastigt så jeg må hellere komme lidt i form så jeg kan cykle nogle lange ture når dagene bliver længere og det bliver lidt varmere. Heldigvis er Nordsjælland et fremragende sted at cykle, men efterhånden har jeg cyklet de fleste steder. Så jeg er nødt til at cykle længere og længere ture for at cykle på nye veje.